Annonce
FC Fredericia

Mucolli scorede et kongemål, da FC Fredericia bankede Middelfart

Agon Mucolli stod for dagens højdepunkt, da han scorede et flot mål mod Middelfart. Arkivfoto: Michael Svenningsen
FC Fredericia vandt med 3-1 over Middelfart i sin første træningskamp denne vinter. Michael Hansen eksperimenterede, men sejren var aldrig i fare.

Middelfart: Fik du den?

Agon Mucolli kiggede på den kameramand, der filmede lørdagens træningskamp mellem Middelfart og FC Fredericia. Kort forinden havde Mucolli scoret et smukt mål, og den lille magiker ville gerne vide, om momentet var foreviget.

En ting, vi i hvert fald lærte på en råkold kunstgræsbane lørdag eftermiddag, var, at Agon Mucolli stadig ikke lider af manglende selvværd.

FC Fredericia vandt stensikkert med 3-1 og dagens højdepunkt faldt efter 42 minutter, da Mucolli afdriblede et helt Middelfart-forsvar og klappede bolden ind via undersiden af overliggeren.

Ellers var der ikke meget schwung over opgøret. Og det skyldtes, at Middelfart i sin nuværende form ganske enkelt ikke har kvaliteten til at hamle op med FC Fredericia.

Heller ikke selvom FC Fredericia på dagen mødte op med lige så mange holdledere, som der var udskiftningsspillere på bænken.

Truppen er smal, og træner Michael Hansen kunne blot benytte sig af fire udskiftere - den ene af dem var målmand Alexander Nybo, som ikke kom i kamp.

- Vi arbejder hårdt på at få en spiller eller to flere ind. Og så får vi måske en skadet spiller klar, og så begynder det at hjælpe. Når vi spiller mod Skive på fredag overvejer vi at låne nogle spillere i FC Midtjylland for at løsne belastningen, sagde FC Fredericia-træner Michael Hansen.

Annonce

Eksperimenter

Mathias Johannsen, Andreas Oggesen og Anders Holvad var til kampen men måtte kigge på fra sidelinjen. Johannsen og Oggesen er snart klar igen, mens sæsonen skal i gang, før Holvad kommer i spil.

De kunne se et FC Fredericia-mandskab, der spillede overbevisende mod et Middelfart-hold, som ikke gav megen modstand. Michael Hansen eksperimenterede og brugte Alexander Jensen som  højre back. Han er normalt central midt. Dennis Høegh spillede som 10'er, mens Christian Ege Nielsen i begyndelsen var at finde i forsvaret. Også midtbanespilleren Raphael Onyedika kom ned og spille stopper - en position han før har spillet.

- Vi kommer til at prøve spillere af i forskellige positioner. Det er vi nødt til, indtil vi får en større kampklar trup, sagde Michael Hansen.

Annonce

Ingen skader

Efter blot fem minutter var der scoret første gang, da Christian Tue Jensen sparkede et frispark i mål. Hvis målmanden ikke havde forsøgt at imitere en saltstøtte, kunne han nok godt have gjort noget ved det.

Fem minutter senere headede angriber Justin Shaibu til en dødbold fra femte sals højde, og den kunne Erik Nissen snitte i mål.

Middelfart-FC Fredericia 1-3 (1-3)

Mål: 0-1 Christian Tue Jensen (5.), 0-2 Erik Nissen (10.), 1-2  (14.), 1-3 Agon Mucolli (42.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Elias Olafsson - Alexander Jensen, Erik Nissen (Mikkel Knudsen 31.), Christian Ege Nielsen, Nicolaj Ritter - Mathias Gertsen (Christian Tue Jensen 66.), Raphael Onyedika - Christian Tue Jensen (Kristian Kirkegaard 31.), Dennis Høegh, Agon Mucolli - Justin Shaibu (Tobias Anker 46.).

Middelfart reducerede, da Alexander Jensen begik sin eneste fejl på den uvante position som højre back. Han slog en alt for høj bold tilbage til målmand Elias Olafsson, som på halvkomisk vis måtte heade flyvende til den. Returen gav mål til Middelfart.

FC Fredericia kunne med mere skarphed efter pausen sagtens have vundet både 5-1 og 6-1, men der blev ikke scoret efter Agon Mucollis føromtalte klasse-mål.

- Vi havde et internt succeskriterie: Ingen skader. Det ligner, at vi kom igennem, og det er vi glade for, sagde Michael Hansen.

FC Fredericia spiller træningskamp igen fredag. Her gæster Skive KFUM Parken. Kampen er lukket for offentligheden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce