Annonce
Fredericia

Naboer har uddelt flyers: 150 er tilmeldt møde om kritiseret byggeri

141 boliger er på vej ved Skovhave i Erritsø, hvor der tidligere har ligget plejehjem og nu er ungdomsboliger. Men naboer, blandt dem Steen M. Ravn og Pia og Carsten Gerdes Sørensen, er bekymrede for trafik og for, at der planlægges flere boliger, end stedet kan rumme. Foto: Peter Leth-Larsen
Naboer til det planlagte Skovhave-byggeri i Erritsø har mellem jul og nytår uddelt 1000 flyers med opfordring om at komme til torsdagens informationsmøde. De mener, at 141 boliger er for mange til grunden og frygter desuden for trafiksituationen.

Erritsø: "Støt op om mødet, for sammen bærer vi i flok."

Sådan lyder budskabet i de cirka 1000 flyers, som en lille gruppe Erritsø-borgere mellem jul og nytår delte ud i området i nærheden af det tidligere plejehjem Skovhave på Mosegårdsvej.

Torsdag aften er der informationsmøde om projektet på Fredericia Uddannelsescenter klokken 17.

Her håber naboerne på stort fremmøde, så politikere og kommunens repræsentanter kan få flest mulige indspark i sagen.

Annonce
Pia Gerdes Sørensen kigger ind mod det område hvor der efter planen skal opføres 141 boliger. I dag er der cirka 50 lejligheder. Foto: Peter Leth-Larsen

Alle biler ud samme sted som IBC

De er blandt andet bekymrede for, at der er planlagt 141 boliger på området, når der i den oprindelige lokalplan kun var plads til 90.

Fredericia Dagblad har mødt et par af naboerne foran de røde murstensbygninger, som tidligere rummede plejehjemmet Skovhave.

Steen Ravn og ægteparret Pia og Carsten Gerdes Sørensen, understreger, at de ikke er modstandere af, at man gør noget ved området. De har længe ment, at bygningerne trænger til bedre vedligeholdelse. Bygningerne ejes af Jan Sparsø, og siden 2009 har der været lejligheder på stedet.

- Vi er ikke negative over, at der skal ske noget, siger Carsten Sørensen.

Der er planlagt et byggeri med 16 rækkehuse og i alt otte punkthuse i fire etagers højde, men det er området ikke gearet til, mener Carsten Sørensen.

- De vil lave 192 parkeringspladser. Alle bilerne skal ud det samme sted som alle bilerne fra IBC. Og der er i forvejen problemer i krydset ved Snaremosevej og Snoghøj Landevej, siger Carsten Sørensen.

250 underskrifter

Pia og Carsten Sørensen har - sammen med Steen og Kirsten Ravn - brugt juleferien på at uddele 1000 flyers.

- Folk var meget positive, da vi var rundt med flyers. Inden da var også ude for at samle underskrifter, så vi kunne få et høringsmøde, siger Steen Ravn. Ifølge hans optælling er der indsamlet 167 underskrifter.

Der har været flere kritiske læserbreve om sagen. Men der er også positive røster. Men Maria Christiansen og Rico Eckhold, der også bor på Mosegårdsvej, peger i et læserbrev på, at et nyt byggeri kan løfte Erritsø.

- Vi vil få et område, som med garanti bliver pænere, mere tidssvarende og vil virke mere eftertragtet, skriver de i læserbrevet.

Området ved det tidligere plejehjem Skovhave har længe trængt til bedre vedligeholdelse. Så det er positivt, at der sker noget, understreger naboerne Pia og Carsten Sørensen samt Steen Ravn (til højre). Foto: Peter Leth-Larsen

For mange boliger

Carsten Sørensen er enig i, at et nybyggeri kan løfte kvarteret. Men han fastholder, at det konkrete projekt har for mange boliger.

- Vi kan ikke bestemme, hvordan det skal se ud. Man skal bare være klar over, at infrastrukturen er uoprettelig, når man først har bygget det, siger Carsten Sørensen, der også tvivler på, at der er interesse for så mange boliger.

- Vi vil hellere have, at der er 90 lejligheder, hvor der bor mennesker, end 140, hvor mange er tomme, siger han.

Mellem jul og nytår uddelte bekymrede naboer cirka 1000 flyers i Erritsø-området. Her kigger Steen Ravn og Pia og Carsten Sørensen på byggeplanerne for området ved det tidligere plejehjem Skovhave. Foto: Peter Leth-Larsen

150 er tilmeldt

Byg og BBR-afdelingen ved Fredericia Kommune oplyser, at godt 150 er tilmeldt til torsdagens møde.

Her er der først velkomst ved formanden for by- og planudvalget, Steen Wrist Ørts (S). Siden er der oplæg ved arkitekt Erik Luplau, og desuden vil trafikplanlægger Morten Svanborg tale om trafikafvikling i forbindelse med de nye boliger og behov for fremtidige tiltag.

15. januar skal politikerne i by- og planudvalget tage endelig stilling til, om byggeriet kan få dispensation til at opføre 141 boliger.

Et par forladte køretøjer står på parkeringspladsen, da Fredericia Dagblad mødes med et par naboer til Skovhave-grunden. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Coronapatienter er længere i respirator end forventet

Annonce