Annonce
Sydjylland

Min passion: Leos liv har altid handlet om jazz

Byline-pix Ole Bruun
Leo Bruun var solgt den dag i 1959, da han hørte Louis Armstrong i Aalborg. Få dage senere snød han sig til at købe sin første trompet, og siden da har jazzen været hans faste følgesvend. Også i de senere år, hvor så meget andet har forladt ham.
Annonce

Jeg kender ikke noget mere passioneret menneske end min far.

Nogle vil måske kalde ham besat.

Besat af jazz.

Og det er ikke skudt helt ved siden af.

Jazz er og har altid været hans et og alt.

Han så lyset og hørte lyden den dag i 1959, da legenden Louis Armstrong besøgte hans hjemby Aalborg. Få dage senere forfalskede han sin mors underskrift, så han kunne købe sin første trompet – han var endnu ikke myndig – og så var der ingen vej tilbage. Han skulle spille, han skulle være noget ved musikken.

Ikke på den professionelle måde. Så langt rakte talentet dog ikke. Men dog nok til at tjene en skilling i ny og næ.

Da han og min mor flyttede til Esbjerg i starten af 1960’erne, blev jazzen hans indgang til det sociale liv. I øvelokalet og på scenen.

Jeg husker svagt, da han og Traditionen Tro var husorkester på værtshuset Ambolten i Smedegade, jeg husker langt bedre, da han og Gentlemen of Jazz var jævnlige gæster på Kridthuset i Skolegade. Helt naturligt holdt han også her sin 50 års-fødselsdag – naturligvis med sig selv og orkesteret som det underholdende indslag.

Faktaboks

Jazz skal spilles

Det bedste er naturligvis at spille selv. Det er det rigtige. Min far har aldrig været det største talent, men han har været ihærdig, han har været flittig, han har været vedholdende. Han ville det bare så meget, og uden at vide det har han i alle sine år i musikken personificeret den gamle fodboldtræner Viggo Jensens ord om, at vejen til succes går over 10 procent talent og 90 procent flid. Hvis min far kunne, ville han nok argumentere for en anden fordeling af de procenter, men grundlæggende er han enig – man bliver kun god, når man øver.

Jazz skal lyttesSelv om man altid skal være tro mod sin egen måde at gøre tingene på, er inspiration udefra en god ide. I den jazzhule i hjemmet i Tjæreborg, min far nu ikke længere har glæde af og har glemt alt om, er der et utal at cd’er, lp’er og dvd'er. Langt, langt de fleste med den traditionelle form for jazz fra New Orleans, der var og er hans foretrukne. Rigtig mange af dem har hjulpet ham til at blive bedre – rigtig mange gange har jeg oplevet ham sidde og spille til en af sine plader. Men mindst lige så mange gange har han bare nydt musikken og musikerne og haft kæmpe respekt for dem, der virkelig kan.Jazz skal sesI de senere år er det blevet til alt for få live-koncerter, men tidligere var min far fast gæst på diverse spillesteder. Både for at lytte, men også for at snakke med kollegerne i miljøet. Jazzen er ikke større, end at de samme mennesker går de samme steder for at høre de samme. Ikke mindst når Chris Barbers jazzband kom forbi, var han trofast – og selvfølgelig fik han altid lusket sig til en snak med mesteren selv. Det lykkedes ham dog aldrig at få indspillet en plads med Chris Barber, og nu er det for sent. Ikke kun, fordi Chris Barber gik på pension i august sidste år.
Annonce

Ingen plads til debat

Jazzen var med overalt.

Fyldte alt.

Og man skulle bare lige vove at forsøge at tale musikken ned eller forsøge at sætte den ind i en større sammenhæng. Min far delte og deler i store træk mennesker op i to kategorier – dem, der kan lide jazz – og alle de andre. Jeg hører til den første kategori, godt opdraget, som jeg er. Ikke efter tvang, men vel nærmest efter tvangsfordring.

Min musiksmag er så lidt bredere end som så, men hvis jeg formastede mig til at mene, at The Beatles eller Mozart havde sat nogle uudslettelige indtryk på musikhistorien, blev jeg hurtigt belært om, at de var for intet at regne mod Louis Armstrong. Det stod ikke til debat.

Annonce

Rejser med ét formål

Også når han og min mor rejste ud i den store verden, var jazzen med som fast passager.

Fint nok med hende der Frihedsgudinden i New York, men det var altså noget sjovere og langt mere interessant med et besøg i Louis Armstrongs hus – eller i en af byens utallige, velassorterede pladebutikker.

Samme oplevelse i hans foretrukne ferieby London. Big Ben og Tower of London er da meget charmerende, men det var ikke, derfor han kom. Han skulle købe plader, han skulle høre musik. Med hende på slæb.

Ikke mindst i den legendariske The 100 Club i Oxford Street. Han fik nærmest en blodstyrtning, da jeg efter et besøg i London kunne fortælle ham, at de nu var begyndt at spille punk i The 100 Club.

Det var helligbrøde, den ultimative synd.

Når han var på scenen, var han i sit es - her sammen med Jørgen Riis Jepsen på bas og Flemming Lauritsen på banjo ved en koncert i Rindum Kirke. Foto: Jørn Deleuran
Annonce

Samspil med de store

For selvfølgelig var det første, han spurgte om, da jeg kom hjem, om jeg havde hørt noget jazz. Ikke, om jeg havde haft en god tur, det interesserede ham mindre.

Utallige er de gange, hvor både jeg, min kæreste og senere vores børn er blevet trukket med ind i hans lille jazzhule i hjemmet i Tjæreborg – vi skulle lige se hans seneste nye dvd eller høre hans seneste nye plade.

Dem var der mange af.

Også dem, han selv var med til at indspille.

Det blev vel til et dusin stykker.

Nogle af dem med et meget personligt særpræg, som da han lavede melodien ”Blues for Tiny Max” til ære for sin kanariefugl.

Men faktisk også nogle med nogle af de allerstørste i faget.

Jovist, han var en god musiker, men han var også sælger, havde ernæret sig som forsikringsmand i en lang årrække, så han havde lært på den hårde måde, at der bag det første nej eller måske ofte lå et helt andet og mere positivt svar. Med ihærdighed når man langt, og på den måde kom han til at stå side og side i pladestudiet med folk som Ole ”Fessor” Lindgreen, Elith ”Nulle” Nykjær, Mr. Acker Bilk og Ian Wheeler.

Folk med indsigt i jazz vil vide, at det er nogle af de helt tunge drenge i den genre.

En mand og hans horn - den trofaste følgesvend. Privatfoto
Annonce

På scenem levede han

I de senere år specialiserede Gentlemen of Jazz sig på kirkekoncerter. Mangt en præst, organist og kordegn i det meste af Jylland har måttet sande, at hvis de ikke med det samme demonstrerede tro på egen viljestyrke og stod fast ved deres nej, ja, så stod Gentlemen of Jazz få uger eller måneder senere og spillede i deres kirke.

Og da var han i sit es. Når han spillede, når han sang, når han kunne fortælle røverhistorier om orkesteret og jazzens store. Da levede han.

Jeg husker tydeligt, da jeg efter at have overværet en af hans sidste kirkekoncerter og på tætteste hold endnu en gang havde oplevet, hvad det gjorde ved ham at optræde, hvad det gjorde for ham at spille, hvad jazzen betød for ham, sagde til ham:

- Det her må du aldrig stoppe med.

Vægten er ikke den samme, som den var engang, det er hukommelsen bestemt heller ikke, men humøret er der stadig på plejehjemmet Hedelund. Privatfoto
Annonce

Minderne er væk

Nu er han stoppet.

For når ikke selv fortæller denne historie om sit liv og sin passion, er det, fordi han ikke kan.

Han kan ikke huske den.

Han kan ikke længere sætte ord på sin kærlighed til musikken.

Demensens forbandelse har ramt ham.

Og trækker ham dag for dag længere og længere væk fra det liv, han levede og elskede.

Han husker ikke længere, hvem Louis Armstrong er.

Han husker ikke, at han i sin tid spillede i både Tyskland, England og Holland.

Han husker ikke pladerne med alle de store.

Og det siger ham ikke noget, når jeg sætter en cd på med hans egen musik. Han har sågar kaldt det ”noget frygteligt larm”. Det havde jeg ikke lige set komme. Så ved man, den er helt gal.

Det første barnebarn, Mark, skulle naturligvis introduceres til musikken hurtigst muligt. Privatfoto
Annonce

Han spiller stadig

Men den er trods alt ikke værre, end at musikken stadig er der. Hans værelse på plejehjemmet på Hedelund i Esbjerg er fyldt op med jazz, med bøger, billeder, cd’er – og naturligvis er hans elskede cornetter også med.

Tre styks.

Dem holder han nidkært øje med.

Og han spiller også stadig.

På forbløffende vis finder fingrene stadig nærmest per automatik ud af at trykke på de rigtige ventiler, så det lyder som rigtig musik. Ikke som det lød engang. I mine ører. Men i hans egne ører er der intet i vejen.

- Det var helt fejlfrit. Jeg har aldrig spillet bedre, siger han ofte triumferende med et stort smil, når han for sjette gang i træk har spillet den samme melodi.

Så jazzen er der stadig. Et eller andet sted.

Da jeg forleden hentede ham på plejehjemmet, var det første, han spurgte om, da vi sad i bilen:

- Får du spillet noget jazz?

- Nej, jeg kan jo ikke spille, det ved du da godt.

- Har du aldrig gjort det?

- Jeg spillede trommer engang, det var noget værre larm.

- Du skulle købe dig en trompet, det kan du sagtens finde ud af.

- Det tror jeg ikke. Hvad med dig, får du spillet noget?

- Ja, jeg øver hver dag, men vi kommer ikke rigtig ud at spille mere. Jeg får ikke ringet rundt. Det skal jeg også i gang med.

Så den er der endnu, musikken.

Mens min far glider længere og længere ind i demensens tåger og længere og længere væk fra mig og resten af familien, slipper jazzen ham ikke.

Og gør det aldrig.

Det gør en rigtig passion ikke.

Mr. Acker Bilk, der blev verdensberømt for melodien "Strangers on the Shore", indspillede i 1996 en cd sammen med Gentlemen of Jazz - en stolt stund for orkesterlederen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce