Annonce
Læserbrev

Når røde tal slår hårdt: Morten og andre ligestillede skal have hjælp

Da vores handicappede datter ikke lever længere, følger jeg ikke handicapområdet på nærmeste hold, men jeg har et klart billede af, at frygten for besparelser på området desværre har holdt stik.

Kim Christensen

Læserbrev: Når jeg i søndagsudgaven af VAF læser artiklen om Morten Denert, kommer jeg til at tænke på historien. Historien, som nutidens politikere måske kan lære af, måske kan leve op til.

Jeg skruer tiden tilbage til artiklen i VAF 16. september 2005, hvor jeg aftenen forinden havde været ordstyrer på et debatmøde på Skovagerskolen i Jelling med de, på daværende tidspunkt, tre borgmesterkandidater: Leif Skov fra Børkop, Arne Sigtenbjerggaard fra Jelling og Flemming Christensen fra Vejle.

Debatten tog blandt andet udgangspunkt i vi forældres frygt for besparelser på handicapområdet, når/hvis de nye storkommuner skulle overtage områder fra de daværende amter. Trods politisk uenighed var der en rørende enighed om, at børnene i Ny Vejle ikke måtte svigtes.

På et senere møde i Vingstedcentret, omtalt i VAF 1. december 2006, lød meldingen fra den kommende borgmester i Ny Vejle, Leif Skov: "Svage og handicappede børn skal ikke bøde for besparelser"!

Da vores handicappede datter ikke lever længere, følger jeg ikke handicapområdet på nærmeste hold, men jeg har et klart billede af, at frygten for besparelser på området desværre har holdt stik.

Når jeg læser de syv partiers holdninger til det pressede socialområde, er der en klar velvilje til at finde nogle gode og ansvarlige løsninger.

Jeg opfordrer derfor politikerne til samtidig at spørge jer selv: Hvordan ville jeg gerne leve, hvis det var mig, der var Morten, eller det var mit eget barn, der var Morten? Vil jeg være tilfreds med, at mit barn kom hjem fra arbejde, og ikke kom ud af døren før næste morgen?

Nogle vil nok sige, at det gør mange unge mennesker i dag. "Ja", men den altafgørende forskel er, at såkaldt normalt begavede unge mennesker selv træffer et valg, det gør Morten ikke.

Morten og andre ligestillede skal have hjælp, og det har vi råd til!

Husk udmeldingerne fra jeres forgængere.

Annonce
Kim Christensen.
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

DBU-folk reagerer: Besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse - sunde og raske borgere er en god forretning

Læserbrev: Er frivilligheden og foreningslivet bare en udgift eller en vigtig og værdiskabende faktor for en kommune? Det spørgsmål trænger sig på, når man med bekymring kan læse, at Fredericia Kommune bl.a. har planer om at spare en halv mio. kr. væk på "udendørs idrætsanlæg" på det kommende budget. Det vil konkret betyde, at fodboldklubbernes frivillige frem over selv skal ud at slå græs og kridte baner op - oveni alle de mange andre opgaver, som dagligt skal løses i en forening. I Trelde GI’s fodboldafdeling er der nervøsitet for, at man som en konsekvens må lukke hold og sende spillere til andre klubber. Yderste konsekvens er at lukke hele fodboldafdelingen. Hvis det sker, vil der kun være seks fodboldklubber tilbage i Fredericia Kommune, der allerede ligger utroligt lavt i antal, når man sammenligner med kommuner med ca. samme indbyggertal. Og så er det desværre en kendsgerning, at Fredericia Kommune i forvejen er et af steder i Jylland, hvor der er færrest aktive fodboldspillere set i forhold til indbyggertallet. Kun på Samsø er tallet lavere. Der er med andre ord rigtig mange faktorer, der peger på, at der er behov for investeringer i breddefodbolden og foreningslivet i Fredericia. Ikke besparelser og nedskæringer. Og foreningslivet og frivilligheden er altså ikke en unødvendig luksus. Det er tværtimod en motor til at skabe sundhed, tryghed og fællesskab i ethvert lokalsamfund. En undersøgelse fra Damvad Analytics viser faktisk, at de frivillige timer, der bruges i fodboldklubberne, medfører mellem 400 mio. kr. og 1,1 mia. kr. i besparelser årligt for det danske samfund, bl.a. på grund af færre sygedage. Derfor håber vi, at kommunalpolitikerne vil se midlerne til et stærkt foreningsliv og velfungerende fodboldklubber som en investering i kommunens samlede trivsel og råstyrke. Sunde og raske borgere er en god forretning - også for kommunen. Det er heller ingen hemmelighed, at mange potentielle tilflyttere, i særdeleshed børnefamilier, vægter et godt foreningsliv som en afgørende faktor for valg af bopæl. Netop en udfordring, som aktuelt italesættes af politikerne i Fredericia. Mon besparelser på foreningslivet vil stimulere tiltrækningskraften på nye indbyggere? I DBU er vi altid åbne for dialog med kommunerne omkring fodboldens udvikling, og hvad vi kan bidrage med. Vi er er også indforståede med, at økonomien for kommunerne er en kompleks sag, men vi vil argumentere for, at besparelser på foreningslivet er en kostbar svækkelse på både kort og langt sigt. Foreningslivet er ikke noget, der bare er der. Det kræver prioritering. For de frivillige har altså nok at lave. Og de gør en kæmpe forskel. Også i Fredericia.

Annonce