Annonce
Udland

Mand i 50'erne er skuddræbt nord for Stockholm

Tt News Agency/Reuters
Politiet i Sverige har indsat hundepatrulje og politihelikopter i jagt på gerningsmand efter skuddrab.

En mand er blevet skudt og dræbt i en forstad til den svenske hovedstad, Stockholm.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Politiet fik klokken 20.22 mandag aften en anmeldelse om et skyderi ved et supermarked i Stocksund, der er et velstående kvarter nord for Stockholm.

På gerningsstedet fandt politiet en såret mand, som ifølge avisen Aftonbladet var i 50'erne. Han afgik kort efter ved døden.

- Den skudramte mand er afgået ved døden. Vi har igangsat en efterforskning af drabet, siger politiets pressetalsmand Towe Hägg til avisen Expressen.

Flere øjenvidner oplyser til Expressen, at manden er blevet skudt i hovedet. Det skal ifølge vidnerne være sket, da han befandt sig på pladsen foran supermarkedet sammen med en kvinde, et lille barn og to andre mænd.

Der er fortsat ikke anholdt nogen mistænkte i sagen. Politiet har blandt andet indsat en hundepatrulje og en politihelikopter i jagten på en gerningsmand.

Gaderne omkring gerningsstedet er blevet afspærret af politiet, som er i gang med at stemme dørklokker i området for at finde frem til vidner i sagen.

Derudover skal kriminalteknikere undersøge gerningsstedet.

- Vi har en store indsats for at indsamle beviser. Vi følger op på eventuelle tips eller andre idéer for at lede efter den eller dem, som har gjort dette, siger Towe Hägg til Expressen.

Et vidne siger til den svenske tv-kanal TV4, at han hørte i alt fem skud og at folk skreg i panik.

- Jeg ser en livløs person ligge på den anden side af gaden. Folk skriger i panik og ringer til politiet, siger vidnet til tv-stationen.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Fredericia For abonnenter

Strandgæster ryster på hovedet over broføljeton: - Man kan ikke hamle op med naturens kræfter

Annonce