Annonce
Livsstil

Når Ripa træner: Vikingekamp er en gentlemansport

- Vikingekampsport er for os, som ikke kunne finde ud af at sparke til en fodbold. Vi slår i stedet på hinanden, fortæller næstformand Sune Lorentsen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Foreningen Ripa Vikingekampgruppe holder til ved Ribe Vikingecenter, hvor medlemmerne to gange om ugen spoler tiden tilbage til vikingetiden, lader sværdene klinge, sveden pible og latteren runge. Tillid og teknisk snilde møder hinanden for udøverne af vikingekampsport, og fællesskab binder dem sammen.

Vådt grus knitrer og knaser hver gang, sålerne fra en blanding af fodboldstøvler, kondisko og crocs rammer de små sten, der udgør en kamparena for foreningen Ripa Vikingekampgruppe. Kampen, der udspiller sig, har to af foreningens medlemmer på hver side. Deres øjne er fikseret på hinanden, mens afstanden imellem dem bliver kortere. Cathrin Eskildsen, der står side om side med foreningens stifter Simon Kristensen, gør et udfald mod modstanderne Thorbjørn Kristensen og næstformanden Sune Lorentsen, men runde træskjolde parerer slaget, og Sune er hurtig til at lirke et stød med sit sværd mod Cathrins åbne flanke. Den unge kriger er ramt, og døden indtræffer hurtigt.

Nu står kun Simon tilbage. Han kaster sit spyd fra sig og trækker i stedet et sværd. Velvidende at han er i undertal, vender han nu ryggen mod muren for at undgå et angreb bagfra. Hans modstandere buldrer mod ham for hurtigt at drage fordel af, at kampen er vendt til deres fordel. Simon parerer så godt han kan, men at beskytte sig selv fra både et spyd og et sværd viser sig efter kun få sekunder at være fortabt. Efter et stød med spyddet, må Simon lade livet, mens koncentrationsrynkerne på det vindende makkerpars ansigter bliver erstattet af et stort smil.

Annonce

Ripa Vikingekampgruppe

Ripa Vikingekampgruppe er en forening, der blev grundlagt i 2011.

Foreningen træner vikingekamp med stålvåben som en moderne kampsport.

Foreningen har omkring 30 medlemmer og træner to gange om ugen – torsdag og søndag – ved Ribe Vikingecenter.

Foreningen er åben for nye medlemmer i begyndelsen af september.

Kontingent er 400 kroner.

Adressen er Lustrupvej 4, 6760 Ribe.

Læs mere på foreningens facebookside @Ripa Vikingekampgruppe.

Tillid og træning

Sejren er sød, men kun for en kort stund. For døden er en abstrakt størrelse i vikingekampsport, der foregår med specielfremstillede våben som blandt andet spyd, sværd og økser. Det besejrede makkerpar står spillevende inde i en garage, som man fristes til at kalde vikingekampsportens Valhalla. Her går man ind, når man er faldet i kamp og respawner, som medlemmerne kalder det. På den måde kan man deltage i kampen igen kort tid efter – og for den sags skyld dø igen og igen.

Sådan træner Ripa Vikingekampgruppe to gange om ugen i to timer. Foreningen består af 30 medlemmer, og selv om blæst og regn danner kulisse på denne træningsdag i september, er der mødt 14 kampberedte medlemmer op. De er godt og vel en time inde i træningen, som for udenforstående let kan lede tankerne hen på ragnarok, men træningen er veltilrettelagt og bygget op i sæt, der kulminerer i en stor linekamp (når to rækker kæmper mod hinanden, red). Det er afgørende, at medlemmerne kender reglerne omkring kampsporten. Vikingekamp er nemlig i høj grad bygget op omkring tillid. Den er det, som næstformand Sune Lorentsen, betegner som en gentlemansport.

Sikkerhed

Den forklaring gav han ved træningens begyndelse en times tid forinden, hvor han trillede sin bil ind på parkeringspladsen ved vikingecentret. På bilens bagrude er påklistret et klistermærke med Ripas logo, Fenrisulven. Som Sune også viser en tatovering af på sin læg en rum tid senere i en kaffestue, da snakken falder på medlemskab, mens vi venter på, at de andre medlemmer dukker op til træning.

- Man må få tatoveret vores logo, når man bliver fuldbyrdet medlem, forklarer næstformanden, der har en tatovørforretning.

For at blive det skal man have haft 50 procents fremmøde i to år og have deltaget i mindst et af de tre store vikingetræf: Trelleborg Vikingefestival, Vikingemarked på Ribe Vikingecenter eller Moesgaard Vikingetræf. Inden da har man et prøvemedlemskab.

- Vi er nødt til at gå op i det, for det er vigtigt, at medlemmerne har været her nok, så de ved, hvad de laver, når vi kæmper, forklarer næstformanden, der selv har været medlem i fire år.

En kunde i hans tatovørforretning tog ham med til en træning. Sune troede bare, han skulle se på, men den gik ikke.

- Jeg fik en pind i hånden med ordene: Så kan du godt gå hen og gå i kamp med ham der, husker han, mens også andre minder fra dengang kommer tilbage til ham.

- Lige til at begynde med var jeg dårligere end alle andre. Jeg har i forvejen dyrket andre kampsportsgrene, så jeg tænkte: Det kan bare ikke passe. Derfor blev jeg hængende, fortæller Sune og tilføjer:

- Og fordi det er sjovt.

En linekamp er i fuld gang. Fra venstre mod højre ses Sune Lorentsen, Cathrin Eskildsen og Brian Lindekilde, der forklarer, hvad der tiltaler ham ved vikingekampsport. – Vi er store drenge- og pigekrigere, der får lov til at lege, og så har vi også et godt sammenhold. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Husk at dø

Mens kaffen brygger, kommer medlemmerne dryssende. Både stor som lille og kvinde som mand ifører sig armguards (beskyttelse af underarmene, red.) og sammenligner våben.

- Det med at være stor og stærk kan man ikke bruge til noget i den her kampsport. Det er ikke en fordel at være en stor bulderbasse. Det handler om at være teknisk dygtig, fortæller Sune.

Og om at huske at dø. Det gælder både til træning, som foregår i almindeligt tøj, og til opvisninger i forbindelse med vikingemarkeder.

- Her skal man gerne huske at dø flot, som næstformanden formulerer det.

For der er publikum på og derfor lægger medlemmerne mere drama i kampen.

- Jeg hader teaterdelen, derfor undgår jeg helst at dø, pointerer Sune med et bredt smil.

Tidligere har han gået til boksning, capella og kickboxing, men vikingekampsport kan noget helt særligt. Sammenholdet er stærkt, da mange af medlemmerne bruger deres weekender og ferier på at tage til vikingemarkeder sammen.

- Alt med viking handler om at slås, bål og bajer, fastslår han.

Men ikke mens, man kæmper. Til de store træf er der nultolerance over for alkohol hele dagen.

- Vi skal kunne stole på hinanden. Når man er færdig med kampen, skal man kunne se hinanden i øjnene.

Foreningen har et samarbejde med Ribe Vikingecenter, der har givet dem lov til at træne på deres område, bruge en kaffestue og træ- og smedjefaciliteter. Til gengæld træder medlemmerne i karakter som vikinger for museets gæster. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Vigtig viden

Der kan ske uheld, men Sune og de andre medlemmer fastholder, at andre sportsgrene som for eksempel fodbold, golf og squash er farligere. Det er heller ikke sikkert, de har den samme regel, som Ripa har i tilfælde af en skade.

- Trækker man blod på én, skylder man en bajer, forklarer Sune, som samtidig pointerer, at det sjældent sker.

Det sker heller ikke til denne dags træning, som dog resulterer i et par blå mærker inden pausen. Medlemmerne Thorbjørn Kristensen og Brian Lindekilde har søgt læ i garagen, hvor de får pusten, for vikingekamp giver sved på panden. Selv om der ikke er noget krav om udklædning til træning, er Thorbjørn iført en halskæde med et symbol af en tyr.

Når han er fuldt udklædt, repræsenterer han vikingerne fra området Mammen fra perioden, hvor kristendommen begyndte at vinde indpas. Han har styr på sin vikingehistorie. Det bør man have, mener han, for medlemmerne møder mange nysgerrige folk, både når de er aktører på Ribe Vikingecenter og til vikingemarkeder. I hans hånd holder han en danerøkse. I øksehovedet aner man omridset af et kristent kors.

- Det skader aldrig med en ekstra gud, påpeger han lige inden pausens slutning og kaster sig ud i kamparenaen, hvor der allerede bliver krydset klinger, så det må kunne høres helt i Asgård (i nordisk mytologi den verden, hvor guderne bor, red.).

Næstformand Sune Lorentsen og Steffen Dibel får en kop kaffe, mens de venter på de andre medlemmer. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Linekamp med Robert Unger (forrest) og Sune Lorentsen i højre side. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Næstformanden viser artiklens journalist forskellige slag med sit sværd. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Torsdagstræning med Ripa Vikingekampgruppe. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Thorbjørn Kristensen (t.v.) i kamp med Bo Bonde (t.h.). Foto: Birgitte Carol Heiberg
Medlem Robert Unger. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Thorbjørn Kristensen i kamp med Robert Unger. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Torsdagstræning for Ripa Vikingekampgruppe. Sune Lorentsen og Thorbjørn Kristensen forsvarer sig mod Steffen Dibel og Søs Crillesen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Sune Lorentsen (t.v.) og Thorbjørn Kristensen (t.h.). Foto: Birgitte Carol Heiberg
Cathrin Eskildsen kæmper mod Simon Kristensen. Torsdagstræning for Ripa Vikingekampgruppe. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Torsdagstræning for Ripa Vikingekampgruppe. Her ses foreningens stifter Simon Kristensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Linekamp består af to kæmpende rækker. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

De unge løvers hule findes i Fredericia Idrætscenter: Nyt middel mod måger blev kåret som årets vinderforslag på Innocamp

Annonce