Annonce
Fredericia

Morfin-byen: DR-dokumentarserien Narkoland kommer til Fredericia

Michael Klint (til venstre) og Frederik Brun Madsen står bag udsendelsesserien "Narkoland" på DR1. Foto: Magnus Eg Møller, DR
Fredericianske Niklas er hovedperson i DR1-udsendelse om livet som narkoman.

Fredericia: Helt ude på kanten af livet sidder Niklas fra Fredericia og kæmper for at holde sig vågen. Bange for at dø ligesom som sin bedste ven, hvis han i sin rus falder i søvn. Han taler til kameraet, snøvler og ruller med øjnene. Grå, bumset, tynd og udmattet.

Den slags optagelser vil seerne opleve, hvis de mandag aften den 26. august tænder for DR1 og ser andet afsnit i serien "Narkoland".

- Vi har lavet tre udsendelser, siger journalist Michael Klint, der har tilrettelagt udsendelserne sammen med Frederik Brun Madsen.

Første afsnit blev sendt mandag 19. august og beskrev, hvordan et festforbrug af narkotika er blevet lettere og farligere i takt med, at blandt andet nethandel med stoffer er blevet mere og mere udbredt, og priserne på mange stoffer er faldet.

Sidste afsnit sendes mandag 2. september og sætter fokus på, hvad misbrug koster et samfund som det danske.

Fokus på Niklas fra Fredericia

DR1-seriens andet afsnit sendes mandag 26. august og fokuserer på Niklas G. Andresen.

- Jeg havde hørt om Fredericias ry som morfin-by, og vi fik så ad omveje kontakt til Niklas, siger Michael Klint.

Niklas G. Andresen har været misbruger i over halvdelen af sit liv, og DR-udsendelsen følger ham i en meget mørk periode, hvor stofferne næsten kostede ham livet og al menneskelighed.

Ifølge Niklas G. Andresen og Michael Klint lægger udsendelsen ikke fingrene imellem. Her ser man den dybt afhængige fredericianer lyve og bedrage sine bedsteforældre. Man ser ham sælge stoffer, og man oplever den fornedrelse, der på dette tidspunkt for længst havde overtaget pladsen, hvor stoffernes festlige virkninger oprindeligt huserede.

- Det er hårdt for mig at se mig selv på den måde. Men jeg er glad for, at jeg sagde ja til at medvirke: Folk skal se det her. Hvis udsendelsen kan forhindre bare én eller to i at ryge ud i det samme lort, så er det det hele værd, siger Niklas.

Siden optagelserne er Niklas blevet afvendt, men han kæmper stadig med trangen, de usunde vaner, drømmene og familiemæssige følger af misbruget. Og med den konstante frygt for tilbagefald.

Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Strandgæster ryster på hovedet over broføljeton: - Man kan ikke hamle op med naturens kræfter

Annonce