x
Annonce
Fredericia

Midt i sorgen over Qasim: Stærke ord til unge om at tænke sig om

Flere hundrede var mødt frem for at deltage i den mindestund, som den 24-åriges kammerat Nadim Beydoun havde opfordret til at deltage i. Han var rørt over det store fremmøde. Foto: Søren Gylling
Der blev krammet, bedt og grædt over 24-årige Qasim Abdulhafid, som blev dræbt på åben gade i Korskærparken mandag eftermiddag. Venner, familie og andre beboere fra Korskærparken var fredag aften mødt op til mindesamvær. Der blev sørget, men også givet opsang om at huske ikke at tage livet, ikke at spille hårde og huske at hjælpe politiet.

Fredericia: Omkring 300 samlede sig fredag aften stille omkring fakler og blomster på det sted i Korskærparken, hvor den 24-årige Qasim Abdulhafid mandag eftermiddag faldt til jorden - ramt af et skud i brystet. Skuddet kostede ham livet, og fredag var det tid til tårer, refleksion og sorg.

Der blev grædt og krammet, efterhånden som flere og flere dukkede op ud for Korskærvej 6. Qasims gode ven Nadim Beydoun havde opfordret til at mødes og mindes kl. 19, men allerede en halv time før begyndte det at strømme til. Roser i cellofan, lys og billeder til minde om kammeraten voksede og voksede.

Nadim Beydoun havde på de sociale medier opfordret til, at folk ville møde op og mindes hans kammerat en stund. Han var tydeligt rørt over den store opbakning.

- Tusind, tusind tak for at I er kommet så mange. Det ville have gjort Qasim glad og stolt, sagde Nadim.

Annonce
Turan Savas (S) og Peder Tind (V) er henholdsvis formand og næstformand i helhedsplanudvalget, som arbejder målrettet med sociale helhedsplaner, der skal styrke alle boligområder i Fredericia. De var mødt frem for at give et tydeligt signal om det fællesskab, Korskærparken står for, og for at vise deltagelse med den dræbtes familie. De er ikke i tvivl om, at drabet mandag eftermiddag har været et slag mod Korskærparkens vej væk fra ghettostemplet, og der nu kræves en ekstra stærk indsat. Foto: Søren Gylling

Vigtigt signal

Bunken af blomster voksede i takt med, at folk stille strømmede til. Da klokken slog 19, stod flere hundrede i alle aldre og etnisk herkomst rundt om fakler og blomster.

Der blev krammet og grædt ud ved skuldre af både unge mænd og kvinder. I flokken stod også formand og næstformand for det politiske helhedsplanudvalg med fokus på de sociale helhedsplaner, som skal sikre at få Fredericia væk fra ghettolisten.

- Det er vigtigt signal at vise, at vi står sammen, og at den her slags ikke hører hjemme her, sagde næstformand Peder Tind (V), og formand Turan Savas (S) bakkede op.

- Politiet har måske fået fat på gerningsmanden, og det er vigtigt, så sagen kan blive lukket. Jeg ser frem til den redegørelse, vi får fra politiet på mandag, så vi ved, hvad det her handler om, sagde Turan Savas.

"Do whats right"

Stilheden omkring blomsterne blev brudt af flere, som valgte at sætte ord på sorgen og frustrationen over drabet.

- Mit hjerte brænder over det, der er sket. Han var altid en sød og glad dreng. Jeg kender jer alle, og jeg ved, at kærligheden vokser her i parken, sagde Lotte Dræby Christiansen, som kendte Qasim fra sit arbejde som bydelsmor i Korskærparken.

Khadra Muhammed havde kendt Qasim, fra han var lille, og var ulykkelig over hans skæbne. Hun håbede, at hans skæbne ville få de unge omkring lysene til at tænke sig om.

- Ingen fortjener at dø på denne måde. Jeg mødte Qasim mandag morgen og syv timer efter, da jeg sad i skolen, fik jeg at vide, at han var død. Det bør være et budskab til jer unge mænd. Tænk over jeres liv, hvor hurtigt det kan være slut. Lad være med at misbruge det. Lad være med at være at spille hårde fyre, men tænk på jeres forældre. Tænk på, hvad I udsætter jeres mødre for, når de ikke ved, hvad I laver, sagde hun berørt og fortsatte:

- Hvis nogle af jer ved noget, så fortæl det til politiet. Ingen kan gøre jer noget. Stå frem. "Do whats right" - det var det, Qasim stod for, sagde hun direkte rettet mod flokken af unge fyre i gruppen af sørgende.

Der blev tændt lys og lagt buketter omkring billeder af den dræbte Qasim Abdulhafid. Foto: Søren Gylling

Tak for ordene

På vegne af den somaliske venskabsforening blev der bedt for Qasim, som skal begraves efter muslimsk skik, så snart det er muligt.

Mens faklerne begyndte at brænde ned, sivede folk stille mod deres lejligheder. Mange roste på vej væk Khadra Muhammed for hendes opsang til de unge. Hun kvitterede med et tak, men lagde ikke skjul på, at hun gerne havde set budskabet var blevet leveret af en af fædrene.

- Det havde måske gjort større indtryk på dem, men jeg håber, at de tager det til sig, sagde hun på vej til en trøstende sammenkomst hos den dræbtes familie.

Henning Hartmeyer, som er konstitueret formand for Foreningen Korskær, havde også fundet vej til mindestunden. Han håbede, at drabet hurtigt bliver opklaret, så trygheden i Korskærparken kan genoprettes.

Der blev tændt lys og tænkt tanker ved bunken af blomster. Foto: Søren Gylling

Skår i trygheden

Mange holder fast i, at episoden ikke gør det utrygt at bo og færdes i Korskærparken, men skuddet har givet nogle et skår i trygheden. Fredericia Dagblad fik blandt andet afleveret et budskab fra en arabisk talende mand, som på sin telefon havde skrevet et budskab, han ønskede viderebragt.

- Vi føler os ikke sikre. Vi frygter for vores børn. Sidste fredag var der kamp mellem offeret og en anden person i nærheden af Lidl. To dage senere blev offeret dræbt. Hvorfor blev den mistænkte ikke arresteret, lød en del af hans spørgsmål på skærmen.

Ude på Korskærvej sørgede flere politipatruljer for, at ingen uvedkommende skulle genere sammenkomsten. Ingen kunne passere Korskærvej 6 uden tilladelse. Siden tirsdag har Korskærparken været omfattet af visitationszone for blandt andet at sikre trygheden i området.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce