Annonce
Fredericia

Med i opløbet: Forvandlet bydel på topliste

Nogle steder i Sønderparken er der krav om lave hække, da det inviterer til kontakt og fællesskab. Sådan lyder den rosende beskrivelse fra organisationen bag Renover-prisen. Foto: Carsten Ingemann
Sønderparken er med i opløbet om en stor boligpris for renovering. 157 projekter var nomineret og seks er tilbage. Sønderparken får ros for "forvandling".

Fredericia: Sønderparken i Fredericia er med i opløbet til en stor boligpris.

Den milliardstore renovering af boligområdet i Fredericias Vestby er blandt de seks nominerede til Renover-prisen til 100.000 kroner. 157 renoveringsprojekter var i første omgang indstillet.

- De nominerede projekter udmærker sig ved en skyhøj kvalitet, udtaler Gøsta Knudsen, som er formand for nomineringsudvalget.

Prisen uddeles af Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Den milliardstore investering i Sønderparken har forvandlet boligområdet.

- Et udsat boligområde i Fredericia er forvandlet til en socialt bæredygtig bydel og røget af den såkaldte ghettoliste, skriver organisationerne i en pressemeddelelse.

Annonce
Der er skabt større tryghed i området, fordi der nu er overblik og ingen blinde vinkler.

Fra nomineringen

Tryghed i området

I et særligt afsnit om Sønderparken beskrives den almene boligbebyggelse fra 1970'erne.

- Både området, bygningerne og de enkelte lejligheder har fået et løft, der har givet nye udendørsarealer med bedre kontakt til den omgivende by, større tryghed, varierede facader og lysere lejligheder med et lavere varmeforbrug, hedder det i beskrivelsen, hvor man også roser den nye facadebeklædning ed materialer som tegl og skifer.

- Ved at etablere nye vinduesåbninger i de før lukkede gavle og åbne facaderne med lodrette vinduespartier i trappeopgangene er der skabt større tryghed i området, fordi der nu er overblik og ingen blinde vinkler, hedder det, ligesom der er ros til forbedringerne i de enkelte lejligheder med nye køkken- og badefaciliteter.

Parterne bag projektet i Sønderparken er Boligkontoret og boli.nu, Link Arkitekter, Rambøll A/S, Hansson og Knudsen A/S Entreprenører, Egil Rasmussen A/S og Enemærke & Petersen A/S.

De seks projekter

I alt seks projekter er som nævnt med i slutspillet om hædersprisen. Det er:

  1. Postgården på Købmagergade, København. En karré på gågaden, hvor et tidligere posthus er omdannet til flere virksomheders butikker, showrooms og kontorer.
  2. St. Kongensgade 53, København: I en baggård i det centrale København er et trykkeri fra 1931 forvandlet til lejligheder i forskellige størrelser.
  3. Sønderparken, Fredericia. Det almene boligbyggeri er renoveret, og både lejligheder og området har fået et løft, som har fjernet bydelen fra ghettolisten.
  4. Hotel Herman K, København: En transformerstation fra 1963 med lukket facade er omdannet til et åbent hotel med restaurant, og en facade med bronzelameller er bevaret.
  5. Villa i Sydbyen, Silkeborg: En villa med udsigt over søerne fra 1934 er renoveret til et moderne hjem med velfungerende planløsnigner.
  6. Game Streetmekka, Viborg: En tidligere fabrikshal til vindmøller er blevet et robust og levende sted for udøvere af gadeidræt.
Som en del af renoveringen er der kommet nye udendørsarealer i Sønderparken. Foto: Carsten Ingemann
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce