Annonce
Fredericia

Mor til fire: Det digitale liv er ikke virkeligheden

Livet er lige derude og foregår mellem mennesker, ikke via en skærm, konkluderer Vanessa Knudstorp fra sin terrasse på Kattegatvej. Foto: Jørgen Hasseriis
Hun er læge og mor til fire, men bruger ikke de sociale medier. Det gør hendes børn til gengæld - så meget, at Vanessa Knudstorp ærgrer sig over ikke at have sat flere rammer for dem. Hun mener, at det digitale liv er kunstigt og ikke godt for vores hjerne.
Annonce

Fredericia: Vanessa Knudstorp har aldrig været på de sociale medier. Hun ønsker det heller ikke. Den eneste snert af digitalt liv, hun dyrker, er at sende en sms eller en e-mail.

I en tid med stor aktivitet på diverse platforme i cyberspace kan det virke næsten teatralsk at gå imod strømmen. Som en slags oprør fra fortiden, hvor man står dér på perronen og hepper på futtoget, mens det digitale tog bare suser forbi. Men for formanden for Fredericia-Middelfart Teaterforening, Vanessa Knudstorp, er det hverken teatralsk eller handlingslammet ikke at have en konto på Facebook, Snapchat, Twitter eller lignende.

Det er bare hendes holdning til tilværelsen, at virkeligheden er ikke at se livet gennem en skærm, men at være der selv.

Hun er læge, og hun er mor. Hun mener, at de sociale medier gør det sværere for os at udvikle os som mennesker, og et af problemerne er, at vi får et forkert selvbillede. Vi vil gerne fremstille os som mere end det, vi er.

- Jeg synes, man ser på de sociale medier, at mange unge forsøger at gøre billedet af sig selv bedre, end de er. Som var deres selvbillede ikke godt nok. Jeg har tit undret mig over det - hvorfor er det så vigtigt, spørger Vanessa Knudstorp.

Annonce

Et diktatur

For hendes eget vedkommende har det tidligt været hendes holdning, at vi ikke går glip af noget, bare fordi vi ikke vælger de sociale medier.

Da børnene var yngre, var der masser af udfordringer med, hvordan hun så kunne følge med, når de var til gymnastik, fodbold og så videre. Men hun ønskede bare ikke at være med, og så måtte hun gøre det på en anden måde. Alliere sig med andre, få informationer igennem dem.

- Jeg ville ikke hoppe med på Facebook, bare fordi 38 andre gjorde det. Det blev et diktatur, hvor man, hvis man ikke var med, var ude. Det ville jeg ikke, husker hun.

Det blev dog ikke noget problem for hende.

- Nej, jeg følte mig ikke ude, og jeg fik heller ikke nogen negative reaktioner. Det var jo også mit valg, siger hun.

Desuden har hun noteret sig, at en af de ting, der sker på de sociale platforme, er, at man holder øje med hinanden.

- Jeg har aldrig haft brug for at følge dem på den måde via Facebook. Hvis man skal følge sine børn, skal man tale med dem og mærke dem - ikke holde øje med, når de er til fest, og hvor mange shots de får, mener hun.

Annonce

Koncentration svigter

Hun er uddannet praktiserende læge og er ikke i tvivl om, at den store aktivitet i de digitale cirkler ikke er sundt for os.

- Det er tankevækkende, så meget vores koncentrationsevne svækkes. Jeg kan selv mærke, at jeg har sværere ved at holde fast i et projekt, end jeg før havde. Før læste jeg utroligt meget, det er sværere for mig i dag, siger hun om det bombardement af information, hun synes, at hun får ind hele tiden.


Egentlig er det jo ren Svend Brinkmann, det her handler om. Vi er så bange for at gå glip af noget.

Vanessa Knudstorp


- Vi har faktisk opsagt vores tv-pakke, lyder hendes og mandens "gammeldags" beslutning, selv om de ikke er mere hellige end fortsat at have abonnement på tv-tjenesterne TV2 Play, HBO Nordic og Netflix.

Men gammeldags må hun alligevel indrømme, at børnene indimellem kalder hende.

- De griner. Mine tekster er lidt gammeldags. Jeg læser korrektur og sætter kommaer i en sms, men vi er i en anden tid, det ved jeg godt. Min pointe er, at mine børn skal lære at mærke noget mere efter og ikke lade sig styre. Spørge sig selv, om det nu også gør noget godt for dem, siger hun.

Annonce

Ikke glip af noget

Vanessa Knudstorp har i sit lægeliv været vant til, hvor vigtig dialogen med mennesker er.

Når det gælder de digitale medier, kan hun slet ikke se nogen nødvendighed for at kommunikere ad den vej og betragter derfor heller ikke sin nej-hat til Facebook osv. som nogen manifestation.

- Nej, jeg er aldrig stået af ræset, for jeg har aldrig været på, smiler hun og trækker benene op under sig i sofaen.

- Egentlig er det jo ren Svend Brinkmann, det her handler om. Vi er så bange for at gå glip af noget. Og hvad så? Ja, vi går glip af noget, men hvad er det, vi skal nå, spørger hun eftertænksomt.

Annonce

To har gasset ned

Hun og manden har fire børn i alderen 13 til 19 år, og det har været parrets primære fokus at forsøge at give dem de retningslinjer i brugen af de sociale medier, som jo er braget ind med mobiler i alles lommer.

- Det har været en svær overvejelse som forældre, hvornår de skulle have lov at komme på. For os har det været fra 13 år, de måtte. Og jeg må ærligt sige, at vi har brugt meget energi på at fortælle dem, hvordan de skulle gebærde sig. Hvis der var noget, de blev vrede over eller kede af, skulle de lade det ligge.

- Der har været dilemmaer undervejs, men jeg synes, at vi har haft en fornuftig dialog. Jeg viser vej, men det er ikke altid så let. Når jeg ser, hvad det gør ved vores hjerne, bliver jeg bekymret, og jeg kan godt ærgre mig over, at vi ikke har været mere strenge og sat flere rammer for dem, lyder det fra mor til fire.

- Nu er de dog lidt mere voksne, og så skal de også selv tage valg, og måske er det ved at virke? Den ældste på 19 er i hvert fald begyndt at lukke flere apps ned, Snapchat, Instagram og sådan nogle, og ham på 16 har også lukket noget ned. Så måske har de alligevel lyttet lidt, smiler Vanessa Knudstorp.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

Opfordring til de shopping-ivrige: Byt dine julegaver til vintervarer og hjælp butikkerne økonomisk

Fredericia

Butiksformand: Corona var den øjenåbner der skulle til - nu er det de fysiske butikkers tur

Annonce