Annonce
Debat

Når man søger i fortiden: Hvad blev der af dem?

Eftersøgning af gamle venner fra fortiden kræver hårdt arbejde og forberedelse på det uventede

For at skrive erindringsbog må man nødvendigvis lave en del research. Hvor er gamle skolekammerater og venner fra fortiden blevet af? Hvor bor de? Hvad laver de? Hvordan har deres liv formet sig indtil nu?

Jeg var blevet 66 år og pensioneret lærer, da jeg gik i gang, og det skulle blive både gode og nedslående oplysninger, som jeg fik gravet frem. Her er, hvad jeg fandt frem til:

En god barndomskammerat fra 6. klasse i folkeskolen i slutningen af 60’erne var afgået ved døden i en meget ung alder på grund af. narkomisbrug. Jeg havde aldrig i livet forestillet mig, at han skulle ryge ud i noget narkomisbrug. Han kom fra et godt økonomisk- og kulturelt velsitueret hjem med klaver i Esbjerg.

Jussi - en anden god ven og lærerkollega døde eller omkom(?) allerede i en alder af et par og tres. Han var lærer, fanger og musiker på den samme skole i Sukkertoppen i Grønland, hvor jeg også var lærer i slutningen af 90´erne. Jussi var grønlænder og kom fra en fangerfamilie i Nordvestgrønland og vidste alt om vejr og vind og fangst. Min familie og jeg var ofte med ham på havet i hans lille speedbåd for at skyde sæler og fiske torsk i weekenderne.

Efter at jeg holdt op som lærer i Grønland, besøgte han os siden i Danmark et par gange. Vi skrev også i flere år sammen, indtil det stoppede for få år siden. Jeg ringede til ham flere gange efterfølgende men fik ikke kontakt.

Ad omveje fandt jeg til sidst ud af, at han var død. Hvordan han var død, lykkedes det mig aldrig at finde ud af.

I 1975 rejste jeg til Færøerne for at læse nordisk sprog og litteratur på formentlig verdens mindste universitet, Fróðskaparsetur, dengang. Jeg kom hurtigt til at kende rigtig mange mennesker og lærte hurtigt at forstå sproget. Derimod kneb det gevaldigt med at skrive opgaverne, fordi de skulle skrives på det færøske skriftsprog.

Jeg indså til sidst, at det ville være umuligt for mig, så jeg forlod studiet og begyndte i stedet at arbejde i en færøsk boghandel. Jeg sad i kælderen og klargjorde pakker med bøger og kontorudstyr til forsendelse til de 18 øer.

Ved siden af havde jeg et bijob i en ølklub/værtshus, hvor jeg var bartender om aftenen et par gange om ugen. Alt i alt tjente jeg nok til at opretholde livet.

På et tidspunkt mødte jeg en englænder, Robin Douglas Scott Allan. Han var på øerne for at studere det færøske/oldnordiske sprog nærmere. Han havde læst dansk ved et universitet i Newcastle og senere på Århus Universitet. Han talte flydende dansk uden accent og mestrede også at tale det færøske sprog grammatisk korrekt, hvilket kræver sin mand, da grammatikken er lig den tyske: 4 kasus, 3 køn, ental og flertal. Det giver mange forskellige endelser, men det kunne han. Han var et sproggeni.

Udover at forske i det færøske/oldnordiske sprog underviste han i engelsk på lærerseminariet i Thorshavn. Sidenhen blev han professor ved et universitet i Newcastle og London.

Vi blev venner og var meget sammen i fritiden. Bob spillede også guitar, så vi begyndte at jamme nogle beat- og rocksange sammen, men vi manglede en bassist.

Her kommer Frederik ind. Jeg havde mødt Frederik i lufthavnen i Danmark, da jeg var på vej tilbage til Færøerne efter en juleferie i Danmark.

Vi sad i baren og fik en øl, medens vi ventede på, at flyet til Færøerne skulle afgå. Vi faldt i snak, og han sagde, at han da godt kunne spille bas. Vi havde fået en bassist.

Vi spillede “offentligt” engang på demensafsnittet på statshospitalet i Thorshavn. Vi havde fået en af øernes bedste klaverbokser med, Kristian Blak, samt et par syngende korpiger til denne engangsforestilling.

Stor applaus. Beboerne virkede i hvert fald taknemlige og godt tilfredse, men der skulle måske heller ikke så meget til, bare der skete lidt udover den daglige trummerum. Det var vores første og eneste offentlige optræden.

Bob rejste hjem til England året efter. Han glædede sig naturligvis til at komme hjem, men især glædede han sig til at komme hjem for at se piger og kvinder i kjoler igen.

Han var blevet træt af, at pigerne på Færøerne og i Danmark næsten kun gik i jeans og bukser. Han sagde, at kvinder var blevet til mænd. De var blevet usexede.

Det kunne der være noget om. Men mange kvinder havde forståeligt nok skiftet kjolen ud med en mere praktisk beklædning. I øvrigt skifter moden jo hele tiden. Måske er moden i England også mere konservativ?

Udvendig kvindelig fremtoning og feminitet bør helst også sammenholdes med et andet vigtigere indvendigt parameter, synes jeg.

Hvad der var blevet af Bob i England blev en svær eftersøgning. Jeg fik en status over hans uddannelsesforløb fra universitetet på Færøerne.

Jeg skrev til Newcastle Universitet og kom til sidst i forbindelse med en professor, der kunne oplyse, at hvis han ikke tog fejl af personen Bob, så var han død for nogle år siden.

Jeg fik Bob´s kones email og skrev til hende. Hun blev glædelig overrasket og skrev tilbage, at Bob havde fortalt meget om mig og om hans tid på Færøerne. Desværre nåede de ikke sammen at tage en tur til øerne, for Bob døde al for tidligt i en alder af kun et par og tres af kræft.

Det var/er svært at forstå, at han ikke er mere. Jeg var kommet nogle få år for sent. Jeg sendte enken de billeder, som jeg havde af Bob og af os fra tiden på Færøerne i 1975. Dem blev hun glad for.

Dermed sluttede denne historie, men der var mange andre løse ender, som jeg først skulle have rede på for at skrive min biografi. Jeg kom rigtig langt med sporing af de forskellige personer, som jeg havde kendt.

Frederik skriver jeg i dag sammen med. Han er ortopædkirurg i Silkeborg og har et godt liv. Men det blev til tre chokerende dødsfald på tabskontoen!

19. november 2018 udkom min erindringsbog/selvbiografi: “Der kom et brev – Erindringer og bekendelser”.

Annonce
Hans Agerbæk Husted
Annonce
Annonce
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

SF mangler stadig svar i sagen om konsulent-besparelser

Læserbrev: Fredericia Dagblad lagde 23. januar igen spalteplads til nok et indlæg omhandlende Fredericia Kommunes brug af privat konsulentfirma til besparelser på socialt udsatte og handicappede borgeres botilbud. Denne gang var det koncernchef Yelva Bjørnholdt Jensen, som på vegne af Fredericia Kommune var ude med et indlæg. Det havde dog været klædeligt, hvis det stedet havde været en formand for et af de ansvarlige udvalg som udtalte sig. I Kolding har byrådet truffet den beslutning, at man selv påtager sig ansvaret for de besparelser, som man finder nødvendige. Det har den fordel, at der alt andet lige skal findes færre penge, når der ikke skal kastes flere 100.000 kroner. efter et privat konsulentfirma som Anne Brorson Consulting. Vi må formode, at koncernchefen har afstemt sit indlæg med de politisk ansvarlige? Indlægget besvarer dog stadig ikke de spørgsmål, SF tidligere har rejst, så nu spørger vi lige igen! Mener man seriøst, at man kan spare 3,7 millioner kroner på botilbud, uden borgerne kan mærke det? Tror man på, at borgerens indsats er uændret? 3,7 millioner svarer til årslønnen for minimum 10 pædagoger eller 10 SOSU-assistenter fordelt på 13 borgere! Der mangler ligeledes stadig svar på, om de berørte borgere er orienteret om, at deres private oplysninger er blevet delt, med en privat virksomhed? Det er selvfølgeligt helt legalt og inden for lovgivningens rammer og intention at følge op på om borgeren stadig får det relevante tilbud, men det er bestemt ikke nogen ny opfindelse at holde status- og opfølgningsmøder. I de tilfælde, hvor borgere har fået det bedre, er det naturligt med en ny vurdering, som i SF's optik bør ske i et samarbejde mellem den kommunale sagsbehandler og borgeren. F.eks ved brug af det man blandt fagfolk kalder en VUM (Voksen udredningsmetode), en metode socialrådgivere og socialformidlere er uddannet til at bruge. I SF mener vi, at kommunens brug af spare-konsulenter kan begrænse borgerens retskrav på at blive partshørt, når støtten forhandles ned. Når dette uvæsen har fået lov til at brede sig, er det jo ikke, fordi der er dårlige sagsbehandlere på de sociale voksenområder. Forklaringen er snarere den underfinansiering, der er og har været over en årrække på handicap- og udsatteområdet. Det er tydeligvis ikke her, 'det historiske velfærdsløft' er faldet. I betragtning af den solide økonomi, vi efter sigende har Fredericia, bør det være muligt på ordentlig vis at finde den nødvendige finansiering til handicappede og socialt udsatte borgeres tilbud, uden der skal gå kræmmermarked i aftalerne. Vi ser stadig i forventning frem til at få svar på vores spørgsmål meget gerne fra medlemmerne fra de fra de to udvalg, som sagerne hører under. Når byrådet i Kolding kan forholde sig til problematikkerne, kan det jo ikke passe at det skal være så svært at få de ansvarlige politikkere til svare.

Annonce