Annonce
Mindeord

Mindeord: Odders Mr. Kunst er død

Jon Bahl. Privatfoto

Jon Bahl, Odder, er død. Formanden for Odder Kunst Forening & Samling, Jørgen Søes Hejlsvig, der var personlig ven med Jon Bahl, har sendt disse mindeord:

Kunstkenderen og kunstsamleren John Bahl, Rosensgade, Odder, er død 80 år gammel. For en måneds tid siden havde han sammen med hustruen, Edith Moeslund, en udstilling med parrets kunstsamling hos Odder Kunst i KunstVærket. Den blev en værdig mindeudstilling over et langt liv med intens interesse for kunsten.

John Bahl var ubestridt Odders Mister Kunst med dyb indsigt i kunstens verden og en fantastisk hukommelse gjorde ham til en helt uvurderlig del af først Odder Kunstforenings bestyrelse fra 1972, siden som denne forenings formand i 13 år. I 2008 blev han formand for den nyoprettede Odder Kunstsamling, som i 2016 fusionerede med Odder Kunstforening til Odder Kunst, også her var han aktiv i bestyrelsesarbejdet. Og naturligvis æresmedlem.

Jon var i flere år formand for Odder Kommunes Kunstudvalg, udpeget af Odder Byråd.

I 1964 blev Jon gift med Ditte, og det var et smerteligt tab, da hun døde i 2006.

Allerede året efter blev Jon gift med lærer Edith Moeslund, og de fik 12 gode år sammen og havde bl.a. fælles interesser i kunsten. Ægteskabet blev meget oplivende og positivt for Edith, idet Jon med hendes egne ord ”sendte nyt lys ind i hendes liv”.

Interessen for kunst har Jon haft siden barndommen, og kunst var for ham uundværligt. For Jon var malerier som musik, nogle melodier er nemme at synge, andre er svære eller umulige, og der derfor vigtigt at have et åbent sind.

Overalt er det ildsjæle som Jon, der får det hele til at hænge sammen. I nogle år drev Jon sammen med en ven Galleri Boxen Horsens, hvor mange kendte kunstnere udstillede. Nok var boksning Jons foretrukne sportsgren, men han gik også meget op i fodbold. I 1974 var Jon med til at starte bokseklubben i Odder og underviste i 25 år unge boksetalenter. Da Jon blev pensionist, blev han aktiv i hjælpetjenesten ”Prikken over i’et”.

Da kommunen involverede sig i Odderbanens tidligere godsbanegård, Pakhuset, gav Jon et nap med i byens nye kulturelle samlingssted, og Jon kom der ugentligt. I fire år var Jon medlem af Odder Byråd, valgt for de konservative.

I snart 50 år har Jon været med i Odd Fellow Logen i Odder.

I min bog fra 2013: ”Portræt af Ildsjælen Jon Bahl”, kan der læses mere om den store personlighed, der er gået bort. Bogen kan lånes på biblioteket.

Ildsjælen, livskunstneren, kunstelskeren, kunstkenderen, kunstsamleren, underviseren, galleriejeren, bokseren, bassisten, netværkeren, fængselsbetjenten, blikkenslageren, byrådspolitikeren og svømmehalinspektøren i Odder efterlader et stort savn og mine tanker går til Edith, og familien, herunder hans adoptivdatter Michaela, der med mand og to sønner bor i Ryomgård.

I Odder Kunsts bestyrelse bliver savnet stort.

Æret være mindet om Jon Bahl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce