Annonce
Danmark

Mette Frederiksen til børn: Hold afstand når I leger

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det er okay for børn at lege sammen udenfor, hvis man holder afstand, men ikke mere end to til tre sammen.
Annonce

Brug videopkald og telefonen til at holde kontakten til vennerne. Leg mere med lillebror eller lillesøster. Og lad være med at lave legeaftaler med mange forskellige venner efter hinanden.

Sådan lyder nogle af rådene fredag fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde for børn og unge om udbredelsen af coronavirus.

Ultra Nyt og Børneavisen spørger statsministeren til, hvordan de skal forholde sig til corona.

- Alting er blevet anderledes i Danmark. Skolen er lukket, og det er sportsaktiviteterne også. Måske er både mor og far derhjemme.

- Som barn skal man ikke gå rundt og være bange, men man skal tage det alvorligt. Den bedste måde at få stoppet corona på er, at man holder afstand, siger Mette Frederiksen.

Mange forældre har måske været i tvivl om legeaftaler. Uvisheden er steget, efter at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut er kommet med forskellige meldinger.

Mette Frederiksen opfordrer børn til at holde afstand.

- Man skal holde afstand også, hvis man skal lege sammen udenfor. Hvis man skal lege sammen, så skal man holde afstand, og man skal ikke være for mange sammen på én gang, siger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer børn til at få det bedste ude af dagene, selv om den fysiske kontakt til vennerne er begrænset.

- Man kan bruge Facetime og ringe til hinanden. Man kan lege mere med lillebror og lillesøster, end man plejer at gøre, siger Mette Frederiksen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) advarer om legeaftaler med mange forskellige.

- Man må gerne have legeaftaler, men kun med én til to venner. Det går ikke, at man leger flere sammen. Eller at man har legeaftaler med mange forskellige venner efter hinanden, siger Magnus Heunicke.

Regeringen udelukker ikke udgangsforbud som for eksempel i Italien, der er hårdt ramt på grund af befolkningen med mange ældre, og at der ikke blev sat ind tidligt nok.

- Vi har gjort rigtig meget i Danmark lige nu, og det ser også ud som om, at langt de fleste respekterer det. Vi vil gerne have alt det, vi har besluttet til at virke.

- Der er ikke noget, vi udelukker, men vi vil allerhelst have, at alle gør det rigtige, uden at vi behøver at lave et udgangsforbud, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Byggerod i Føtex City: Varehus udvider og bliver testbutik for nyt koncept

Fredericia For abonnenter

Derfor ønsker Teater Malstrøm flytte: Mangler bredere rammer til smallere teater

Annonce