Annonce
112

Mobilepay-overførsler afslørede brødre: Knap ét kilo kokain gav hver fire års fængsel

25-årige Ozhan Samad Fathulla og 22-årige Yousif Samad Fathulla blev fredag idømt fire års fængsel samt en advarsel om udvisning. Brødreparret havde solgt over 900 gram kokain til et samlet beløb på mindst 684.443 kroner. Arkivfoto: Camilla Rytz
25-årige Ozhan Samad Fathulla og 22-årige Yousif Samad Fathulla fik fredag fire års fængsel samt en advarsel om udvisning i Retten i Kolding. De to brødre fra Vejle blev kendt skyldige i at have solgt over 900 gram kokain med en samlet indtjening på mindst 684.443 kroner.

Vejle: 25-årige Ozhan Samad Fathulla og 22-årige Yousif Samad Fathulla fik fredag hver fire års fængsel samt en advarsel om udvisning ved Retten i Kolding.

De vejlensiske brødre var tiltalt for at have solgt over 900 gram kokain til et større antal personer for et samlet beløb på mindst 684.443 kroner i perioden 31. marts 2016 til 30. marts 2019.

Den ældste bror nægtede sig skyldig, mens den yngste erkendte medvirken til salg af 40 gram kokain - men ikke ét gram mere.

Kontinuerlige Mobilepay-overførsler, Snapchat-meddelelser og sms-beskeder viste dog et billede af et langt mere omfattende salg, hvor politiets efterforskning har ført frem til 29 kunder. Flere er allerede blevet dømt for at aftage kokain fra de to brødre.

Annonce

Flere vidner afgav forklaring om, at de havde købt kokain af brødrene, og at de mange sms-beskeder og snapchat-meddelelser var sendt i den forbindelse. - Uddrag af artiklen

Kokain i pølsemandsposer

Sagen begyndte for alvor at rulle, da Ozhan Samad Fathulla blev anholdt på Dæmningen i Vejle lørdag 30. marts i år. Her var han i besiddelse af 4,32 gram kokain, som han opbevarede i seks pølsemandsposer.

Den 25-årige vejlenser erkendte på daværende tidspunkt over for politiet, at det var hans kokain, men at det hele var til eget forbrug, og at han altså ingen intention havde haft om at sælge det.

Politiet fandt ham dog også i besiddelse af to telefoner, hvor man på den ene - en Nokia - fandt sms-beskeder fra flere personer, der tydeligt indikerede salg af stoffer.

Ozhan Samad Fathulla benægtede, at telefonen var hans, og forklarede, at den derimod tilhørte en kammerat, han havde været til fest ved samme aften.

Da han sidste uge i retten blev bedt om at forholde sig til, at der også fandtes lignende beskeder på hans iPhone, forklarede han, at han ofte stod for musikken til fester, hvorfor hans telefon lå frit fremme til benyttelse - og at en anden derfor måtte have sendt beskederne fra hans telefon.

Ransagning førte til narkoregnskab

Efter anholdelsen af Ozhan Samad Fathulla mistænkte politiet hans 22-årige lillebror Yousif Samad Fathulla for at have medvirket til kokainsalget.

Under en ransagning i forældrenes hjem, hvor brødreparret boede, fandt politiet - efter en gennemgang af Yousif Samad Fathullas konto - frem til hyppige Mobilepay-overførsler fra flere af de samme personer, som havde overført penge til Ozhan Samad Fathulla.

Derudover fandt de en note med navne, der kunne ligne et narkoregnskab. Det førte derfor til, at politiet også anholdt lillebror, Yousif Samad Fathulla.

Alkohol og ukendte ansigter

25-årige Ozhan Samad Fathulla forklarede i retten, at de pengebeløb, han hyppigt havde modtaget på Mobilepay, stammede fra lån til køb af alkohol i forbindelse med byture.

Han forklarede endvidere, at han havde gået i byen stort set hver weekend, siden han var 16 år, hvorfor han havde en bred omgangskreds. En omgangskreds, han ofte lagde ud for i byen, når de investerede i dyre spiritusflasker i Vejles natteliv. Han blev senere betalt tilbage via Mobilepay, lød hans forklaring.

Yousif Samad Fathulla havde derimod svært ved at sætte ansigt på en stor mængde af de personer, der havde foretaget overførsler til hans konto. Også selvom der var flere sms-korrespondancer mellem ham og dem, hvis navne gik igen på både hans og broderens Mobilepay-historik - ofte med det nøjagtigt samme beløb, hvoraf flere var overført om natten.

Vidner havde købt kokain

Flere vidner afgav forklaring om, at de havde købt kokain af brødrene, og at de mange sms-beskeder og snapchat-meddelelser var sendt i den forbindelse.

Ozhan Samad Fathulla og Yousif Samad Fathulla blev kendt skyldige og skal nu hver især afsone en dom på fire år, mens de har fået en advarsel om udvisning - dét, man tidligere kaldte betinget udvisning.

Det vides endnu ikke, om brødreparret vil anke deres dom til landsretten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce