Annonce
Fredericia

Murer Dan Holberg "skylder" EU 58 tæer eller tånegle

Sikkerhedssko beskytter ikke kun mod slag ovenfra, men også mod for eksempel søm og skruer, som man kan træde op gennem skosålen. Det har Dan Holberg glædet sig over mange gange. Foto: Peter Friis Autzen
I sit daglige arbejde har murer Dan Holberg altid sine EU-standardiserede beskyttelsessko på. Uden dem var det gået galt mange gange.
Annonce

Fredericia: - Det sker mindst et par gange om året, at jeg taber noget tungt over tæerne, siger murer Dan Holberg fra Fredericia.

Han driver Holbergs Murerforretning ApS og har arbejdet som murer og håndværker i 29 år.

- Jeg har alle mine tæer i behold. Det havde jeg ikke haft uden mine sikkerhedssko, siger han og børster lidt støv af skoene.

Der var en gang, hvor han ikke havde sikkerhedssko på.

- Det var på faguddannelsen i Vejle. Jeg havde blå Adidas Handball Special-sko på. De var smarte at se på, men ikke ret smarte til at beskytte mine tæer, siger han.

Den unge Dan løftede et par mursten ned fra et bord, men kom til samtidig at vælte en ud over bordkanten. Den ramte lige ned på hans fod, og skoens blå ruskind tillod slaget at ramme lige ned i hans tæer.

- Jeg kan ikke huske, om jeg tabte neglen. Men den blev sort. Og det gjorde ondt, siger han.

Siden han blev udlært, har Dan altid brugt sikkerhedsssko.

Jeg arbejder aldrig uden. Heldigvis.

Dan Holberg, Holbergs Murerforretning ApS

Annonce

Halvandet ton

EU har standarder for mange ting - herunder sikkerhedssko.

Hvis en sko skal godkendes og forsynes med CE-mærket, skal den kunne klare bestemte specifikationer. Det testes af uafhængige EU-godkendte virksomheder.

Tåkappen i en sikkerhedssko skal kunne tåle et slag på 200 joule - det testes med et lod på 20 kilo, som falder en meter ned på skoen. Eller med et tryk på 1.500 kilo.

- Tåkappen beskytter så godt, at man vænner sig til ikke at trække foden til sig, når man taber noget. Men man kan stadig slå sig længere oppe ad foden og på anklen. Så hvis det er noget stort, jeg taber, trækker jeg foden til mig alligevel, siger Dan Holberg.

Han vurderer, at han mindst et par gange om året har tabt noget så stort og tungt, at det ville have kostet ham en tå eller en negl - hvis ikke han havde sikkerhedssko på.

- Så på den måde kan man sige, at jeg skylder EU 58 tæer eller negle, siger han med et grin.

EU-standarder beskytter forbrugeren

Det giver god mening, at EU har standarder for sikkerhedssko, mener Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef hos brancheorganisationen Dansk Byggeri.

- Det beskytter forbrugeren, at der er et standardkrav, skoene skal opfylde. Standarderne sættes af landenes industrier, men vedtages af EU samlet, så kravene er ens overalt i unionen, siger hun.

Hvis en dansk håndværker rejser til et andet EU-land for at arbejde, kan vedkommende glæde sig over, at der er en EU-standard.

- Han eller hun kan trygt købe en sikkerhedssko i den lokale butik. Hvis skoen har EU-mærket, lever den op til de samme krav som hans sko hjemme i Danmark, siger Mette Møller Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Aktivister føres væk fra Gl. Ålbo - politi leder angiveligt efter flere

Annonce