Annonce
Fredericia

Fiskeriminister vil have Jacob Ellemann-Jensens forklaring på 3000 kroner dyre snegletest

Fisker Lars Hast i Skærbæk vidste allerede i en meget tidlig alder, at han ville være fisker, ligesom sin far. Siden Dan Gødning-branden for tre år siden, hvor flere tusind tons kvælstof flød ud i Lillebælt, har det været meget småt med fisk. Til gengæld er der godt med konksnegle, som Lars Hast fanger ved Trelde Næs. Sneglene eksporteres typisk til Frankrig, for danskerne spiser dem ikke. Foto: Peter Leth-Larsen
Efter fiskers kritik af dyr test af sneglefangst beder fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) sin ministerkollega Jacob Ellemann-Jensen miljø- og fødevareminister om en forklaring på, om testen er nødvendig. Fiskerne mener nej.

Skærbæk: Fisker Lars Hast har sat sin fangst af konksnegle i Lillebælt i bero nogle måneder. Det sker for at undgå at betale for Fødevarestyrelsens test af sneglefangsten. Styrelsen tester sneglene for toxin, som kan være farlig at indtage.

Men Lars Hast og hans kolleger er enige om, at testen er helt overflødig, fordi sneglene ikke lever af alger. Testen koster 2000-3000 kroner per gang.

- Der er aldrig fundet toxin i sneglene, og hvis man endelig vil teste snegle, så bør man vel også teste hummere og krabber, men det er der ingen krav om, siger Lars Hast.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen har læst Fredericia Dagblads reportage om Lars Hast fangst af snegle og hans udfordringer med Fødevarestyrelsen, og hun går nu til fødevare- og miljøminister Jacob Ellemann-Jensen for at få svar på om prøverne er nødvendige.

- Jeg er med på, at vi tester, hvis der er en sundhedsrisiko, men hvis det forholder sig, som fiskeren siger, så har jeg svært ved at se en mening med det. Men nu beder jeg min ministerkollega kigge artiklen igennem og finde et svar på, om testen er nødvendig, siger Eva Kjer Hansen.

Annonce
Jeg vil have dokumentation for, at det er nødvendigt at Fødevarestyrelsen forlanger test af fangsten af snegle.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V)

Snegle fremfor fisk

Lars Hast er en af de bundgarnsfiskere, som har været nødt til at se sig om efter nye fangstmuligheder, efter han ikke længere får fladfisk i nettene. Fladfiskene er forsvundet siden Dan Gødnings udslip af kvælstof for over tre år siden. Han fanger konksnegle ud for Trelde Næs, og fangsten sendes videre til importører, som leverer til Frankrig og Kina.

Men fiskeriministeren er netop i færd med at slå et slag for, at de danske fiskere og forbrugere kan få øjnene op for det spisekammer, de indre danske farvande byder på ud over skrubber og torsk. Kampagnen med fokus på krabber, snegle og danske blæksprutter blev skudt i gang med ministeren ved Skrillinge Strand for nylig.

- Og vi gennemfører et lignende arrangement i Torvehallerne i København i den nærmeste fremtid, siger Eva Kjer Hansen.

Lars Hast håber, at ministeren kan hjælpe fiskerne af med snegle-kontrollen, men indtil da har han skiftet sine fangstredskaber ud, så han i stedet får pigvar og hummere i sine net.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce