Annonce
Sport

Morten Givskov får nye internationale opgaver

Morten Givskov får chancen for en OL-kvalifikation i London i marts. Foto: Dorte Adelfred.
To kampe mod englændere, en tur til en turnering i Tyrkiet,en OL-kvalifikationskamp i London og en landskamp mod Spanien står på programmet.

Horsens: Den dobbelte danske mester i sværvægtsboksning Morten Givskov står foran flere internationale opgaver i de kommende måneder.

Fredag kl. 20 møder han en englænder ved BK Vitus' stævne i Forum Horsens, og 28. december møder han endnu en englænder i Nykøbing Falster.

- Der er ikke tale om den samme englænder. Jeg ved, at min modstander på fredag har 13 sejre i 16 kampe, han er stor og har vundet over en dansker, Thomas Vinther fra Rødovre, siger Morten Givskov.

- Det har længe været meningen, at jeg skulle til udlandet i januar. Nu er det faldet på plads, så jeg skal til en international turnering i Tyrkiet sammen med Danny Jensen og Frederik Lundgaard Jensen og landstræner Thomas Kyø.

- Turneringen ligger, så vi kan nå hjem til de jyske mesterskaber, så det betyder, at jeg mod forventning stiller op til JM i Vejle. Jeg mødte en bokser fra Esbjerg ved DM, og ham forventer jeg også, at han er med til JM, så der bliver en kamp til mig.

- I marts er der OL-kvalifikation i London, og her er det planen, at jeg kommer med. Det vil jeg vældig gerne. Det er en god chance, og det kan kun give mig endnu mere erfaring, siger Morten Givskov.

- Jeg havde stor glæde af turen til en turnering i Tammerfors i Finland. Jeg tabte knebent til en franskmand, men det var et sundt nederlag oven på alle mine sejre. Det var noget, jeg lærte meget af, og som kommer mig til gode næste gang.

- Der står også en landskamp i foråret mod Spanien i Vejle på min sæsonplan, så det gælder bare om at tage opgaverne i den rækkefølge, de kommer. Det gælder om, at jeg ikke dummer mig, så jeg går glip af nogle af opgaverne.

- Jeg har lige ligget i sengen en uge med influenza, men jeg er frisk igen og klar til fredagens hovedkamp i Forum Horsens, siger Morten Givskov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce