Annonce
Kolding

Medarbejdere hos lokalt flyselskab går 15 procent ned i tid og løn for at undgå fyringer

Kabinepersonalet hos Danish Air Transport, der har hovedsæde i Vamdrup, har indgået en aftale med selskabets ledelse for at undgå fyringer. En del af aftalen er, at de ansatte går 15 procent ned i løn og arbejdstid. Arkivfoto: Danish Air Transport
Kabinepersonalet i Danish Air Transport, der har hovedkontor i Vamdrup, har lavet en aftale med ledelsen for at undgå fyringer. Direktør Jesper Rungholm fremhæver medarbejdernes solidaritet.

Vamdrup: Kabinepersonalet hos flyselskabet DAT, Danish Air Transport, der har hovedkontor i Vamdrup, har indvilget i at gå 15 procent ned i løn og arbejdstid for at undgå fyringer.

Et overvejende flertal af de 100 ansatte i Danmark stemte for en aftale, der løber frem til udgangen af februar næste år. Nedgangen på 15 procent skulle ifølge Luftfart.nu, der er medie for fagforeningen Flybranchens Personale Union, betyde en lønnedgang på op til 4000 kroner om måneden for den enkelte medarbejder. Aftalen betyder blandt andet også, at seks ansatte skal forflyttes.

Fredag var det ikke muligt at træffe kabinepersonalets tillidsmand, Alexander Rud, men til Luftfart.nu siger han om aftalen:

- Vi blev præsenteret for en trussel om en fyringsrunde, som reelt ikke gav os noget valg. Var vi ikke i stand til at bakke op om en aftale, der gav firmaet de nødvendige besparelser, ville vi være vidne til op mod 20 fyringer.

Han beskriver medarbejdernes opbakning til aftalen som en solidaritetserklæring de ansatte imellem men også til selskabet. Han mener, at de kabineansatte er gået meget langt for at imødekomme de udfordringer, selskabet står med. Og ifølge ham bliver aftalen den sidste indrømmelse, medarbejdergruppen giver selskabet.

Annonce

Danish Air Transport

Danish Air Transport er et dansk flyselskab, der blev etableret i 1989 af Kirsten og Jesper Rungholm.

Selskabet har hovedkontor i Vamdrup.

Ifølge DAT's hjemmeside transporterer selskabet i dag op mod en million passagerer hvert år i en flyflåde bestående af ATR fly, MD 82/83 fly, en Airbus A320 og en Airbus 321.

Selskabet har base i Danmark og i Litauen og beskæftigede samlet set 540 medarbejdere i sommer.

Direktør er glad for aftale

Om baggrunden for situationen forklarer Jesper Rungholm, der er administrerende direktør i DAT:

- Vi har højere aktivitetsniveau og dermed brug for flere ansatte om sommeren end om vinteren. Vi forsøger at holde aktivitetsniveauet oppe, så vi ikke behøver at fyre folk til efteråret, men den kommende vinter flyver vi med et fly mindre, og dermed er der ikke brug for alle ansatte. Til gengæld forventer vi, at aktiviteten går op igen til foråret, så vi har simpelthen indgået aftalen om, at personalet går ned i tid for at undgå at fyre folk.

Han er glad for aftalen og kalder det en fantastisk oplevelse at se kabinepersonalets solidaritet.

Jesper Rungholm kan ikke udelukke, at DAT kommer til at stå i samme situation igen til næste efterår.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce