Annonce
Vejle

Margit og Bent testede Vejlen på dens hidtil hårdeste søfærd - og så er flåden sejlet til Brejning

Vind, bølger og en spruttende motor. Ophavsmanden til navnet Vejlen fik sin præmie: En tur med tømmerflåden til Vejlefjordbroen. - I dag er tømmerflåden sejlet til Brejning, hvor nye eventyr venter.

Vejle: På tømmerflåden Vejlens tur ud mod Vejlefjordbroen gled alt godt, og der var ikke meget at berette om.

Men da flåden vendte snuden mod havnen, blev Vejlen ramt af modvind.

Vestenvinden ruskede. Bølgerne skvulpede ind over prammen, og motoren spruttede. I nogle få øjeblikke flyttede vinden og ikke motoren Vejlen. Under tømmerflåden kunne man direkte mærke, at fodertønderne, som holder flåden flydende, rørte på sig.

- Jeg sender lige en venlig tanke til, at tømrereleverne har sat fodertønderne ordentligt fast, sagde skipper og journalist Palle Søderberg til vores to medpassagerer.

Tirsdag eftermiddag fik Vejlen testet sin sødygtighed på fjorden på flådens hidtil hårdeste søfærd. Med ombord var Margit og Bent Pedersen fra Vorbasse. Hverken Bent eller Margit har før sejlet med en tømmerflåde, men de var begge ved godt mod.

Sejlturen var en præmie til Bent Pedersen, der fandt på navnet Vejlen, da Vejle Amts Folkeblad satte en sejltur på højkant på Facebook i bytte for et navn til flåden.

- Jeg ved ikke, hvor navnet Vejlen kom fra. Jeg tænkte egentlig ikke på Hjejlen i Silkeborg. Det kom bare til mig, da jeg så, I havde bygget en tømmerflåde, fortalte 64-årige Bent Pedersen om inspirationen til navnet.

Annonce

Vejle set fra tømmerflåden

Tømmerflåden Vejlen er motoren bag Vejle Amts Folkeblads artikelserie om Vejle Fjord.

Tømmerflåden er bygget af elever på Syddansk Erhvervsskole.

Via den hjemmebyggede tømmerflåde besøger vi mennesker, virksomheder og steder langs fjorden i sensommeren.

Vi håber, vi kan holde historier og flåden flydende til midt i oktober.

Har du et tip til redaktionen, så kontakt journalist Palle Søderberg på paso@vafo.dk eller journalist Michelle Madsen på michm@vafo.dk.

Sikkert i havn

Nær Skyttehushaven lagde vinden sig en smule, og 60-årige Margit Pedersen turde igen rejse sig for at knipse billeder med mobilen.

- Hvad skal der ske med Vejlen, når I er færdige med den? spurgte hun.

- Vi ved det faktisk ikke endnu. Vi har snakket om at give den væk. Jeg vil helst ikke af med den, for jeg er blevet ret glad for den, svarede Palle Søderberg.

Planen er fortsat at holde tømmerflåden flydende ind i oktober. Til den tid bliver det også uundgåeligt at forholde sig til det skæbnesvangre spørgsmål om Vejlens fremtid. På sejlturen tirsdag beviste flåden i hvert fald, at den kan manøvrere i strid modvind.

Margit og Bent Pedersen tog den lettere vuggende tur tilbage meget pænt. De kom sikkert i havn og takkede for en oplevelsesrig tur med Vejlen.

Bent Pedersen er ophavsmand til navnet Vejlen. Som tak og som lovet inviterede Vejle Amts Folkeblad Bent og hustru Margit Pedersen med ombord. De bor begge i Vorbasse. Bent er efterlønner, mens Margit er børnehaveklasseleder. De har været faste abonnenter af Vejle Amts Folkeblad i 41 år, og det ændrede tirsdagens tur med Vejlen heldigvis ikke på. -Det har været en rigtig dejlig tur, sagde parret, da vi var trygt tilbage i Vejle Lystbådehavn. Foto: Michelle Madsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce