HOLSTEBRO/DANMARK: Det ser ud til, at det er ulovlige tilladelser, som myndighederne har givet til massenedgravning af millioner af aflivede mink.
Peter Pagh, der er professor i miljøret ved Københavns Universitet, er i hvert fald meget klar i mælet, da han nærlæser de to særdeles korte "bekendtgørelser om nedgravning af pelsdyr" fra Fødevarestyrelsen og miljøministeren fra 5. og 6. november.
- Her er der reelt tale om store depoter af affald i jorden, og det kan man normalt ikke lave uden en miljøgodkendelse og en forudgående miljøvurdering, siger Peter Pagh.
Der er ganske vist i EU-forordning om risikoaffald fra dyr en hjemmel til i helt særlige situationer at nedgrave døde dyr, hvor de almindelige regler kan fraviges i en kort periode. Men nedgravning kan kun ske i for eksempel fjerntliggende områder, som myndighederne på forhånd har udpeget.
- Disse EU-regler er ikke fulgt, og jeg mener ikke, at Naturstyrelsen på grundlag af miljøbeskyttelseslovens § 19 kan udpege arealer, hvor der kan nedgraves døde mink, siger Peter Pagh.
Hvis myndighederne ikke mener, at der er tid til at bruge miljøbeskyttelsesloven, så skal der handles og ikke udstedes en bekendtgørelse.
- Når et hus brænder, så skal man ikke vente på en miljøtilladelse, før man ringer til brandvæsenet, selv om de bruger kemikalier til slukningen.
Forhastet udpegning
Bekendtgørelsen fra 6. november giver Naturstyrelsen ret til at udpege områder og nedgrave "uden forudgående tilladelse".
- Ifølge loven kan man ikke bare godkende et sted til nedgravning af affald uden at foretage en miljøvurdering - både for grundvand, smitterisiko - og andre konsekvenser. Og det gør man ikke her, konstaterer Peter Pagh.
I bekendtgørelsen henvises også til en veterinær beredskabsplan.
- Bekendtgørelsen krydser frem og tilbage mellem miljøloven og beredskabsplan. Men sådan kan man ikke krydse frem og tilbage mellem miljøloven og de særlige regler om veterinærberedskab, siger Peter Pagh.
Kommuner skulle spørges
I fredags stillede Thomas Danielsen (V) spørgsmål i Folketinget til miljøminister Lea Wermelin (S) om lovligheden af nedgravningen, hvor han henviste til, at det står i den veterinære beredskabsplan for udbrud af alvorlige husdyrsygdomme, at nedgravning af dyr kun må ske under særligt forhold og "kræver en aftale med kommunerne." En aftale, der ikke blev lavet.
Frederik Waage, jura-professor ved Syddansk Universitet.Man kan se, at bekendtgørelsen er gået stærkt - og det ser ud til, at håndteringen ikke holder vand.
Lea Wermelin henviste i sit svar til Fødevarestyrelsen som både "bygherre" og som den myndighed, der har vurderet og besluttet nedgravningen.
I Beredskabsplanen står, at ”Nedgravning kræver en aftale med kommunerne.”
Frederik Waage er professor i jura ved Syddansk Universitet, og han er heller ikke imponeret.
- Det er i strid med den veterinære beredskabsplan, hvis staten blot har besluttet nedgravningen uden om kommunerne. Vi har jo et kommunalt selvstyre, og kommunerne har også en viden om de lokale forhold, som bør inddrages, før en sådan beslutning, siger Frederik Waage.
Både minkgraven ved Nr. Felding og minkgraven i Stråsø Plantage ligger få hundrede meter fra Gryde Å og Råsted Lilleå - to rene og fiskerige vandløb, som munder ud i Storåen.
- Man kan se, at bekendtgørelsen er gået stærkt - og det ser ud til, at håndteringen ikke holder vand, konstaterer Frederik Waage.
I tilladelsen står, at bunden af minkgravene skal være over grundvandspejlet. I Nr. Felding er det praktiseret ved, at entreprenøren har fået besked om at stoppe med en grav, når han støder på grundvand.
Utilfredshed i byrådet
Karsten Filsø (SF), der er formand for natur- og miljøudvalget, er meget utilfreds med forløbet.
- Jeg kan godt forstå, at nedgravningen skulle gå stærkt, og at vi ikke har vetoret. Men jeg er utilfreds med, at vi ikke blev inddraget før beslutningen om en placering - og ikke kun på bagkant. Nu håber vi at få flyttet de nedgravede mink, siger Karsten Filsø.
Folketingsmedlem Thomas Danielsen (V) er bekymret over, at miljøministeren ikke vil svare på spørgsmål om lovgivningen.
- Det har ikke været muligt at få et klart svar. Til gengæld skal ministeren på fredag i samråd om miljøkonsekvenserne af nedgravningen. Jeg er meget bekymret for, at det fører til en miljøkatastrofe, siger Thomas Danielsen.
Miljøstyrelsens svar får kritik
Avisen bad mandag miljøminister Lea Wermelin (S) om en kommentar til kritikken, men har i stedet modtaget et svar fra Miljøstyrelsen, som ikke er enig i, at der er tale om ulovlige tilladelser til nedgravning af mink på de militære områder.
- Nedgravningerne er fundet sted med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19 og miljøvurderingslovens § 4, siger Charlotte Moosdorf, konstitueret kontorchef i Miljøstyrelsen.
Styrelsen henviser til, at der i §4 er en undtagelsesbestemmelse, som gør det muligt for forsvarsministeren at dispensere i en beredskabssituation og at det er sket.
Desuden gentager Miljøstyrelsen, at der er taget hensyn til natur, grundvand og overfladevand ved minkgravene og at styrelsen vil sikre, at minkgravene "ikke påvirker søer, vandløb og grundvand. Det drejer sig om fysiske tilsyn ved gravene, overvågning af nærliggende søer og vandløb og en forureningsundersøgelse med særlig fokus på grundvand," skriver miljøstyrelsen.
Juraprofessor Peter Pagh fastholder, efter at have set Miljøstyrelsens svar, sin kritik og herunder, at nedgravning kun på ske i et område, de er udpeget på forhånd til formålet.
Hverken minister eller miljøstyrelsen forholder sig til kritikken af, at der ikke er lavet en aftale med kommunen før nedgravning af minken, selv om det står i beredskabsplanen.