Annonce
Vejle

Marianne er klar til at bringe Grøn 2019 rundt i landet

Vejlenseren Marianne Hartmeyer er chauffør på en af de 52 lastbiler, der bringer Grøn fra by til by. De frivillige er en stor familie. Privatfoto
Vejlenseren Marianne Hartmeyer er chauffør på en af de 52 lastbiler, der bringer Grøn fra by til by. De frivillige er en stor familie.

Vejle: Marianne Hartmeyer er fra torsdag klar til at smøge ærmerne op som en af de mange frivillige i forbindelse med afviklingen af Grøn 2019 - den række af koncerter, der tidligere var kendt som "Grøn Koncert".

Den friske kvinde fra Vejle sidder bag rattet i et af de 52 køretøjer, der bringer Grøn 2019-karavanen rundt i landet. For at give i titusindvis af mennesker en god koncertoplevelse, og endnu vigtigere, for at være med til at samle penge ind til Muskelsvindfonden.

- Det er mit sjette år som frivillig; en oplevelse jeg ikke vil være foruden. Sådan har det været siden, jeg første gang var med på turen rundt i landet, forklarer Marianne Hartmeyer, der både har haft manden og børnene med som frivillige.

Annonce

Sjove tal om Grøn 2019

Grøn er et udstyrsstykke uden lige, og det kræver sine frivillige, lastbiler og leverandører at få karavanen til at rulle. I år kan man blandt andet opleve:

  • 700 frivillige og 30 ansatte på hele turen
  • Derudover deltager 1800 lokalforeningsfrivillige i de otte byer
  • Der er 64 lastbiler med på hele turen, hvoraf seks udelukkende kører med øl
  • Mellem 200 og 350 toiletter for hver by
  • 3 kilometer hegn
  • Op til 1500 personer, der spiser med ved intern catering pr. måltid
  • Der bruges 280 kilometer toiletpapir under hele turen, og der kan blive lukket op til 14.000 publikummer ind i timen
  • Det tager de frivillige 2,5-3,5 timer at pille Grøn Scenen ned
  • Det tager de frivillige 2,5-3 timer at pille Nova Scenen ned

Kører om natten

Så snart koncerten i en af de otte koncertbyer er veloverstået, rykker de mange frivillige ind på pladsen for at pakke sammen og bringe det megen grej frem til den næste koncertby.

- Den første lastbil er pakket ved 22.30-tiden, den sidste omkring klokken 03. Og så er det ellers af sted til den næste by. Her tager andre imod og begynder at stille al grejet op igen, siger Marianne Hartmeyer.

Det første år var hun frivillig inden for bespisningen af de mange frivillige, men da man fandt ud af, at hun har stort kørekort og chaufføruddannelsen, var det naturligt, at hun begyndte at trille med grej.

- Jeg glæder mig hvert år. Gennem årene har turneen budt på mange nye venskaber. Det giver en god mavefornemmelse Og jeg glæder mig til at skulle afsted. Vi er en stor familie, forklarer Marianne Hartmeyer, der går så langt som til at kalde Grøn for et familieanliggende.

Fællesskaberne kender hun også til i Marinehjemmeværnet, hvor hun i sin fritid sejler som vagtchef og underviser i radiokommunikationen på Marinehjemmeværnsskolen.

- Fællesskab er der også meget af i forbindelse med årets Grøn-turne. Og det, at vi hvert år får samlet et stort beløb ind til Muskelsvindfonden, er lønnen i sig selv, siger Marianne Hartmeyer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce