Annonce
FC Fredericia

Marginal fremgang for FC Fredericias tilskuertal - men klubben vil have mere

FC Fredericias fanklub kom i gang i foråret, og den er nøglen til et større tilskuertal, mener direktør Stig Pedersen. Foto: FC Fredericia
FC Fredericia har en marginal fremgang i sit tilskuertal. Men 763 mennesker i snit er ikke nok, mener både klubbens direktør og formanden for fanklubben Red Pride.

Fredericia: 763 mennesker. Så mange kom der i snit i den forgangne sæson og så FC Fredericia, når klubben spillede på hjemmebane i 1. division.

- Det er sgu ikke ret mange. Jeg synes, det er lavt, når man tænker på hvor mange indbyggere, vi har i kommunen, siger Søren Christensen, der er formand for Red Pride, klubbens fanklub.

Der bor omtrent 51.000 mennesker i Fredericia Kommune. Cirka én procent af kommunens borgere befinder sig altså på stadion, når der spilles fodbold på næsthøjeste niveau i Danmark.

Mere imponerende bliver det ikke af, at FC Fredericia har det næstlaveste tilskuertal i rækken. Fredericia er blot undergået af Thisted med sølle 585 tilskuere. Forskellen på de to klubber i denne sæson er især, at FC Fredericia har kæmpet med i toppen, mens Thisted har befundet sig i bunden.

763 mennesker en marginal fremgang på to procent i forhold til snittet sidste sæson, som lå på 750 mennesker. Samme lille stigning har de øvrige klubber i 1. division. Dét hæfter direktør Stig Pedersen sig ved.

- Vi er ikke utilfredse, men vi så gerne, at tilskuertallet lå højere. I en by af vores størrelse, skulle vi gerne op på 1000 tilskuere i snit, siger Stig Pedersen.

I håndboldklubben Fredericia HK, der ligger et stenkast fra FC Fredericias hjemmebane, har man haft succes med gratis entré til hjemmekampene. Men den vej går FC Fredericia ikke.

- Sådan gør vi ikke i fodbold. Vi har et produkt, som man skal betale for at se via et sponsorat eller et beløb i entré. Desuden har vi nogle krav til sikkerheden, som gør at vi ikke bare kan åbne dørene, siger Stig Pedersen.

Annonce
Fodbold er en sport, som er enormt eksponeret. Man kan se top-fodbold fra hele verden, når man sidder foran sit fjernsyn. Og det er også en faktor, som spiller ind. 1. division sendes live på tv, og man kan se alle målene.

Stig Pedersen, direktør i FC Fredericia

De sjove kampe

Spørgsmålet er, hvordan det bliver bedre. I denne sæson har de sportslige resultater været gode, og FC Fredericia spillede med om oprykningen indtil næstsidste runde. Men det er ikke blevet afspejlet i et forbedret tilskuertal. Fanklub-formand Søren Christensen ser frem til en næste sæson, hvor Vejle Boldklub og måske Kolding kommer i 1. division. Vejle er rykkede ned fra Superligaen, mens Kolding har tre point ned til nærmeste forfølger i 2. division med et par runder igen.

- De kampe er bare sjovere end alle andre, og de er nemmere at få folk til at komme og se, siger han.

De største trækplastre i den forgangne sæson var Silkeborg og Viborg. Men de to klubber har slet ikke samme lokale tiltrækningskraft som Kolding og Vejle, vurderer Stig Pedersen.

- De kampe er brag om trekantsområdet, og de kan noget. Med al respekt for Viborg og Silkeborg, så er de kampe bare ikke lige så interessante. Vores nærmeste lokalopgør har været mod Silkeborg, siger Stig Pedersen og griner over det lettere groteske i det.

En vigtig fanklub

Han er fortrøstningsfuld i forhold til tilskuertallet næste sæson. Det har været stigende to sæsoner i træk, og nu har klubben fået oprettet en fanklub, som i foråret skabte stemning både ude og hjemme.

- Havde vi haft dem med fra starten af sæsonen, havde tallet nok set anderledes ud. De har gjort det fantastisk, og vi har fået henvendelser fra andre klubber i 1. division, som ville vide hvad der foregår i Fredericia. Der er ikke mange fanklubber som den i rækken, siger Stig Pedersen.

FC Fredericia har selv skubbet fanklubben i gang og står for det administrative, så fansene sådan set bare skal sørge for at komme og tiljuble spillerne.

- Vi satte fanklubben i gang, fordi vi gerne ville skabe mere stemning på stadion og trække flere folk til. Og vi har ikke set den fulde effekt af fanklubben endnu. Det er bare sjovere at komme og se fodbold, når der er gang i den, siger Stig Pedersen.

FC Fredericias bedste snit de seneste 10 sæsoner skal findes tilbage i 2009/10, da klubben næsten rykkede op. Dengang kom 1440 mennesker i snit og så klubben spille på hjemmebane.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce