Annonce
Erhverv

Mere barsel til industriens fædre kan sprede sig til andre områder

Marcelo Carnaval/Reuters
Fremover får mænd i industrisektoren otte ugers øremærket barsel. Det kan smitte af på andre områder.

Søndag blev Dansk Industri (DI) og CO-Industri enige om en overenskomst, der sikrer, at mænd nu får tre ugers ekstra øremærket barsel. Således når de op på otte ugers øremærket barsel med løn.

Ifølge Laust Høgedahl, lektor på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet med speciale i arbejdsmarked, er der tale om et markant resultat.

Det kan, forudser han, inspirere forhandlere i fremtidige overenskomstaftaler på andre områder. Han kalder industriområdet for "gennembrudsoverenskomsten".

- Det er den, der sætter den samlede ramme. Alle de forbedringer, der ligger i industriens overenskomst, er det, de andre forhandler ud fra.

- Det handler også om de temaer, man behandler. Kommer det først ud i industrien, er der stor sandsynlighed for, at det også spreder sig til andre områder, siger Laust Høgedahl.

I alt får ansatte i industrien fremover 16 ugers barselsorlov med løn. Otte af ugerne øremærkes altså til mænd, mens fem øremærkes til kvinder. De sidste tre uger må forældrene dele imellem sig.

Tidligere fik ansatte kun 13 uger i alt.

Der er cirka 230.000 ansatte i industrien, for hvem den nye aftale kommer til at gælde.

En af grundende til, at mere barsel til mænd er blevet en faktor i aftalen, kan være, at politikerne ikke har formået at løse problemet med, at mænd tager meget lidt barsel.

- Hvis tingene ikke bliver løst i det politiske system, finder det ofte vej til forhandlingsbordet i den danske model, altså i overenskomstforhandlingerne, siger Laust Høgedahl.

- Der er en vekselvirkning her. Øremærket barsel har været et politisk tema i mange år, uden at der er kommet lovgivning på området. Derfor tror jeg, at parterne her kan se noget fornuft i det.

Lars Sandahl, direktør i Dansk Industri, var da også godt tilfreds ved præsentationen af aftalen søndag.

- Her mener jeg godt, man kan sige, at arbejdsmarkedets parter tager ansvar for en mere ligelig fordeling af orloven, lød det fra Lars Sandahl Sørensen på et pressemøde søndag i Industriens Hus i København.

/ritzau/

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce