Annonce
Kultur

Marie fra Roxette er død: Hendes sidste danske koncert var i Jelling, hvor hun sad ned - og lånte en varmeblæser

Forsanger Marie Fredriksson (til højre) sad ned under hele koncerten, da Roxette spillede på Jelling Musikfestival i 2015. Arkivfoto: Mads Hansen
Forsangeren i den svenske popduo Roxette, Marie Fredriksson, døde mandag morgen. Gruppens sidste koncert på dansk grund var på Jelling Musikfestival i 2015. Det var en speciel oplevelse for publikum, men festivalens leder fortryder ikke koncerten.
Annonce

Jelling: Marie Fredriksson, forsanger i duoen Roxette, døde mandag 9. december efter flere års sygdom. Hun blev 61 år.

Den ikoniske popduo, som også bestod af Per Gessle, var kendt for hits som "It Must Have Been Love" og "The Look". Store hits, som publikum på Jelling Musikfestival fik glæde af i 2015, da Roxette optrådte som hovednavn.

Koncerten var der delte meninger om, men de fleste husker særligt, at Marie Fredriksson sad ned under hele koncerten og måtte hjælpes til og fra scenen.

Da festivalleder Lars "Charlie" Mortensen bookede Roxette, kendte han godt til, at Marie Fredriksson kæmpede med følgerne af den kræftsygdom, hun blev diagnosticeret med i 2002.

- Da vi hyrede Roxette, fik vi at vide, at hun var i bedring og klar til en stor turné. Det var et stort navn med en ordentlig bunke hits, så det var en booking, vi var stolte af. Men det er trist at høre, at hun nu er død. Hun har haft en lang kamp og har kæmpet godt, det må man tage hatten af for, siger Lars "Charlie" Mortensen.

Han husker også tydeligt koncerten i maj 2015.

- Da de ankom til Jelling, kunne vi godt se, at Marie Fredriksson havde svært ved at gå. Hun så nok lidt mere medtaget ud, end vi havde regnet med. Men hun forsikrede os om, at hun havde det okay. Det var en småkold aften, og jeg kan huske, at hun lånte en varmeblæser under koncerten, hvor hun sad ned hele tiden, siger festivallederen.

- Men de gjorde det nu meget godt, og alle de gode sange blev spillet. Selvfølgelig var der nogle blandt publikum, som var lidt kede af at se, hvordan Marie Fredriksson havde det. Efterfølgende fik jeg en besked fra bandet, som fortalte, at de havde været glade for at spille i Jelling, så vi har ikke fortrudt, at vi bookede dem, siger Lars "Charlie" Mortensen.

Da de ankom til Jelling, kunne vi godt se, at Marie Fredriksson havde svært ved at gå. Hun så nok lidt mere medtaget ud, end vi havde regnet med. Men hun forsikrede os om, at hun havde det okay.

Lars 'Charlie' Mortensen

Annonce

En sløj omgang

Jelling-koncerten i 2015 blev anmeldt af flere medier. I Ekstra Bladet skrev anmelder Thomas Treo som overskrift "Tragisk gensyn med Roxette" og gav koncerten en enkelt stjerne. Mere positiv var Steffen Jungersen fra B.T., som tildelte Roxette fem stjerner: "De svenske popgenier med en glad og stolt Marie Fredriksson i spidsen afleverede en regulær party jukebox af en koncert i Jelling lørdag aften," skrev han.

I Vejle Amts Folkeblad skrev avisens anmelder, Erik Andresen, at koncerten "var en sløj omgang".

"Man kan kun gætte, men eftersom sangerinden har været igennem en kræftsygdom, er spørgsmålet, om den har mærket hende. Det var i al fald Gessle og de øvrige musikere, der måtte slæbe for hyren denne aften. Heller ikke Fredrikssons ellers udmærkede vokal havde sin bedste aften. Den nåede stort set ikke ud over rampen," stod der i det lokale dagblad.

I 2016 offentliggjorde Roxette, at bandet var færdig med at turnere. Dermed blev koncerten lørdag 23. maj 2015 på den store scene i Jelling den sidste Roxette-koncert på dansk grund nogensinde.

Roxette blev dannet i 1986 og udgav sit sidste album sammen, 'Good Karma', i 2016. Arkivfoto: Mads Hansen
Annonce
Annonce
Danmark

Opdateret onsdag: 558 nye smittede i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Onsdagens corona-tal: Ni personer er konstateret smittet siden tirsdag

Fredericia For abonnenter

Smitte er også sket ved samkørsel til håndbold: - Nu håber vi, folk virkelig tænker sig om

Annonce