Annonce
Middelfart

Nørre Aaby-fabrik har haft masser af ordrer i bogen under coronaen: - Det er, som om byggebranchen ikke helt har mærket krisen

Janni Frandsen, medejer af Ceetec, ses her sammen med sin kollega Steen Roed - og en Ceetec Duoflex-sprøjteautomat, der skal videre til en tysk møbelproducent. PR-foto
På trods af coronakrisen har der de seneste måneder været nok at lave hos Ceetec i Nørre Aaby, der producerer maskiner til træ- og metalindustrien. Særligt er det byggebranchen, der har efterspurgt mere teknologi.
Annonce

Nørre Aaby: En af de virksomheder i Middelfart Kommune, der ikke har lidt under coronakrisen, er Ceetec i Nørre Aaby.

Virksomheden, der udvikler, producerer og leverer maskiner til træ- og metalindustrien både i ind- og udlandet, har blandt andet været heldige at have fået masser af ordrer, inden Danmark blev lukket ned midt i marts.

- Og de kunder har fortsat med at bede os om at lave det, mens andre oplever, at kunder har annulleret ordrer eller udsat dem, siger medejer Janni Frandsen og fortsætter:

- Derudover kan vi mærke, at der er rigtig godt gang i vores malemaskiner, som er til bygge- og træindustrien. Det er, som om byggebranchen måske ikke helt har mærket krisen. Der er gang i mange ting, så der får vi egentlig forespørgsler stort set fra hele verden. Hvis ikke på samme niveau, så måske flere end før krisen.

Janni Frandsen fortæller, at Ceetec til gengæld har haft nedgang, når det gælder installationer. Virksomheden har ikke kunnet installere de leverede maskiner hos kunder, der har haft lukket.

- Vi kan ikke ligesom sende den sidste faktura, for vi kan simpelthen ikke komme ud og hjælpe kunderne med at komme i gang. Vi har projekter i USA og Norge, som vi ikke kan komme op og installere, fordi vi ikke kan komme ind, siger hun.

Annonce

Har undgået skiftehold

Ifølge Janni Frandsen har coronakrisen heller ikke ændret betydeligt på medarbejdernes hverdag på fabrikkerne, udover at man selvfølgelig har taget alle nødvendige forholdsregler og aflyst kundebesøg og rejser.

- Men vi har ikke haft behov for at dele os op i for eksempel skifteholdsarbejde, som nogle fabrikker har været nødt til, siger hun og forklarer, at Ceetecs i alt 24 ansatte arbejder på tre forskellige adresser i Nørre Aaby og derfor har kunnet holde afstand.

Hvis hun skal give et godt råd til andre virksomheder i coronatiden, så er det at huske dialogen og den gode kommunikation til medarbejderne.

- Vi har holdt fast i vores fælles møde hver fredag, hvor vi samler hele virksomheden, men i stedet for at sidde rundt om et bord og spise rundstykker har vi stået i en produktionshal. Og vi har på et meget tidligt tidspunkt inddraget medarbejderne i, hvad vi lige gør her for at få det til at fungere, siger Janni Frandsen.

Hun og Jesper Frandsen købte halvdelen af Ceetec i 2006 og den sidste halvdel i 2009. Virksomheden, der blev stiftet i 1970, fejrer i år 50-års fødselsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os gå sammen om at redde Lillebælt

Danmark For abonnenter

Coronasmittede får anerkendt arbejdsskader: Ingen har endnu udsigt til erstatning

Annonce