Annonce
Vejle

Melson trækker sig fra formandspost: 50-årig udset som ny forkvinde

Gerda Haastrup Jørgensen (V) arbejder til daglig som driftschef hos Arriva. Som byrådspolitiker har hun siddet i teknisk udvalg, siden hun trådte til som suppleant i april 2016. Arkivfoto: Mette Mørk
Christoffer Melson trækker sig som formand for teknisk udvalg efter valget til Folketinget.

Vejle: Teknisk udvalg skal have ny formand - og hun kommer efter al sandsynlighed til at hedde Gerda Haastrup Jørgensen.

Venstrepolitikeren overtager efter sin partifælle Christoffer Melson, der for en uge siden blev valgt til Folketinget. Allerede på forhånd havde han meddelt, at han ville forlade sin formandspost, hvis vælgerne sendte ham til Christiansborg:

- Som udgangspunkt vil jeg se tiden an i forhold til mit øvrige byrådsarbejde. Jeg ved ikke, hvilke poster der venter i folketingsgruppen. Men jeg fortsætter ikke som udvalgsformand, siger Christoffer Melson, der ud over topposten i teknisk udvalg er medlem af økonomiudvalget og formand for Venstres byrådsgruppe.

Den post beholder han i første omgang. Først efter sommerferien vil Venstres byrådsgruppe ifølge formanden gå i gang med en større kabale:

- Vi skal have fundet en ny gruppeformand. Men vi venter lige, til jeg har fået en fornemmelse af, om jeg kan fortsætte på mine øvrige poster eller bliver nødt til at sige helt farvel til byrådsarbejdet, siger Christoffer Melson.

Annonce

V bytter formandsposter indbyrdes

I første omgang er der lagt op til en mindre rokade. Christoffer Melson vil som udgangspunkt bytte plads med Gerda Jørgensen i teknisk udvalg - men rent formelt er det op til teknisk udvalg at konstituere sig med ny formand.

Derfor kan udvalgs-flertallet teoretisk set pege på en anden formand. Men som Christoffer Melson siger, gik posten jo til Venstre på valgnatten. Derfor går han ud fra, at formandsposten stadig vil være på Venstre-hænder, når omkonstitueringen er klaret på udvalgsmødet tirsdag i næste uge.

Gerda Jørgensen har været medlem af teknisk udvalg, siden hun kom i byrådet for godt tre år siden efter partifællen Jens Erik Jørgensens død i april 2016. Fra starten af den nye byrådsperiode har den 50-årige Give-borger været formand for udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati.

Hvis kabalen falder på plads, overlader hun den post til sin udvalgskollega Thyge Havgaard Bjerring og fortsætter i udvalget som menigt medlem.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Forældre i kamp for Ungdommens Hus: - Havde det ikke været for huset, havde vores datter aldrig fået sin studentereksamen

Fredericia

Politiker forstår ikke kritik fra Kære Pleje: - Vi sparer ikke, vi følger loven

Annonce