Annonce
Fredericia

Mener aftale er blevet brudt: Torvelav siger op i protest

Kaj Johnsen, der er formand for Axeltorv-Lauget, som i sommerens løb arrangerer kræmmer- og musikmarkeder på Axeltorv, er røget uklar med kommunen og Kanalbyen og stopper derfor med at arrangere brugskunstmarkeder på J.B. Nielsens Plads. Arkivfoto: Michael Svenningsen

Axeltorv-Lauget vil ikke længere stå for brugskunstmarked på J.B. Nielsens Plads på krydstogtdage. Formand mener, at en aftale med kommunen ikke er overholdt, men VisitFredericia afviser kritik.

Annonce

Fredericia: Efter flere sæsoner stopper Axeltorv-Lauget med arrangere brugskunstmarkeder på J.B. Nielsens Plads på de dage, hvor krydstogtskibene lægger til kaj.

Det sker i protest mod, at Kanalbyen har givet tilladelse til, at der kan holdes kræmmermarked på den anden side af Oldenborggade på de samme dage, og det strider imod den aftale, der blev lavet, da Axeltorv-Lauget indvilgede i at stå for markederne med brugskunst på J.B. Nielsens Plads, mener Kaj Johnsen, der er formand for lavet.

- Vi havde en aftale om, at der kun måtte være brugskunst og håndværk. Det skulle ikke være med kræmmermarked og loppeting. Det skulle være noget med kvalitet, siger Kaj Johnsen, der bliver suppleret af Rickey Johnsen, der er også er en del af lavet.

- Turistkontoret sagde, at det (loppemarked, red.) ikke var det første, krydstogtgæsterne skulle mødes af, når de kom til Fredericia. Det lovede vi turistkontoret dengang, at det ikke ville komme til at ske, siger Rickey Johnsen.

- Det har vi holdt meget fast på. Jeg har flere forespørgsler fra kræmmere fra Axeltorv, om de ikke nok må komme ned på J.B. Nielsens Plads, men vi har sagt nej, fordi der kun må være brugskunst, uddyber Kaj Johnsen.

Ifølge ham gjorde han det allerede i efteråret klart over for kommunen og Kanalbyen, at situationen var uholdbar.

- Vi vil ikke finde os i, at det står et kræmmermarked lige foran snuden på os, siger Kaj Johnsen.

Rickey Johnsen kan ikke forstå, hvorfor der ikke er kommet en reaktion fra kommunen.

- Det undrer os, at turistkontoret ikke har protesteret over det. Vi kan ikke råbe dem op. Hen over vinteren har vi skrevet til rådhuset og sagt, at hvis kræmmermarkedet fortsætter i 2019, arrangerer vi ikke noget på J.B. Nielsens Plads. Det grundlag, vi startede på, er væk, siger han.

Ifølge Kaj Johnsen er flere af de 25-30 kunsthåndværkere, der har stået på J.B. Nielsens Plads, kede af, at lavet ikke længere vil stå for brugskunstmarkedet.

Vi vil ikke finde os i, at det står et kræmmermarked lige foran snuden af os.

Kaj Johnsen, formand for Axeltorv-Lauget
Annonce

Turistkontor vil lave andre aktiviteter

Hos VisitFredericia beklager teamleder Heidi Hammer Lings opsigelsen fra Axeltorv-Lauget.

- Vi har altid været glade for samarbejdet med lavet, så vi er selvfølgelig kede af, at de stopper, siger hun.

Heidi Hammer Lings fortæller, at der aldrig har været nogen aftale på skrift mellem parterne.

- Og det er heller ikke os som kommune, der arrangerer markeder andre steder. Det er andre aktører, der gør det. Som helhed vil vi gerne skabe aktiviteter i byen i forbindelse med krydstogtanløb, og vi understøtter også andre for former events i byen, men vi har ikke holdninger til, hvad folk stiller op. Det er den enkelte aktør, der bestemmer det, siger teamlederen.

J.B. Nielsens Plads kommer dog ikke til at stå tom, når krydstogtgæsterne skal opleve fæstningsbyen.

- Vi vil vurdere på hvert anløb, hvad der vil give bedst mening at arrangere dernede. Vi vil prøve forskellige aktiviteter af, og der vil have noget at gøre med, hvor store skibene er, og hvilke nationaliteter der er, så vi vil målrette det mere, siger Heidi Hammer Lings.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce