Annonce
Danmark

Minister undersøger: Skal frivillige hjælpe politiet med at skabe tryghed?

Politifrivillige kan - ligesom i Tyskland - være med til at skabe mere tryghed i lokalsamfundet ved at patruljere steder som eksempelvis gågader, parker og banegårde og dermed afhjælpe de uddannede politibetjente. Den idé er Dansk Folkeparti lun på, og justitsminister Nick Hækkerup (S) er også rede til at se på de tyske erfaringer. Arkivfoto: Ina Fassbender/Reuters/Ritzau Scanpix
Nick Hækkerup (S) har på initiativ fra DF bedt Rigspolitiet kigge nærmere på tysk politis erfaringer med at sende uniformerede politifrivillige på gaden med peberspray for at skabe mere tryghed i lokalsamfundet. Dårlig idé, siger Politiforbundet.

Politi: Kan det lade sig gøre at få helt almindelige borgere til patruljere og observere på gader og stræder som politifrivillige for at skabe mere tryghed i lokalsamfundet? Sådan lyder en forespørgsel fra Peter Skaarup (DF), der skriftligt har spurgt justitsminister Nick Hækkerup (S) om, hvorvidt man med inspiration fra Tyskland kan etablere en ordning med politifrivillige i Danmark.

Peter Skaarup har indsendt spørgsmålet i håbet om, at man som borger i Danmark fremover vil opleve en større tryghed i lokalsamfundene, end man gør i dag.

- Med den her forespørgsel håber vi, at det er noget, man kan gøre brug af for at højne trygheden i samfundet. Vi er meget optagede af, at borgerne kommer tættere på politiet, og at politiet kan løse de opgaver, der er brug for. Derfor mener jeg, at man bør tillade kommunerne at oprette en form for politifrivillige eller hjælpere, som kan skabe en øget tryghed i lokalsamfundet.

Peter Skaarup gør opmærksom på, at det ikke er et gennemarbejdet forslag, han kommer med, men i første omgang en forespørgsel på, om der er mulighed for at indsætte politifrivillige i Danmark, ligesom man altså har gjort i Tyskland, hvor de frivillige, der assisterer politiet, er udstyret med uniform og peberspray.

Annonce

"Jeg er meget åben over for nye idéer til, hvordan vi kan styrke trygheden i lokalsamfundet, og det er i den forbindelse også interessant at indhente erfaringer fra vores nabolande. Jeg har derfor bedt Rigspolitiet om at indhente yderligere oplysninger om den tyske model, samt hvilke erfaringer det tyske politi har gjort sig med denne".

Nick Hækkerup (S), justitsminister

Minister undersøger muligheder

Justitsminister Nick Hækkerup oplyser i et skriftlige svar, at han er gået videre med idéen og har bedt Rigspolitiet undersøge de tyske erfaringer nærmere.

Det lykkedes ikke i går avisen Danmark at få en uddybende kommentar fra justitsministeren, men Nick Hækkerup skriver i sit svar:

"Jeg er meget åben over for nye idéer til, hvordan vi kan styrke trygheden i lokalsamfundet, og det er i den forbindelse også interessant at indhente erfaringer fra vores nabolande. Jeg har derfor bedt Rigspolitiet om at indhente yderligere oplysninger om den tyske model, samt hvilke erfaringer det tyske politi har gjort sig med denne".

Peter Skaarup (DF) lægger vægt på, at de politifrivillige ikke skal arrestere og anholde folk, men derimod hjælpe de uddannede politibetjente med at observere og notere, hvad der sker i byrummet.

- De frivillige skal ikke erstatte politiet i lokalsamfundene. Vi har stadig behov for mere lokalpoliti, men eftersom der mangler politibetjente, kunne det være en mulighed for at skabe mere tryghed hos borgerne, at frivillige patruljerede i lokalområdet.

- Jeg tror, at politiet er interesseret i al den hjælp, det kan få, hvis det foregår på en ordentlig måde. Og det tror jeg egentligt også, at borgerne er interesserede i, siger DF'eren.

- Rigtig dårlig idé

Hos politifolkenes fagforbund, Politiforbundet, frygter man dog, at en løsning med politifrivillige kan få alvorlige konsekvenser for de frivillige, da de ikke er uddannet til at kunne udøve magtanvendelse. Ifølge formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, løber man en stor risiko ved at lade borgere signalere, at de er en del af politiet.

- Det er en rigtig dårlig idé, at helt almindelige borgere skal gå rundt i gadebilledet som politiassistenter, når de ikke er uddannet til det. Helt overordnet kan jeg godt se en idé i, at borgere civilt kan være politiets øjne og ører. Men jeg kan godt være nervøs for, at det er en farlig vej at gå, så jeg er stærkt stærkt bekymret for, hvis det bliver aktuelt.

Selv om politiformanden ikke kan se nogen idé i at lade politifrivillige komme på gaden i Danmark, vil han ikke udelukke muligheden for, at man kan sende civile frivillige på gaden for at supplere politiet med at indhente informationer.

- Det at få hjælp fra nogle mennesker, man måske endda kunne aflønne for at være vores øjne og ører, vil jeg ikke afvise. Indtil politistyrken igen kommer op på et vist niveau, kunne det sagtens være en mulighed for at supplere politiets arbejde, men at udstyre dem med peberspray og en form for uniform, tror jeg kan give nogle rigtig grimme situationer.

Politifrivillige i Tyskland

  • I Tyskland patruljerer de politifrivillige blandt andet i parker, på banegårde, i gågader og parkeringshuse.
  • Syv gange om måneden går de politifrivillige på gaden efter deres normale arbejdsdag.
  • Inden de frivillige bliver sendt på gaden første gang, har de 50 timers teoriundervisning samt noget praktisk undervisning.
  • Når de går rundt på gaden, er de politifrivillige udstyret med en mobiltelefon og peberspray samt en uniform, der viser, at de er en del af den politifrivillige ordning.
  • De frivillige skal være med til at skabe en større tryghed blandt borgerne i lokalsamfundet.
I Tyskland er de politifrivillige udstyret med en uniform, der viser, at de er en del af ordningen med politifrivillige i gadebilledet. Foto: Polizei Hessen
Politiet i Tyskland har travlt, og derfor er der flere steder oprettet korps af frivillige borgere til at hjælpe politiet med de lettere opgaver. Hos Politiforbundet herhjemme mener man, at det er en dårlige idé at sende helt almindelige borgere på gaden som politifrivillige. Arkivfoto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.

Fredericia

Druknet hjorts hoved blev kogt og renset: Imponerende opsats klar til at pynte

Fredericia For abonnenter

Borgmesteren og redaktøren byttede roller: Fortællinger fra Venstres landsmøde og erfaringer fra Christiansborg

Annonce