Annonce
Udland

Maldivisk eksleder flyver til Tyskland efter attentatforsøg

Maldivernes tidligere præsident Mohamed Nasheed blev forsøgt dræbt 6. maj og skal nu behandles i Tyskland (Arkivfoto). Foto: Dinuka Liyanawatte/Reuters

Maldivernes eksleder Mohamed Nasheed, der blandt andet er kendt som klimaaktivist, blev forsøgt dræbt 6. maj.

Den tidligere maldiviske præsident Mohamed Nasheed er fløjet til Tyskland for at fortsætte sin behandling efter et attentatforsøg i hjemlandet.

Det oplyser embedsfolk torsdag.

53-årige Nasheed, der både er kendt som demokratiforkæmper og klimaaktivist, blev forsøgt dræbt 6. maj i Maldivernes hovedstad, Malé.

Det var en fjernstyret bombe spændt fast til en motorcykel, der for en uge siden detonerede nær ekspræsidenten.

Han blev efterfølgende opereret i 16 timer. Her fik han fjernet sprængstykker fra sin lever, sine lunger og fra maveregionen.

En tæt beskyttet ambulance har torsdag kørt Nasheed fra hospitalet til lufthavnen, hvor et fly ventede på ham.

Hospitalsansatte har offentliggjort et billede af ekslederen på sociale medier, hvor han i en blå hospitalsjakke poserer med fire ansatte.

Han har på Twitter takket staben for hjælpen siden angrebet.

Politiet har anholdt tre mænd efter attentatforsøget. Ifølge politiet var angrebet relateret til islamisk ekstremisme.

Der er ikke nogen grupper eller personer, der har taget skylden for angrebet. Nasheeds parti, Det Maldiviske Demokratiske Parti, hævder dog, at religiøse ekstremister og politiske interesser kan have spillet en rolle.

Nasheed blev i 2008 den første demokratisk valgte præsident i Maldivernes historie. Han havde posten, indtil han blev væltet ved et kup i 2012.

Han er internationalt kendt for sin kamp mod klimaforandringer og stigende havniveau, hvilket blandt andet truer Maldiverne, der består af 1192 øer.

Nasheeds regering tiltrak sig opmærksomhed i 2009, da den holdt et møde under vandet netop for at sætte fokus på ovenstående.

/ritzau/AFP

Mohamed Nasheeds regering tiltrak sig opmærksomhed i 2009, da den holdt et møde under vandet for at sætte fokus på global opvarmning og stigende havniveau (Arkivfoto). Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce