Annonce
Vejle

Melson står fast: Sønderbrogade skal lukkes - det er bedst for bilisterne

Christoffer Melson (V) mener, at en lukning af Sønderbrogade er eneste farbare løsning, når det gælder fremkommeligheden i krydset Fredericiavej og Koldingvej. Lukningen står ikke alene, da kommunen samtidig anlægger en ny vej mellem Fredericiavej og Gammelhavn/Borgvold, så det fortsat er muligt at køre ind gennem midtbyen. Foto: Torben Juhler
Venstres gruppeformand i byrådet afviser, at en lukning af Sønderbrogade sker af hensyn til NPV. Det er nødvendigt af hensyn til det stigende antal biler i krydset ved Bryggen.

Vejle: Lukningen af Sønderbrogade sker ikke af hensyn til et fremtidigt byggeprojekt på Posthusgrunden.

Den trafikerede færdselsåre midt i Vejle skal lukkes af hensyn til netop biltrafikken, som fortsætter med at stige de kommende år.

Det siger Christoffer Melson, der som gruppeformand for Venstres byrådsgruppe reagerer på det forslag, viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K) har stillet til førstkommende byrådsmøde.

Som en konsekvens af Planklagenævnets kovending og den nu godkendte lokalplan for Posthusgrunden ønsker viceborgmesteren, at byrådet vedtager en principbeslutning om, at Sønderbrogade SKAL bevares som trafikfærdselsåre for biler.

Annonce

Man skal passe på med ikke at tale lukningen af Sønderbrogade ind i Posthusprojektet, som om det er noget, vi gør af hensyn til Jens Schaumann.

Christoffer Melson, Venstres gruppeformand i Vejle Byråd

Mere uholdbar situation

- Man skal passe på med ikke at tale lukningen af Sønderbrogade ind i Posthusprojektet, som om det er noget, vi gør af hensyn til Jens Schaumann (direktør for NPV, der vil bygge på Posthusgrunden, red.). Min holdning er, at det er nødvendigt, uanset om der kommer et projekt på grunden eller ej. Trafikrådgiverne siger, at krydsningen af Fredericiavej og Koldingvej bliver mere og mere uholdbar, når vi fremskriver trafiktallene i krydset. Derfor er vi nødt til at gøre noget, siger Christoffer Melson.

I den løsning, som et byrådsflertal tidligere har nikket til i den nu godkendte lokalplan for Posthusgrunden, forvandles det store kryds, hvor Fredericiavej/Damhaven møder Koldingvej/Sønderbrogade, til et T-kryds.

Som erstatning for den lukkede Sønderbrogade skal der nogle få hundrede meter længere henne ad Fredericiavej etableres et nyt T-kryds, som forbinder Fredericiavej med Gammelhavn og Borgvold.

Det kræver anlæg af en helt ny vej over det nuværende godsbaneareal, så bilisterne stadig kan komme fra Koldingvej til Dæmningen.

Forlægger Sønderbrogade

- Den eneste realistiske løsning er at forlægge Sønderbrogade, og det er forkert at sige, at vi bare lukker Sønderbrogade, for vi erstatter den af en ny vej på Posthusgrunden. Netop problemerne på Gl. Ribevej for nylig viser, at der er behov for, at vi gør noget ved krydset Koldingvej/Fredericiavej, siger Christoffer Melson.

Han henviser til en kapacitetsvurdering, rådgivende ingeniører fra Rambøll har lavet af det trafikerede kryds ved Bryggen. Ved at lukke Sønderbrogade og etablere to T-kryds inden for kort afstand vil kapaciteten, ifølge Rambølls beregning, overordnet stige i det nuværende kryds med 15 procent.

"Ved gennemførelse af mere detaljerede trafiksimuleringer af de to krydsudformninger er der beregnet en forøgelse af kapaciteten på generelt set 20-25% og mere end 50% på udvalgte trafikstrømme," konkluderer Rambøll i notatet.

Uoverstigelig økonomi

- Hvis man har den holdning, at man vil bevare Sønderbrogade, synes jeg, at man har pligt til at stille med alternative løsninger til, hvordan vi løser situationen. Krydsningen af Koldingvej og Fredericiavej bliver rigtig alvorlig, hvis ikke vi gør noget, og jeg har svært ved at se, hvad vi ellers kan gøre end at forlægge Sønderbrogade, siger gruppeformanden.

Han afviser, at det er muligt at udbygge det nuværende kryds, og kalder det uoverstigeligt økonomisk, hvis man skal til at lægge en del af krydset i en tunnel.

Må ud på en omvej

Men hvorfor er det en god løsning med to T-kryds, der tvinger nogle bilister ud på en omvej, hvis de kører fra Koldingvej og i dag skal lige ud mod Dæmningen?

- Det er rigtig, at de, der skal lige ud i krydset, må ud på en lille omvej. Men de, der skal til venstre fra Koldingvej eller lige over på Fredericiavej, vil opleve, at de kommer hurtigere gennem byen. Vejdirektoratet har også godkendt forlægningen, og den er med i den mobilitetsplan, byrådet har vedtaget, siger Christoffer Melson.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Det kræver sit skæg: Tidligere leder af Det Bruunske Pakhus er 'ægte' julemand i San Diego

Annonce