Annonce
Fredericia

Morfin-byen: Niklas er endelig clean, men han kæmper hver dag med trang og frygt

Niklas Guldborg Andresen har været på hash og stoffer i størstedelen af sit 29-årige liv. Foto: Peter Friis Autzen
Trangen til fest og fart lokkede Niklas i uføre allerede som 13-årig, hvor han begyndte at ryge hash. Siden førte stofferne ham helt ned i det mørkeste mørke. Nu advarer han andre mod at begå samme livsfarlige fejl som ham.

Fredericia: - Flere gange under min søns fødsel var jeg nødt til at stikke af ud på toilettet for at tage nogle stoffer. Mindst hver halve time. Dér gik det op for mig: Jeg har et problem. Jeg kan ikke engang være der for min søn under hans fødsel. Hvis ikke jeg kan være der for ham under fødslen, hvornår kan jeg så? Jeg var langt ude.

29-årige Niklas Guldborg Andresen fra Fredericia læner sig tilbage og ser op i loftet, mens han tørrer lidt sved af panden.

Mindet om den dag for tre år siden er ikke rart. Men måske var det alligevel den erkendelse, han fik på fødeafdelingen i Kolding, der gør, at han i dag er i live og kan fortælle ElboBladet om sin nedtur i hash, stoffer, kriminalitet og afhængighed.

- Jeg er clean nu. Endelig. Og nu vil jeg fortælle om det her. Jeg håber, at jeg på den måde kan være med til at holde nogen fra stofferne. Det kan godt være, at nogle tænker, at jeg er en idiot at stille mig op og fortælle. Men jeg er ligeglad med, om folk tænker sådan om mig: Jeg gør det for jeres børns skyld.

Han medvirker i DR1-dokumentarserien "Narkoland". Første afsnit blev sendt i mandags. Næste afsnit, som Niklas er med i, sendes på mandag aften. Og sidste afsnit kan ses i tv mandag 2. september.

Det er for jeres børns skyld, at jeg fortæller om min nedtur med stoffer.

Niklas Guldborg Andresen

Gode fester og dårlige venner

Niklas voksede op i et godt og trygt familiehjem. Hans energiniveau var højt, og i skolen var han kendt som klassens klovn.

- Jeg havde nok lidt ADHD: der skulle ske noget. Som 12-13-årig begyndte jeg at gå med nogle kammerater, som lavede hærværk og ballade. Vi festede og drak og røg hash. Jeg følte mig smart, selvom mine forældre gjorde, hvad de kunne for at få mig i bedre selskab.

- Da jeg blev 16, hang jeg ud med venner, der var otte år ældre end mig. De solgte heroin og steroider. Jeg begynde at sælge steroider og kokain. Og jeg begyndte selv at tage både kokain og steroider. Jeg syntes selv, at jeg var pissesej. I dag kan jeg se, at det var en falsk stolthed, siger Niklas.

Efterhånden som misbruget tog til, begyndte den dårlige samvittighed at melde sig.

- Jeg var jo opdraget anderledes, så jeg vidste godt, at jeg var på vildspor. Men stofferne dulmede det.

Siden begyndte han at misbruge morfin-præparater og siden heroin. Misbruget var dyrt, men han skaffede pengene ved narkohandel og anden kriminalitet.

Søgte behandling

Nogle måneder efter at være blevet far var Niklas klar til at søge behandling. Han prøvede ad flere omgange og trak undervejs tungt på forældrenes økonomi for at finansiere behandling efter behandling.

Undervejs boede han hos sine bedsteforældre. Han sagde til dem, at han havde lagt stofferne bag sig. Men det passede ikke. Tværtimod udnyttede han dem og stjal.

På et tidspunkt holdt han sig clean i otte måneder. Men et tilbagefald sendte ham ud i et endnu hårdere misbrug end nogensinde før. Han endte med at bo i en bil sammen med en kæreste, der også var narkoman.

- Vi kørte fra by til by for at lave numre og stjæle til stoffer. Og jeg blev ved med at lyve overfor mig selv og sige, at problemet ikke var så stort. Der er ingen grænse for, hvilke løgne man kan bilde sig selv ind, siger han.

Sådan så Niklas ud under en af sine sidste narko-nedture: Udkørt, grå, bumset og uden hverken glæde eller håb i livet. Den slags billeder fra hans nedtur kan man se flere af i DR1-udsendelsen "Narkoland", der sendes mandag 26. august om aftenen. Udsendelsen følger Niklas. Privatfoto

Så sin ven dø

I efteråret sidste år ender Niklas tilbage i Fredericia, hvor en gammel ven fra ungdommen og miljøet kontakter ham.

- Vi sidder hjemme hos ham og tager vores stoffer. Han bliver helt stille og falder ned fra sofaen, da jeg puffer til ham. Der kommer sort væske ud af hans mund, og han er helt væk. Jeg går i panik. Mens jeg er skæv, panisk og græder, ringer jeg til alarmcentralen og begynder at genoplive min bedste ven. Jeg råber om hjælp ud gennem vinduet og fortsætter med førstehjælp, så godt jeg kan. Med hjertemassage og kunstig åndedræt med bræk i munden og alt muligt. En nabo, der er sygeplejerske, kommer til, og til sidst kommer ambulancen. Men min ven dør. På min vagt. Af mine stoffer.

- Efter den oplevelse taber jeg mig selv fuldstændigt. Jeg får en stærk dødsdrift. Jeg holder op med at måle og veje mine stoffer - jeg tager dem bare og er ligeglad med, om de slår mig ihjel. Jeg var helt knækket, siger Niklas.

Men så får han et brev fra sin afdøde vens datter. Hun skriver, at hun ikke er vred på Niklas, men at han skal holde op med at tage narko - ellers vil hans søn en dag blive lige så ked af det, som hun er nu.

Det brev bliver starten på Niklas' tur ud af narkotågerne. Han kom i behandling og har nu flere måneder uden stoffer bag sig.

- Jeg tæller og fejrer ikke mine dage og måneder. For uanset, hvor mange jeg har, skal jeg kæmpe med det her hver eneste dag. Trangen kommer stadig. Nogle nætter drømmer jeg, at jeg tager stoffer. Drømmene er så stærke og realistiske, at jeg skal bruge en halv time på at overbevise mig om, at det ikke var virkelighed. Jeg er så bange for få tilbagefald. Jeg er rigtig bange. Hver eneste dag.

En del af afvænningen handler om at skifte dårlige vaner og venner ud med gode. Det har Niklas gjort. Her taler han i telefon med en anden eks-narkoman. Foto: Peter Friis Autzen
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce