Fredericia: Mange af os har et minde om Finn Nørbygaard - også når det ikke handler om appelsinvand, eller rettere Squash.
Finn Nørbygaard signerer erindringsbogen "Mine 12 veje til liv", som netop er udkommet. Det sker hos Billunds Boghandel fredag 27. november klokken 18.30.
Et turbulent liv
Bogen handler om, hvordan man kommer igen efter en stor nedtur.
Finn Nørbygaard har – på godt og ondt – oplevet mere end de fleste. Og lært af det. Gennem erindringer fra et turbulent liv fortæller han om de erfaringer, han har gjort sig, og om de veje, der har ført ham frem til større tilfredshed med livet. Fra den spæde start hos en plejefamilie, der misrøgter ham, og opvæksten i Esbjerg, over det hårde slid på landevejene og landets scener, der gør ham rig og berømt, til mødet med Stein Bagger og den store konkurs – og nedtur.
Psykoterapeut
Kombineret med sine mange års erfaringer som psykoterapeut sætter han oplevelserne i perspektiv, og undervejs kommer både Jung, Jesus og Jacob (Haugaard) ham til undsætning. Ved deres og egen hjælp har han fundet frem til det, der for ham er essensen af et godt liv.