Annonce
Udland

Misbrugsoffer skabte 2500 personligheder for at overleve

Efter års misbrug udviklede Jeni Hayes en identitetsforstyrrelse som en ekstrem forsvarsmekanisme.

Fredag blev en af de mest voldsomme sager om børnemishandling i australsk historie afsluttet.

Den 74-årige Richard Haynes blev idømt 45 års fængsel ved en domstol i storbyen Sydney for i årevis at have seksuelt misbrugt og tortureret sin egen datter, Jeni.

Hovedvidnet var Jeni Haynes selv, men selv om hun alene sad i vidneskranken, så kunne hun igennem flere timers forhør præsentere ikke mindre end 2500 forskellige vidneforklaringer.

Jeni Hayes udviklede nemlig i barndommen såkaldt multipel personlighedsforstyrrelse - i fagtermer kaldt en dissociativ identitetsforstyrrelse - som en forsvarsmekanisme mod faderens utallige overgreb.

Dermed menes det at være første gang, at en person med den lidelse vidner som sine forskellige personligheder og sikrer domfældelse, skriver BBC.

- Jeg gik ind i retssalen, jeg satte mig ned, jeg svor at fortælle sandheden, og nogle timer senere kom jeg tilbage i min krop og gik ud igen, fortæller Jeni Haynes efterfølgende til det britiske medie.

- Vi var ikke bange. Vi har ventet så længe på at fortælle alle, præcis hvad han gjorde mod os, og nu kunne han ikke få os til at tie.

Under retssagen kom der således en stribe vidneforklaringer fra den nu 49-årige Jeni Haynes mange selvskabte personaer - herunder en fireårig pige ved navn "Symphony", en høj teenager ved navn "Muscles" samt en ung mand med rødt hår og skriggrønne bukser.

Ifølge psykolog og traumeforsker Pam Stavropoulos er dissociativ identitetsforstyrrelse en overlevelsesmetode.

- Det er en sofistikeret håndteringsstrategi, der anses som ekstrem. Men man må huske, at det er et modsvar til voldsomt misbrug og traumer, barnet har oplevet, fortæller hun til BBC.

Richard Haynes' misbrug af sin datter varede, indtil hun var 11.

Efter intense psykologiske undersøgelser fik Jeni Haynes lov til at vidne i retssagen mod sin far, men altså i skikkelse af blandt andre "Symphony" og fem andre alteregoer.

Hver vidneforklaring indgik som officielle vidneberetninger.

Med de forskellige alteregoer kunne Jeni Haynes i "uhyrlige detaljer" beskrive mange af de konkrete overgreb. Det var så overbevisende i retten, at Richard Haynes i sidste ende erklærede sig skyldig i de mest voldsomme af de 367 sigtelser mod ham.

Jeni Haynes meldte først sin far til politiet i 2009. Det har taget australsk politi ti år at efterforske sagen, der kulminerede fredag.

/ritzau/

BBC''s artikel om sagen
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce