Annonce
Kultur

Når efterforskeren bliver efterforsket

Inger Wolf. Foto: Les Kaner/People'sPress

Neurovidenskabelige overvejelser løfter Inger Wolfs "En djævelsk plan".

Endnu en krimi. Man spørger sig selv, om det virkelig skulle være muligt at levere ikke allerede fortærskede plots, at undgå genrens mange klicheer, stereotypierne og manglen på spænding. Ja, hvad skal den arme forfatter gøre, så forlaget kan få en anderledes sællert?

Undertegnede kan anbefale, at man vælger en hovedperson, der kan formidle en så interessant tematik, at læseren abstraherer fra et måske noget fortænkt plot og blive nysgerrig, og det gør Inger Wolf med sin protagonist, psykiateren Christian Falk.

Med ham føres vi ind i en normbrydende adfærd, ikke kun hvad angår romanens djævelske morder, men også hos Falk selv samt hos de autoriteter, der optræder i "En djævelsk plan".

Sammen med Victor Pedersen fra Østjyllands Politi efterforsker Christian Falk mordet på en handicappet mand, men da et overvågningskamera viser Falk være på gerningsstedet på et kritisk tidspunkt, er det pludselig ham, der bliver genstand for efterforskningen. Som "hjernevrider" har han fået foretaget en hjernescanning - Brain Fingerprinting - på sig selv, hvilket afslørede, at han har "forbryderhjerne", og dette bliver naturligvis brugt imod ham.

Det interessante er nu, at hans modstandere er højtuddannede, velrenommerede samfundsborgere, der forvandles til morderisk hævngerrige individer. Hvad med deres hjerner?

Inger Wolf: "En djævelsk plan". Foto: People'sPress

Ondskabens årsag

Inger Wolf interesserer sig tydeligt for ondskabens væsen og årsag. Jeg tror, hun er inspireret af den amerikanske hjerneforsker Lawrence Farwell og sagen om mønsterpsykiateren Joel Dreyer, der blev narkohandler. De neurovidenskabelige overvejelser er det tema, der løfter "En djævelsk plan" fra mainstream-krimierne, og man får lyst til at udforske emnet dybere: Hvordan aktiveres vores egen hjernes 100 milliarder neuroner, og hvordan determinerer det vores adfærd? Med denne bloddryppende, men alt andet end hjernedøde roman, afslutter forfatteren sin trilogi om psykiateren Christian Falk. -4 stjerner

Inger Wolf: "En djævelsk plan"277 sider. 299,95 kroner. (People'sPress) Udk. 30.08.2018

Annonce
Forsiden netop nu
112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce