Annonce
Debat

Nødråb fra en branche i koma

Direktør, Peder J. Madsen. Arkivfoto: Søren Gylling

Læserbrev: Det er interessant og prisværdigt, at Dansk Erhverv aktivt kæmper for ordentlige vilkår for turismebranchen, og de 18 konstruktive forslag, som organisationen præsenterede i den forgangne uge, er både fornuftige og velgennemtænkte.

Der er brug for stimuli til turismebranchen. Der skal både kolde kontanter og bedre rammevilkår til for at sikre branchens fremtidige overlevelse. Mange virksomheder hænger helt ude over kanten, og lige nu tyder det på, at 2020s blodrøde tal bliver ren søndagsskole i forhold til, hvad vi kommer til at opleve i 2021. Krisen er langt fra forbi.

Danske overnatningsvirksomheder forventer, at der går 2-3 år, inden omsætningen er tilbage på 2019-niveau. Det viser HORESTAs undersøgelse blandt medlemmerne i marts 2021. Samtidig svarer næsten halvdelen af hotellerne og restauranterne, at de er udfordret på overlevelsen i de kommende måneder.

Med andre ord: Branchen er kørt på intensiv - og lagt i koma. Selv med den nuværende tilførsel af til i form af kompensationsordninger, risikerer vitale dele at dø, inden sommeren er forbi.

Dansk Erhverv og politikerne har lige nu fokus på turismen langs kysterne og i København. Det er godt med billige oplevelsespas til kulturinstitutioner og skattefradrag til oplevelser som restaurantbesøg.

Men et væsentligt vilkår i debatten om stimuli er forsvundet som dug i forårssolen: Der er kolossal forskel på ferieturisme og erhvervsturisme.


Branchen er kørt på intensiv - og lagt i koma. Selv med den nuværende tilførsel af til i form af kompensationsordninger, risikerer vitale dele at dø, inden sommeren er forbi.


En tyske børnefamilie i et feriehus syd for Hvide Sande og den international konferencegæst med stramt program i Kolding, har vidt forskellige behov. Derfor skal der også så vidt forskellige stimuli til for at sikre, at begge typer turister igen vælger Danmark.

Det samme gælder den indenlandske turisme. Danske feriegæster på ø-hop har andre behov og forventninger end kursus- og konferencedeltagere på Danmarks mange professionelle konferencecentre.

Inden corona-krisen brød ud, repræsenterede omsætningen og beskæftigelsen på danske hoteller- og konferencecentre en betydelig del af den danske turismeomsætning.

Hvis denne enorme forretning skal genrejses, kræver det nogle helt ekstraordinære tiltag:

1. Vi skal have fjernet forsamlingsloftet og afstandskravene hurtigst muligt - og senest til konferencernes opstart medio august. Uklarheden om, hvor mange og hvordan vi må forsamles, er gift under bookingerne. Giv os en løsladelsesdato, vi kan stole på! Det er netop nu, virksomheder og organisationer beslutter, om sensommerens og efterårets arrangementer skal gennemføres. Derfor er brug for sikkerhed nu, ellers taber vi et halvt års omsætning mere på gulvet. Det kommer til at koste tusindvis af gode arbejdspladser.

2. Danske hoteller og konferencecentre skal have samme vilkår som gæster på et tilsvarende hotel i vore nabolande. Det betyder, at dansk hotelmoms skal harmoniseres med vore nabolande og momsen på restaurationsdelen skal kunne afløftes på samme måde som i de lande, vi konkurrerer med.

Ovenstående forslag er ikke nye, men bemærk, at det IKKE er kompensationspakker til hotellerne. Det er incitamentspakker, der igen kan få danske og udenlandske gæster til at besøge danske hoteller og konferencecentre.

Kompensationspakkerne er der brug for på den korte bane, men incitamentspakker skal sikre arbejdspladser i fremtiden.

Lad os sammen sikre, at Danmark også i de kommende år er førende inden for hoteller- og konferencecentre, med specialiserede og veluddannede medarbejdere, der kan yde serviceoplevelser til et kræsent konferencepublikum fra ind- og udland.

Tusindvis af engagerede medarbejdere står klar til at tage imod konferencegæsterne - og der bliver brug for flere medarbejdere, hvis rammerne skabes nu.

På Hotel Koldingfjord har vi igennem hele corona-krisen forfulgt en strategi, hvor vi har moderniseret for over 25 mio. kr., uddannet alle medarbejdere og udviklet en mere bæredygtigt oplevelse for vores gæster.

Vi glæder os til igen at kunne byde velkommen til vores mange gæster, uanset om de kommer på ferie eller forretning - og vi kan næsten ikke vente !

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia For abonnenter

Kommunal chef forsøgte to gange at gå videre med affære-rygter - Bjerregaard sagde nej

Debat

Klumme: Vi bør aldrig blive helt voksne

Alarm 112

Spøgelsesbilist passerede 15-20 andre bilister uden at ane uråd: Nu er han varetægtsfængslet

Fredericia For abonnenter

Borgmestersag betød farvel til 'den perfekte embedsmand': - Jeg tager afskedigelsen til efterretning

Annonce