Annonce
Erhverv

Miljøvenlig maling fra et farverigt firma

Linolie & Pigment vil med enkle, gamle opskrifter have mere fat i den enkelte forbruger.

ØSBY: Man skal ikke skue bygningen på udseendet.

Huset, der engang rummede det gamle mejeri her i Øsby, sydøst for Haderslev, er hvidt, men inden for bombarderes du i et mindre anarkistisk og meget kreativt miljø af farver.

For eksempel en grøn brobyggerfarve, der har fået sit navn af sin opfinder, for den holdbare og miljøvenlige farve kan bruges både til restaurering i gamle huse og til at male vægge i nye. Den kan bygge bro mellem to kundegrupper.

Opfinderen er Thor Grabow, der har malet væggen i køkkenet i farven, som han så stolt kan vise frem. Farve består af linolie og pigment, og det er så det, han kalder sit firma, der med fem-seks ansatte på gammeldags vis blander en maling, man ikke kan få andre steder.

Og den er så god, at der spørges efter den både fra nær og fjern – blandt andet fra Australien.

Du møder blandt mange steder farverne på Svinkløv Badehotel, i Riddersalen på Amalienborg, Drachmanns Hus i Skagen, i Den Gamle By i Aarhus, på Danmarks ældste lokomotiv og på Dybbøl Mølle. Du kan også møde farverne hjemme hos dig selv, hvis du køber dem over nettet eller dukker op i butikken i det gamle mejeri, hvor duften af ost er afløst af en kildren af farvelade i næseborene.

Og medbringer man et farvekort, kan man få lavet malingen, mens man venter.

– Vi laver alt fra bunden på den gammeldags måde, men vi har søgt og fået LAG-midler til at få nogle maskiner, som er lidt mere moderne, siger Thor Grabow efter at have lovprist sin grønne brobyggerfarve på køkkenvæggen bag sig.

Hver farve har sit eget liv

- Det første indtryk man får, når man træder indenfor, er måske, at vi er et levende museum. På sin vis er dette også korrekt, men vi er langt mere end det. Vi værner om de gamle håndværksprocesser og dyderne fra en svunden tid. Vi fremstiller linoliefarver uden alverdens tilsætninger og underviser også i brugen heraf, og så er vi rigtig gode til at hænge i. For at sige nej tak til alskens kemi, er også at sige ja tak til en stor omgang slid og puklen fra morgen til aften i en virksomhed som vores.

- En grundig rivning af farver, er hvad det handler om, og her har trevalsen altafgørende betydning. At rive en farve på en valse er ikke noget man kan læse sig til i en bog, det skal prøves på egen krop, og man skal drage egne erfaringer, og også gerne have håndværket viderebragt fra én håndværker til én anden.

- At rive farver på en valse må være som at dirigere et stort symfoniorkester, alt er i konstant bevægelse, og enhver ændring skal straks kontrolleres, for ellers mindskes harmonien og den gode vare.

- Se det var blot én enkelt lille fortælling om arbejdet med en valse, og jeg kan mange flere, for hver farve har sit helt eget liv …

Thor Grabow på Linolie & Pigments hjemmeside www.linolie.dk

Linolie & Pigment i Øsby har gennem LAG (Lokale Aktions Grupper) Haderslev-Tønder fået 307.992 kroner i EU-støtte til effektivisering af linoliemalingsfabrikken med indkøb af grej og tappeanlæg til at håndtere større mængder af maling.

Fortid som sagsbehandler

Thor Grabow og hans ansatte benytter sig blandt andet af en gammel maskine, der i sin tid producerede tryksværte til pengesedler i Nationalbanken.

– Vi er også ved at indrette nyt kontor og håber med støtten, at vi kan blive lidt mere effektive ved ar få større baljer og røremaskiner, siger Thor Grabow, der er uddannet bygningsinstruktør og blandt andet har en fortid som byggesagsbehandler i Haderslev Kommune.

Det var ikke lige ham, men det er det farverige univers, han nu befinder sig i, til gengæld.

– Jeg havde gået og drømt om at købe virksomheden, som lå i Brædstrup, fordi jeg havde oplevet, hvordan den var med til at restaurere mine forældres gamle hus, og da den så blev sat til salg, slog jeg til. Den er bygget op omkring restaureringsbranchen, men da den har sine begrænsninger, vil vi også gerne ud til de private forbrugere, fortæller Thor Grabow og fortsætter:

- Jeg bruger ikke udtrykket bæredygtigt, men fornuftigt, for vores maling er slidstærk, er giftfri og har et meget lavt indhold af opløsningsmidler. Jeg vidste ikke så meget om det til at begynde med, men satte mig så ned på gulvet og rørte farver. Og jeg blev spurgt af forskellige forhandlere, om jeg ikke skulle bruge noget kemi, men det sagde nej til.

Orden i økonomien

- De første år gav vi underskud, for jeg havde ikke helt styr på økonomien. Jeg vidste knapt nok, hvad en faktura er. Jeg bare købte og købte, men der skal jo også produceres og penge i kassen, så nu er jeg blevet mere mådeholden. Vi har fået orden på det og giver overskud, siger Thor Grabow, der er efterspurgt i vide kredse for sin ekspertise inden for maling.

Han har blandt andet derfor været på Lolland for at holde foredrag for Kulturstyrelsen. Og flere designere har gennem årene henvendt sig til Linolie & Pigment for at finde de rette nuancer inden for olie og maling.

Hans unikt blandede farvedej - pasta, som den hedder på fagsproget - er meget eftertragtet, og dagens blandinger består blandt andet af en ordre til et slot.

Flere hyldemeter viser de unikke farver, der er blandet gennem tiden, og kunderne kan vende tilbage for at få den genproduceret i den ønskede mængde, og det gør Thor Grabow og hans folk så helt ned til en halv liter.

Klar til at blande malingen: Olie, pigment og farve. Foto: Carsten B. Grubach
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce