Annonce
Erhverv

Mange har mistet omsætning: Men flere ser positivt fremad, siger erhvervsdirektør

Messebranchen - som her ved Kreative dage i MesseC - er en af de brancher, der er hårdt ramt. Generelt ser flere virksomheder dog positivt på udsigterne, lyder det fra erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer. Arkivfoto: Torben Glyum
Især detailbranchen, turismen, restaurationer, kultur og sundhed er ramt på omsætningen, konkluderer Business Fredericia efter en undersøgelse. Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer oplever dog, at flere virksomheder ser positivt fremad.
Annonce

Fredericia: Coronakrisen har gjort mærkbart indhug i lokale virksomheders salg.

Det viser en temperaturmåling, som Business Fredericia har foretaget blandt lokale virksomheder. 316 virksomheder har svaret i en spørgeskemaundersøgelse. Trods nedgangen ser erhvervsdirektør hos Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, mange positive tegn hos virksomhederne.

- Coronakrisen har sundhedsmæssigt taget hårdt på det danske samfund, men også erhvervslivet har oplevet tab og ikke mindst mærket, at det er svært, når kundeflowet stopper fra den ene dag til anden. Vi har derfor undersøgt tilstanden, og selvom mange er ramt, så ser det ud til, at flere er positive og ser fremad nu, udtaler han i en pressemeddelelse.

Annonce

Fald i salget

68 procent af virksomhederne, der har svaret, har oplevet nedgang i omsætningen, mens seks procent har oplevet en stigning. Godt en fjerdedel har haft uændret salg.

- Analysen viser, at en fjerdedel af de lokale virksomheder har oplevet et omsætningstab på mere end 75 procent, står der i pressemeddelelsen.

Områderne, der især er hårdt ramt af coronakrisens økonomiske effekter, er turisme, detailbranchen, restaurationer, kultur og sundhed. Til gengæld har der været uændret eller stigende omsætning inden for industri, bygge og anlæg og it-branchen.

- Halvdelen af detailbutikkerne har oplevet et fald i omsætningen på mere end 50 procent, fastslår Business Fredericia.

- Da vi tidligt under krisen besøgte både butikker og restaurationer, stod det klart, at det ville blive hårdt. Det er stadig hårdt, men jeg hører også om bedring. Samtidig er jeg glad for, at så mange virksomheder bakker op om vores aktuelle voucherkampagne "Handel lokalt", udtaler Kristian Bendix Drejer.

Annonce

Mulighed for rådgivning

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med Dansk Erhvervsfremme, og spørgeskemaerne blev udsendt i april og maj. De blev udsendt til 1908 virksomheder, og der kom svar fra knap 17 procent af virksomhederne. Formålet med undersøgelsen var at danne et overblik over konsekvenserne, så der kan søsættes initiativer til at modvirke de negative konsekvenser.

For virksomheder, som er hårdt ramt af krisen, er der mulighed for at søge sparring og vejledning hos Business Fredericia. Mere end hver femte af virksomhederne i undersøgelsen har - eller vil - i løbet af coronakrisen søge sparring hos Business Fredericia. Der er mulighed for 1:1-sparring, og desuden er et rådgivernetværk med advokater og revisorer til rådighed for medlemmerne. Også erhvervskonsulenter kan hjælpe.

- Det er virkelig godt, at så mange søger Business Fredericia og vores rådgivernetværk. Der har været mange emner at vende, og ingen kendte morgendagen. Vi har talt med alt fra den lille iværksætter til de større virksomheder. Det er samtidig glædeligt, at de mange eksterne rådgivere hjalp, da det var svært, udtaler erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce