Annonce
Alarm 112

Mand i bil har kontaktet skolepiger i Erritsø: 'Træls det sker i vores kvarter'

Erritsø Fællesskole har informeret forældre i distriktet og medarbejdere om, at en mand i en bil har forsøgt at kontakte en pige fra skolen. Arkivfoto: Søren Gylling
En mand i en sølvgrå bil kontaktede torsdag morgen en pige fra 4. klasse på vej til skole. På Erritsø Fællesskole er der ekstra opmærksomhed på børnene. Politiet efterforsker, om der er sammenhæng mellem to forskellige episoder.

Fredericia: Sydøstjyllands Politi efterforsker to anmeldelser, hvor en mand har kontaktet skolepiger i Erritsø.

- En pige fra 4. klasse på Erritsø Fællesskole var på vej i skole torsdag mellem 7.45 og 08.00. Hun kørte forbi en sølvgrå bil, hvor føreren rullede vinduet ned og råbte noget, hun ikke hørte. Det blev hun bekymret over, fortæller vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi om hændelsen på Brovadvej.

Pigen cyklede videre, og det fik hun ros for af både politi og skolen, der efterfølgende skrev en besked om episoden på Aula.

Annonce

Kontaktet på løbetur

Politiet har også fået en anden anmeldelse, hvor en 14-årig pige tirsdag klokken 19.30 blev kontaktet af en mand, da hun var på løbetur. Det skete på Gl. Landevej nær Davidsen-byggemarkedet.

- Her er der én, der henvender sig via et vindue i en bil, siger Finn Ellesgaard Nielsen, der ikke har flere oplysninger om de to anmeldelser lige nu.

- Vi undersøger, om der er en sammenhæng, siger Finn Ellesgaard Nielsen.

Annonce

"Kom her smukke"

En besked fra Erritsø Fællesskole blev torsdag lagt ud i Facebook-gruppen "Os som bor i Erritsø", og i kommentarsporet blev det nævnt, at manden spurgte den 14-årige, om han skulle køre hende hjem. Og at det gentog sig senere på Erritsø Bygade. Pigen skyndte sig videre begge gange.

Ifølge en anden besked i Facebook-gruppen er en tredje pige, som var på cykel, blevet kontaktet tirsdag af en mand i en grå bil. Det skete et sted i Erritsø, hvor manden i bil standsede og sagde "Kom herhen smukke". Men pigen skyndte sig videre.

Sydøstjyllands Politi har dog - ifølge Finn Ellesgaard Nielsen - kun modtaget to anmeldelser.

Annonce

Ekstra omsorg på skolen

Den yngste af pigerne går på Erritsø Fællesskoles afdeling på Krogsagervej. Her skrev   afdelingsskoleleder Michael Kurth torsdag en besked på Aula til forældre og medarbejdere.

- Det er selvfølgelig en omsorg for børnene i vores distrikt. I en kontakt med politiet blev vi enige om, at det var fint at informere forældrene i vores distrikt, men også personalet, hvis de får fortællinger fra børnene, så vi kan gå videre med oplysninger de rette steder, så det kan blive løst, siger Michael Kurth.

Han ønsker at give ordensmagten arbejdsro til opgaven. Om situationen siger han:

- Det er selvfølgelig træls, at det skal være sådan i vores kvarter. Politiet har lavet et godt stykke arbejde. Det skal nok blive belyst og løst. Det handler også om at besinde sig lidt, men selvfølgelig skal vi tage det alvorligt, og det gør vi.

Gør I ellers noget i denne forbindelse?

- Vi er ekstra opmærksomme på de børn og elever, der er på skolen. Når vi skriver ud, giver det somme tider noget ro. Og ellers er vi bare opmærksomme på vores børn, siger Michael Kurth.

Skolen opfordrer forældre til at kontakte politiet, hvis deres børn oplever en situation som den, pigen fra 4. klasse var ude for torsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Tre mænd i slagsmål

Fredericia

Fredericia udvider koncerndirektionen: Kommunen er dermed tilbage på en fire-mands direktion

Annonce