Annonce
Debat

Middelklassen har erobret magten

Regering: Regeringsaftalen, der blev indgået natten mellem tirsdag og onsdag, giver Danmark den rødeste regering, landet har haft i halvtreds år. Den offentlige sektor, der er en af de største i OECD, skal være endnu større. Kontanthjælp og integrationsydelse skal hæves midlertidigt. Hvilket formentlig vil sige: Indtil en såkaldt ydelseskommission kan fastslå, at de skal hæves permanent.

Parisaftalen – som vi alle støtter – skal opfyldes på den dyrest tænkelige måde. Og for de sidste fem procents vedkommende med virkemidler, der ikke er opfundet endnu.

Faktisk er det alle, der skal have flere penge. Undtagen dem, som rent faktisk skaber værdierne i samfundet. Det vil sige den private sektor, der leverer det overskud, al den offentlige velfærd finansierer. De skal betale mere i skat. Værst vil det gå ud over f.eks. landmændene. Her vil omkostningerne til at gennemføre et generationsskifte blive tredoblet.

Men hvis den nye regering ellers kan få sit flertal på plads, skal pensionerne også forringes. Det står ikke formuleret på den måde nogen steder. Men en skat på kapitaltransaktioner er en skat på den måde, en pensionskasse forvalter de indbetalte midler bedst muligt: Ved hele tiden at flytte investeringerne hen, hvor de er mest profitable. Kan man sige, at Radikale Venstre har fået et stort udbytte af forhandlingerne? Egentlig ikke.

Ganske vist står der i aftalen, at arbejdsudbuddet ikke må sættes ned. Men der står samtidig, at hvis et enkeltstående, politisk initiativ sætter det ned, behøver der ikke kompenseres samtidig. Det kan godt vente til en anden dag eller et andet år. Tilbage står, at den økonomiske politik skal overholde de minimumsstandarder, Danmark alligevel ikke kan slippe for: EU’s regler om størrelsen på budgetunderskuddet og den danske budgetlovs opfølgning på EU’s generelle regler. Dem skulle vi overholde alligevel. Derfor koster det rent politisk ikke noget at skrive dem ind i aftalen. Så Radikale Venstre har fået væsentlige indrømmelser på udlændingepolitikken. Paradigmeskiftet er vingeskudt. Mulighederne for dispensation fra parallelsamfundspakkens krav om udtynding af almennyttigt boligbyggeri vil man forsøge at gøre større. Ydelserne bliver højere. Og så er vi tilbage i halvfemserretorikken: Integration er atter noget, vi danskere har hovedansvaret for. Ikke en opgave, man skal tage på sig selv, hvis man flytter til et fremmed land.

Men den økonomiske politik? Den bliver – hvis man skal stole på aftalepapiret – selvmodsigende og uden nogen som helst fokus på økonomisk vækst. Altså i tegneseriesprog: Uden fokus på, at hvis flere skal have mere, skal der i første omgang bages en væsentligt større samfundskage.

Hvad er alt dette så udtryk for? Jeg vil pege på to ting:

For det første: At de røde 1960’ere og 1970’ere er tilbage. I en beklædning, der svarer til de 20’ere, der nærmer sig. Men alligevel.

For det andet: At den røde middelklasse har erobret magten. Skal man sige det hårdt, er den nye regerings aftalepapir det samme som, hvad alle kan blive enige om til en vejfest i Kartoffelrækkerne i 2100 København Ø. Altså der, hvor de velbjærgede, offentligt ansatte bor dør om dør med arkitekterne og verdensmålskonsulenterne. De har fået lige den regering, de drømmer om. Mens produktive mennesker i provinsen skal op lidt tidligere om morgenen for at betale løjerne.

Annonce
Henrik Dahl
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce