Annonce
Udland

Macron og Mette Frederiksen uenige om modtagecentres placering

Pool/Reuters
Den danske regering ønsker modtagecentre syd for Middelhavet, mens Frankrigs præsident vil have dem i Europa.

Der var lagt op til en let frokost mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og statsminister Mette Frederiksen i Élyséepalæet mandag, men de to blev så opslugt af deres snak om et nyt asylsystem i EU, at tiden skred.

Ifølge statsministeren var det en fælles iver efter faktisk at løse et problem - at gøre et ikke funktionelt asylsystem funktionelt - i stedet for blot at "reparere", der optog dem.

Begge har ifølge Frederiksen en ambition om at etablere modtagecentre for asylansøgere. Men de kan ikke blive enige om placeringen.

- Macron er mere til modtagecentre i Europa. Og jeg er til modtagecentre udenfor. Men vi har aftalt, at vi ikke lukker nogen dør. Vi har behov for at fortsætte denne diskussion.

- Og vi har behov for at finde de lande i Europa, der faktisk vil gå videre med at udvikle et nyt system, siger Frederiksen efter mødet i Paris.

Hun understreger efter kritik fra oppositionen, at hun også vil bygge videre på et samarbejde med Østrig, men at Østrig i øjeblikket er ledet af et forretningsministerium, og derfor må det videre arbejde der vente.

Macron sagde på vej ind til frokostmødet, at han ønsker et mere "humant og retfærdigt system" og en større "harmonisering" af reglerne i EU. Desuden skal de ydre grænser styrkes.

Det sidste blev også nævnt af statsministeren.

Hun mener - ligesom Macron - at Europa har for mange afviste asylansøgere, som man ikke kan sende tilbage.

Statsministeren vil hellere bruge de penge, som de afviste asylansøgere koster, på flygtninge.

- I Danmark koster det årligt 300.000 kroner at have en afvist asylansøger. Der bruger vi så 300.000 på en person, som vi ikke burde - forstå mig ret - bruge penge på. Vi burde bruge pengene på flygtninge, siger hun.

Det bliver "ingen walkover" at finde en forkromet løsning, vurderer statsministeren.

- Men jeg oplever alligevel noget opbrud i Europa, i forhold til at den model, som vi har, ikke er holdbar. Så vil vi sikkert se forskelligt på, hvad den holdbare løsning er.

- Hvis vi kan blive bedre til på den ydre grænse at få dem vendt rundt, der helt tydeligvis ikke er flygtninge, så vil vi hjælpe i alle landene, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Det kræver sit skæg: Tidligere leder af Det Bruunske Pakhus er 'ægte' julemand i San Diego

Annonce