Annonce
Vejle

Mystisk kattedyr er set flere gange de seneste 10 år: - Min kone var overbevist om, at et mystisk, stort dyr var på spil

Dette foto af et poteaftryk tog ægteparret Susanne og Kim Risbjerg den 30. december 2016. Sporet var afsat i noget grus, som lå ved parrets dengang nybyggede hus på Kløvermarken på Lille Grundet. Foto: Susanne Risbjerg
Oplysningerne om et kattelignende dyr i Vejle-området er langtfra nye. Tilbage i 2008 så et ægtepar dyret ved Store Grundet to gange inden for få dage. Der er også fotograferet rovdyrspor i området tidligere.

Vejle: Det er muligt, at der både lusker en større hund eller ulv rundt i Vejles skove og et ukendt kattedyr. Ihvertfald modtager avisen stadig flere oplysninger om såvel poteaftryk som øjenvidneberetninger fra natur-vandrere, der har set et større uidentificeret kattedyr.

Dyrepasser ved Skærup Zoo Jonas Schou har tidligere afvist, at de pote-aftryk, der viser et dyr med fremadrettede negle, kan stamme fra et kattedyr. Så meldingerne om et los- eller pumalignende dyr, hænger dårligt sammen med indberetningerne om de store pote-aftryk. Men flere har iagttaget både dyret og usædvanlige poteaftryk uafhængigt af hinanden.

Således oplevede Betina Bitsch at et ukendt rovdyr jagede et andet dyr i den aftenmørke skov ved Nederbro, da hun var ude at lufte sin hund.

- Klokken var omkring 21.30, og dyret, som jeg i første omgang troede var en schæferhund, gøede af det dyr, som det jagede. Min fornemmelse var, at det dyr, der blev jaget, var på nogenlunde samme størrelse, og jeg nåede faktisk lige at blive lidt bange, fordi jeg følte, at rovdyret løb hen imod mig og min hund. Men så vendte det om og løb ind i skoven igen, skriver Betina Bitsch i en mail til avisen.

Betina tilføjer, at hun kom i tanke om sin observation, da hun læste om de forskellige beretninger om et puma- eller loslignende dyr, der er set på Nørremarken og i Grejsdalen.

- Måske var det bare en løs schæferhund, måske var det noget andet, slutter Betina Bitsch.

Annonce

Jeg nåede faktisk lige at blive lidt bange, fordi jeg følte, at rovdyret løb hen imod mig og min hund.

Betina Bitsch

Har det boet her i årevis?

Også ægteparret Susanne og Kim Risbjerg har henvendt sig til avisen.

- Den 30. december 2016 så min kone et stort poteaftryk lige uden for vores vindue i noget sand ved vores nyopførte hus på Kløvermarken på Lille Grundet, fortæller Kim Risbjerg.

Susanne Risbjerg tog et foto af aftrykket, men som Kim fortæller, mente familie og venner dengang, at parret nok bare havde haft besøg af en løsgående hund.

- Men måske havde Susanne ret, og måske var det faktisk det dyr, som flere har fortalt om, skriver parret i en mail.

Hvis det stemmer, har dyret boet i vejles skovområder længe. Måske i flere år.

Kattedyr set for år tilbage

Den tidligste øjenvidneskildring af det ukendte potedyr i denne omgang stammer helt tilbage fra 2008. En 55-årig vejlenser og hendes daværende mand var ude at gå en aftentur med hunden ved Store Grundet, da de pludselig så ryggen af dyret.

- Jeg sagde til min mand "så du det", og han slog det hen og mente, at det var en hund. Jeg var imidlertid helt sikker på, at det var et usædvanligt stort kattedyr, fortæller kvinden til Vejle Amts Folkeblad.

- Det var en fredag aften og om søndagen, så vi dyret igen. Denne gang kom den ud af skoven, og vi så, at den havde et lille hoved med runde ører og en kraftig hale. Den så meget puma-agtig ud. Jeg er overbevist om, at det ikke bare var en stor, norsk skovkat eller en main coon-kat, for den var både større og kraftigere, fortæller kvinden, som dengang valgte at ringe til politiet, fordi hun frygtede, at kattedyret kunne gå til angreb på husdyr eller mindre børn.

- Jeg talte med to forskellige på politigården, men de mente ikke, at politiet kunne gøre noget. Nu tænker jeg, om der kan være tale om det samme dyr, som er blevet gammelt og derfor nærmer sig mennesker, tilføjer hun.

Den 55-årige kvinde ønsker ikke sit navn frem, men hendes identitet er kendt af avisen.

Johnny Boalth Lambertsen tog et foto af dette poteaftryk i Sønderskoven fredag 10. maj, da han og hans familie var ude at gå en tur. Dyrepasser Jonas Schou vurderer, at der må være tale om et hundedyr - enten en stor hund eller en ulv, fordi der er tydelige negleaftryk i sporet. Foto: Johnny Lambertsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce