Annonce
Fredericia

Mere sexy end Seebach: Fredericias andet teater smider kludene

Det semiprofessionelle Teater Malstrøm havde torsdag premiere på forestillingen "Burlesque" i det Bruunske Pakhus i Fredericia. 11 mere eller mindre afklædte mænd og kvinder mimer, danser, optræder og pirrer publikum til hen ved 40 livlige eller eftertænksomme musiknumre. Foto: Peter Leth-Larsen

Første gang for ny trup: Udsolgt fra start. Teater Malstrøms forestilling "Burlesque" i Det Bruunske Pakhus samlede 100 gæster. De så ud til at nyde blandingen af vovet optræden og humor.

Fredericia: Mere sexy end Seebach, mere tease end Tarzan.

Jo, der er forskel på Fredericia Teaters bredt anlagte bestsellermusicaller og Teater Malstrøms mere eksperimenterende, halverotiske og helhumoristiske Burlesque. Stykket havde premiere i Det Bruunske Pakhus torsdag aften. For fuldt hus. Det var udsolgt. Det er ikke set før i det semiprofessionelle teaters historie, omend den ikke er så lang.

Annonce

Burlesque skal pirre ved vores grænser, som vi så selv må sætte. Det er frisind, mere hud end sædvanligvis i teatret, piger i herretøj, mænd i dametøj og med masser af erotiske undertoner og leg mellem kønnene

Instruktør og idémand, Michael Hansen, Teater Malstrøm

Burlesque er en gammel genre

Da Burlesque kom frem i 1860'erne, kombinerede showene serveringsteater, satire og vovet underholdning. Siden er den genren også synonym med overdrevent komisk, løssluppen og fantastisk.Der mimes til kendte, livlige og mere alvorlige sange og danses i afslørende kostumer. Publikum betjenes af mandlige burlesque-tjenere.

I 1900-tallet forbindes burlesque med blandt andre Josephine Baker, Mae West og Marlene Dietrich. Musicalen Cabaret med Liza Minnelli er et andet elsket stykke.

På italiensk betyder burlesco lystig.

Kilder: Wikipedia, Den Store Danske Encyklopædi

Hud, men ikke splitternøgne baller. 100 gæster så ud til at bifalde kombinationen i forestillingen "Burlesque" - en cocktail af erotik, satire og humor. Stykket spiller til 28. april. Foto: Peter Leth-Larsen

Stående klapsalver

100 glade gæster var vidner til et par både vovede, afklædte og sjove timer med små 40 sange i hel version eller medleyer og 11 mænd og kvinder i fantasifulde kostumer eller i næsten ingenting.

Til de mest bare scener er der hyret en erfaren kvindelig stripper og en mandlig danser med flere års ballast inden for denne genre.

- Vi er meget glade, og der er også solgt godt med billetter til de kommende aftener - 50-60 styk per gang indtil nu de næste dage.

Det siger Teater Malstrøms leder, Martin Bach Sørensen, til Fredericia Dagblad.

Forestillingen, som Malstrøm selv har udviklet, spiller til og med 28. april - torsdage, fredage og lørdage, dog ikke i påsken. Efter torsdagens premiere var der stående klapsalver og blomster til de medvirkende.

De er med

På scenen ses Alexander Bryld Obaze, Birgithe Lindsay Kjærgaard Honoré, Charlotte Møller-Madsen, Frederikke Gejl Damgaard, Henrik Kristjansen, Julie Ellekjær Houborg, Maja Øvang, Mathias Hvidberg Jørgensen, Milena Lindhardt Otto, Randi Hansen og Sidsel Nygaard.Michael Hansen er instruktør og idémand bag Burlesque på Teater Malstrøm.

Derudover er små 40 professionelle og frivillige med bag scenen lige fra koreograf, kostumier, syersker, musikfolk, teknikere, burlesque-tjenere og barpersonale samt administrative kræfter og praktiske grise.

Store tænder, en kontrabas - ja og såmænd også en præstekrave og en motorsav indgår i forestillingen "Burlesque", som Fredericias Teater Malstrøm selv har udviklet og sat op. Foto: Peter Leth-Larsen

Brystvorter med frynser

Burlesque er afklædt teater. Men ikke totalt, for skuespillerne viser ikke de nederste regioner sådan helt naturelle, og damernes brystvorter er dækket af dutter med frynser.

Men derudover er ikke meget overladt til fantasien, og instruktør og idémand - Teater Malstrøms kunstneriske leder Michael Hansen - fortæller, at burlesque netop skal pirre:

- Pirre ved vores grænser, som vi så selv må sætte. Det er frisind, mere hud end sædvanligvis i teatret, piger i herretøj, mænd i dametøj og med masser af erotiske undertoner og leg mellem kønnene.

Rent fagligt, forklarer Michael Hansen, er de medvirkende udfordret af, at mimikken til sangene skal sidde lige i skabet, og humoren må aldrig glemmes. Pakhuset var badet i farvet lys, og kostumerne er en historie for sig i kreativitet. Fredericia Dagblad synes heller ikke at have set visse dele af lingeriet i for eksempel H & M.

Teater Malstrøm

Teater Malstrøm blev i 2016 dannet som et semiprofessionelt teater og supplement til den etablerede scene og Fredericias kreative skole.Har fra 2018 fået kommunal støtte på 250.000 kroner om året og holder til i Det Bruunske Pakhus.

Ambitionen er tre-fire årlige forestillinger. Idéen er at give amatørskuespillere, -sangere og -dansere mulighed for at arbejde med uddannede instruktører og professionelt teknisk personale.

Efter Burlesque er der premiere på en Beatles-kabaret 13. september og familieforestillingen Den Lille Prins 21. november.

www.malstrøm.com

Fra musical til rock

Publikum nød forestillingen og hujede og klappede fra start.

Pæne damer måtte af med brillen og duppe sved væk, og mænd i høje stillinger i byen piftede med to fingre i munden. Byrådet var inviteret som tak for, at Malstrøm er kommet på budgettet. Flere af de folkevalgte mødte frem. Sammen med de andre i pakhusets sal, der var indrettet med en lang, skakternet catwalk og stripperstang, kunne de vrikke og svaje til blandt andet rock fra Queen og AC/DC, klassikere fra musicalen Cabaret, pop fra Madonna og Annie Lennox, kitchpunk fra det tyske 70'er-fænomen Nina Hagen og ikke mindst et livligt og komisk nummer med en husmor med store tænder og to tæmmede lædermænd, der optrådte til Bette Midlers diskoklassiker My Knight in Black Leather.

Og så skete der noget uventet i 2. akt ...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Morten og Lui gør natten sikker

Fredericia

Det kræver sit skæg: Tidligere leder af Det Bruunske Pakhus er 'ægte' julemand i San Diego

Annonce