Annonce
Kultur

Med legenden rundt i Europa: Band fra Fredericia udlever hardcore-drømmen

Det fredericianske hardcore-band, Lifesick, er på vej med deres andet album, der får titlen "Swept in black". Og om et par uger tager de på Europaturné med hardcore-legenden Harley Flanagan.

Fem unge mænd fra Fredericia skal om kort tid på Europaturné med deres idol og forbillede, hardcore-legenden Harley Flanagan. Inden da kan de lige nå at indspille deres andet album.

Fredericia: Der er helt stille i øvelokalet på Ungdommens Hus i Fredericia. Bandet Lifesick har modtaget en kasse fuld af nye trøjer med deres navn og logo på, og musikerne er spændte på at se dem. Kassen åbnes, og trøjerne foldes ud.

Lifesick får snart brug for det nye merchandise, for om et par uger drager de på Europaturné, hvor de skal være opvarmning for den amerikanske hardcore-legende, Harley Flanagan. Han er manden, der tilskrives æren for at have opfundet den hårdstlående musik-genre. At blive tilbudt tjansen som hans opvarmningsband er noget nær det største skulderklap, et hardcore-band kan få.

- Da vi fik mailen fra tourmanageren, var jeg helt oppe at køre. Altså, det var helt latterligt, siger den ene af Lifesicks to guitarister, Nicolai Lindegaard.

- Flanagan er jo en af dem, vi har set op til altid, tilføjer trommeslager Jeppe Løwe Hansen.

- Ja, jeg røg lige ud til mor og far og fortalte dem om det, selvom jeg godt vidste, at de ikke anede, hvem han er. Jeg skulle bare sige det til nogen, griner forsanger Simon Shoshan.

Turnéen med Harley Flanagan starter 2. december og byder på 12 koncerter. Lifesick snupper lige tre koncerter inden da på vej til turné-starten. Og de runder af på Ungdommens Hus 15. december.

Annonce

Da jeg var lille, var det det her, jeg drømte om.

Simon Shoshan, Lifesick

Lifesick har taget sit navn, inspireret af sortsyn og udfordringer, der i perioder har præget flere af bandmedlemmerne. Bandnavne med sortsyn og mørke kræfter er almindelige i hardcore-miljøet.Lifesick er Nicolai Lindegaard, Nikolai Lund, Simon Shoshan, Allan Kristiansen og Jeppe Løwe Hansen.

Den kommende turné slutter med en koncert på Ungdommens Hus i Fredericia 15. december.

I øvelokalet på Ungdommens Hus pakker Lifesick de nye merchandise-trøjer og -tshirts ud. Foto: Peter Friis Autzen

Europa ligger for fødderne

Dagbladet mødes med Lifesick i caféen på Ungdommens Hus. Huset er et sted, der gennem årenene har betydet meget for dem - og stadig gør.

- Her har vi øvet og prøvet ting af. Også i vores tidligere bands, fortæller guitarist Nikolai Lund og retter sig op i en af de gamle genbrugssofaer.

- Huset her har været et fristed, rent musikalsk. Vi har vel spillet her i 10-15 år, siger Simon Shoshan og sipper til sin brandvarme, friske automatkaffe.

I dag er de i huset for at mødes med pressen og for at hente deres nye merchandise. Egentlig har de knapt tid, for de står midt i indspilningen til deres andet album.

- Det foregår i Dead Rat Studio i Aarhus med Jacob Bredahl ved pulten, siger Jeppe Løwe Hansen.

Jacob Bredahl er en dansk legende indenfor metal og hard core. Han er blandt andet kendt for sin fortid med bandet HatesPhere.

Albummets ti numre skal i kassen i løbet af et par uger inden turnéen. For at spare tide har bandet indkvarteret sig selv i en campingvogn lige uden for studiets dør.

Harley Flanagan nævnes som manden, der opfandt hardcore-genren. Foto: Facebook

Ikke en pengemaskine

Siden udgivelsen af deres første album "6:0:1" nytårsaftensdag 2015 har der været rift om Lifesick. De har været på turné i Europa med det canadiske band Comeback Kid. Deres kalender byder på 30-40 koncerter om året.

- Men det er ikke noget, vi bliver rige på, lyder det næsten i kor fra bandet.

Hardcore er en ret smal genre: Enten elsker man den, eller også kan man ikke fordrage den. Der er ikke rigtig nogen mellemvej. Det betyder blandt andet, at pengene ikke er store, og at selv de største navne må "nøjes" med under 200 publikummer.

- Vores turnéer handler mest om at nyde oplevelsen og at være på roadtrip med vennerne uden at miste penge på det, siger Simon Shoshan.

Der er masser af energi i Lifesick og hardcore. Her er Nicolai Lindegaard flyvende. Foto: PR

Et æg op i ansigtet

Turnélivet byder på hårdt arbejde, når der skal præsteres, slæbes og køres. Arbejdet med at slæbe grej efter koncerterne trækker tænder ud. Der er ikke altid tid til at feste, og overnatningerne sker undertiden meget mærkelige steder.

- Vi overnattede en gang i en stald. Toilettet var et hul i jorden. Det var i februar og pissekoldt. En høne lagde et æg lige op i hovedet på mig, siger Nicolai Lindegaard og får hele flokken til at grine.

Hurtigt udvikler snakken sig til en gennemgang af anekdoter og en løselig aftale om, at røverhistorierne skal samles og skrives ned ved lejlighed.

I er allerede nået langt med jeres musik. Hvad er der at drømme om nu?

- Det her er drømmen: At spille og rejse med vennerne, siger Simon Shoshan.

- Ja, og så drømmer vi om, at der er toiletpapir på alle spillestederne, tilføjer Nikolai Lund.

Jeppe Løwe Hansen ved trommerne i Dead Rat Studio under indspilninger til "Swept in black". Foto: Privat
Der er masser af grej og andet slæb i at være på turné. Men Lifesick elsker det alligevel. Foto: Privat
Live og hårdtslående hardcore: Lifesick på scenen. Foto: PR
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Forbipasserende smadrede ruder

Middelfart

Middelfart på verdenskortet til sommer: Amerikanske rocklegender giver kæmpekoncert under Lillebæltsbroen

Annonce