Annonce
forside For abonnenter

Mand skudt i Fredericia

Foto: Lene Pausgaard
Som PLUS abonnent får du adgang til flere hundrede PLUS-historier. Nyheder, baggrunde, analyser, interviews, portrætter og kommentarer. Den bedste lokale dækning.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme For abonnenter

Den alt for tørstige kat i præstegårdshaven - med det lidt for genkendelige navn

Det er mange år siden. Han var lige blevet udnævnt til præst. Han havde forsøgt sig med et par andre jobtiltag forinden! Havde haft en avisrute. Suppe, steg og is og et hammondorgel havde i perioder gjort ham godt. Rytmeboks og godt humør havde fyldt ham og mange andre med godt humør. Og han var god til både at undervise og spille på guitar og såmænd også blokfløjte. En stærk kombination. Og fik han ”stukket et orgel i hånden” styrede han den på et niveau, der ville have gjort Buxtehude nedtrykt af misundelse. Han var i det hele taget ikke uden evner. Men han havde haft svært ved for alvor at sætte ord og vilje på retningen, hvortil ambitionerne i sidste ende skulle sende ham. Skulle han gå efter pengene? Det lå hans hu måske mest til, og det kan vel være en fristelse for alle. Eller var det åndelige sysler, han skulle give sig i kast med? - Det var et stort dilemma. Ingen tvivl om det. Til sidst måtte han dog erkende, at han måske nok kunne komme i direktionen, men aldrig blive koncernchef hos A.P. Møller eller for den sags skyld bestyrelsesformand i Lego-koncernen. Da han heller ikke var født i hovedlandet, var hans chancer hos Jysk helt fra begyndelsen meget beskedne. Men med sit - indimellem - lyse sind havde han accepteret sine livsvilkår. Han kastede sig derfor over de nødvendige sprogstudier, der ligger til grund for at kunne studere skriften på originalsproget. Blandt studenterne talte man om hans sproglige talent. Græsk memorerede han nærmest i søvne, og de allerdygtigste til hebraisk var tilbøjelige til at påstå, at netop han talte det som en indfødt. Det skal siges, uden at jeg er glad for indrømmelsen, at det var jeg ikke lige i stand til at vurdere. Har altid haft lidt svært ved at skelne mellem de forskellige hebraiske dialekter, ligesom mit aramæiske også havde sine begrænsninger! Og det har da livet igennem været et handicap for mig i mit virke i Fredericia Provsti - og måske især i Døveprovstiet! - Alt sammenholdt betød det imidlertid, at fremtidsudsigterne for ham var lagt fast. Han var med kone og barn flyttet ind til et fint embede med en præstegård af en ganske fornuftig størrelse. Midt i en større by på Fyn. Skal ikke nævne dens navn. Han skal have lov at være i fred nu! Boligen var så stor, at der var blevet plads til en vinkælder, som han generøst ved først givne lejlighed inviterede mig til at besøge. Vi listede os derned, mens konerne tog sig af børnene. Det var så fint, som det kunne blive. Og så så jeg det med det samme! Det var nok også meningen, tænkte jeg, da jeg i et splitsekund så hans nærmest diabolske smil! ”For god til gæster!” - Sådan havde han skrevet det, min gode ven. Han havde skrevet det på en lap papir og limet det fast med den bedste kontaktlim, man kan tænke sig på en hylde i sin vinkælder. Den øverste naturligvis! Umuligt at fjerne igen. Ikke at han havde meget at prale af på den hylde! Når sandheden skal frem, var det et miserabelt udvalg. Det tror jeg ikke, at han selv vidste. Men set i lyset af, at han var og er en nøjsom og god dansker - så er selv flasker af mærket Maître Simon og Pere Medare fine placeringer der på øverste hylde. Samtidig og nok så vigtigt er disse flasker katalysatorer for herlige minder fra en svunden, men god tid. Og det er såmænd ikke det ringeste. - De nævnte varer udgjorde i vores pure ungdom sammen med den legendariske spanske Palânca et udvalg af vine, hvor vi ikke bekymrede os nævneværdigt om smagen. Den var relativ underordnet. Palâncaen var en rød sodavand, som et kemisk geni havde formået ved en snild metamorfose at forvandle til vin. Ikke at der på nogen måde var noget bryllups-Kana-under over det i smag, men procenterne var der ikke noget i vejen med. I hvidvinskategorien kunne også Pere Medare matche sød sodavand. Denne vin blev kun solgt i halvanden liters flasker. Min gode ven, som altid har været frisk, kaldte det for en portionsanretning, når han placerede den foran mig sammen med en beskeden vegetarret, som han fuldstændig misvisende kaldte for kødsovs. Muligvis var det rigtig nok på hans tallerken. Det skal jeg ikke kunne sige. Han var forud for sin tid. Han var idealist og med sit lysende intellekt var han tidligt klimabevidst. Mange år før man var begyndt at tale om tosser i den forbindelse! - I dag ville man kalde den portionsanrettede drikkelse for en magnum. På alle parametre med undtagelse af ét var sodavand i sammenligningen bedst! Vinen havde ikke andet end procenterne at byde på. Men det var også alt nok i den sammenhæng. Alle sodavand uanset kvalitet og mærke mistede det store brus i konkurrencen med Pere Medare-flaskens originale form og dens spirituelle inspiration. Med Maître Simon var det lidt anderledes. Etiketten på den flaske kunne noget helt særligt. Den lovede noget mere og måske også lidt mere, end den med rimelighed kunne holde. Etiketten forestillede en mand med en stor hat på sned på hovedet. I en mørk udgave lignede det d’Artagnan eller måske en af de tre musketerer. Med alle førstehånds indtryk tillod Maitre Simon os at drømme væk til varmere himmelstrøg. Rammerne var i orden. Men det var lidt som l… i cellofan. Der var ikke meget bouqet at byde ind med i den sammenhæng. Slet ikke noget, hvis jeg skal være helt ærligt. - Til gengæld blev den solgt i en-liters flasker. Altså en tredjedel mere end sædvanligt. Det var vi i de år meget opmærksomme på. Procenterne var også acceptable. Om de gjorde os meget godt, er jeg til gengæld ikke så sikker på. Spritsmagen var ikke til at komme uden om. Den kunne gennemtrænge alle øvrige tilsætningsstoffer, og det siger ikke så lidt. Men når vi så satte en klemme i næsen gik det - for det meste - godt! Og jeg tør godt sige, at stemningen altid var fornuftig efter et par timer i godt selskab. For god ordens skyld skal jeg indskyde, at de nævnte væsker også blev serveret, da min kone og jeg blev smedet i hymens lænker en ultra-varm augustdag i 1982. Vi er gift endnu, så værre var det heller ikke. - Men altså: Den dag under vort besøg på Fyn stod der som nævnt ”For god til gæster” på den lille lap papir, jeg med det samme fik øje på, da jeg blev ført ned i præstens vinkælder for at bese herlighederne. Selv om den tekst - ret beset - først blev nedskrevet mange år senere, kom jeg som ved en muses underfulde mellemkomst med det samme til at tænke på Niels Hausgaard og hans poetiske og hjertevarme sang ”Er der stemning for en dæmning? Ja der er, ja der er, ja der er.” Om det lille land, der er alt for god til gæster! Og snart efter memorerede jeg helt for mig selv: Pokkers så egoistisk verden er. Alle tænker kun på sig selv. Det er bare mig, som tænker på mig. Det er et Storm P! - Jo, stemningen var på plads. Og humøret meget højt hos værten. Også lidt højere end hos mig selv. Han var nærmest glad, fornemmede jeg. Og jeg havde da også forståelse for, at det var ret fint sådan at skulle i gang med sit første præsteembede! Turen i kælderen med fremvisning af diverse varer var dog kun præludiet. Glæden fik lige en tand mere hos værten, da vi lidt senere gik ud i den lukkede have. Vi skulle have bålmad. Værten har en snert af pyroman over sig. Til aperitif var der indkøbt Coops særlige øl med det charmerende navn Brutalis. Det er muligvis en erindringsforskydning. Den var ikke i produktion dengang, ellers passer navnet både på alle områder. Og det var for så vidt i orden! Men pludselig var han væk, omend jeg kunne høre ham kalde i den modsatte ende af haven. Jeg var i hvert fald sikker på, at jeg hørte mit navn nævnt, mens han kaldte i en helt anden retning. - Motiveret af både ordentlighed og høflighed, nærmede jeg mig ham og svarede, jeg er her! ”Det er ikke dig jeg kalder på,” svarede han så. ”Nå, men du nævnte da mit navn,” replicerede jeg. ”Ja, Børge Munk er navnet på vores ene kat,” svarede han. ”Hvorfor kalder du den det?” spurgte jeg en kende fortørnet! Jo, svarede han. Det skyldes, at både konen og jeg kender den på, at den altid er tørstig. Den drikker så frygtelig meget! - Forholdsvis ukritisk! Det var svært at tørre grinet væk fra hans åsyn! Han var i topform. Han havde en herlig aften. Jo, han er en rigtig god ven! Såmænd ja!

Annonce