Kolding: Nina Maria Sestoft er en vulkan af gode ideer. Og hun har også sikret sig den helt rette bolig, hvor der er højt til himlen, så de mange ideer kan få vinger at flyve på. De seneste par år har hun boet privat i den gamle skovridergård i Stenderup Midtskov, og det er her - ude for enden af Mørkholtvej - at hun lige nu går og tripper.
For hun kan dårligt vente på, at coronakrisen taber pusten. Gennem lang tid har hun nemlig arbejdet med at omdanne skovridergården til et levende sted for mange slags nysgerrige mennesker. Her vil hun skabe et sted med både alternativ behandling, naturformidling og kunst. Masser af kunst. Her skal være foredrag, musik, strikkeværksted og samvær - eller kort sagt: Åndelighed.
- Jeg håber, at skovridergården kan blive et sted for fællesskabet. Hvor man kan dyrke interessen for naturen og for alt, hvad den kan gøre for os, siger Nina.
Hjerteformede sten
Ikke alle planer er lige konkrete endnu, men hendes terapirum står parat til at modtage kunderne, straks det igen bliver tilladt efter nedlukningen. En stor gong står på gulvet og signalerer, at vi er ovre i den alternative behandling. Hjerteformede sten ligger på en lille stribe i vinduet.
- Dem har jeg fundet, når jeg har gået tur i skoven. De er bare hoppet op i lommen, smiler Nina, som har en kæmpe overbevisning om, at naturen i sig selv er en helende kraft. At det er godt for helbredet og fantasien, når vi slukker tv'et, rejser os fra lænestolen og går udenfor.
Derfor er hun også så glad for, at hendes terapi ligger herude i det grønne, hvor man eksempelvis kan få klangterapi, healingsmassage eller kraniosakralterapi, inden man bagefter sætter sig fredeligt til rette i en af de mange grønne oaser, man finder rundt omkring skovridergården. Her bliver man kun forstyrret, hvis en skovgæst kommer gående forbi, eller hvis der er folk på vej hen til den nærliggende, offentlige bålhytte.
Lyset skal ind
Foruden terapien tilbyder hun naturvandringer, for hun er uddannet biologilærer og har i 11 år arbejdet indenfor Naturskolen i Kolding. Hendes tag på faget handler dog ikke om at lede efter dyrespor eller spotte en rævehule.
- Det er der mange andre, som er gode til at formidle, siger hun.
Nina Maria SestoftJeg har mange planer for, hvad der kan foregå herude, men det hele handler om, at jeg gerne formidle den kraft, der er i naturen.
Herude skal det i stedet dreje sig om at lede efter planter, som er gode for krop og hjerne, og det drejer sig om at mærke naturen. Kram et træ, indånd luften og sans strandens beroligende, vuggende lyde.
- Vi skal have mørket ud af kroppen og lyset ind. Det er det, som det drejer sig om. Og min fornemmelse er, at der er en fælles ånd til stede lige nu. Mange har fået mærket sig selv under coronakrisen, hvor der har været lukket ned for meget af det, som ellers distraherer os i vores liv, siger Nina, som blandt andet kunne tænke sig at holde en lysfest herude, hvor man i mørket går fra bål til bål, og så er der enten stilhed, oplæsning af digte, musik eller noget fjerde, hvor man kommer frem.
- Ville det ikke være stemningsfuldt? Jeg tror, tårerne vil stå i øjnene på en, smiler hun.
Naturen fra en lænestol
For det hele handler om at skabe rum, så man kan sanse og mærke sig selv. Det bliver omdrejningspunktet på skovridergården. Både for det, hun allerede har planlagt, og for alt det, som kan komme til hen ad vejen.
- Der er så mange muligheder herude. Det vil jeg gerne øse af og dele med andre, siger Nina.
Hun har selv lavet mange af de store, kraftfulde malerier, som hænger i stuehuset og naturstuen, hvor mange af stedets aktiviteter skal foregå. Både her og i laden kan man se, at hun også kaster sig over alt fra pileflet til at lave små skulpturer af materialer, hun har fundet i skovbunden eller på stranden.
I laden er et par lænestole sat op, så de akkurat står under tag, men man føler, at man sidder i naturen med de høje skovtræer, den lille mark og alle krydderurterne, som Nina selv har plantet. Hun elsker ideen om både at nyde og bruge naturen, så det gør godt langt ind i kroppen.
- Jeg har mange planer for, hvad der kan foregå herude, men det hele handler om, at jeg gerne formidle den kraft, der er i naturen.
Stedet skal gro
Nina er i dialog med folk fra lokalområdet, som også kan se perspektiverne i den gamle skovridergård. Derfor tror hun også på, at ideerne bliver endnu mere konkrete i en fart, så skovridergården bliver et sted, man kommer til at holde øje med, hvis man har et nysgerrigt sind og trænger til fordybelse i sin hverdag.
- Stedet skal for alvor i gang sammen med foråret, så det kan vokse, samtidig med at det spirer og gror i naturen omkring os, siger Nina.
Nina Maria Sestoft
- Nina Maria Sestoft er uddannet folkeskolelærer, naturvejleder, kst terapeut, klangterapeut, og healingsmassør og samtaleterapeut med speciale i intuition og drømmetydning. Hun har deltaget i et utal af kurser, foredrag, rejser og studier i den spirituelle genre.
- Man kan læse mere om, hvad hun arbejder med på den gamle skovridergård, hvis man klikker ind på www.sjælognatur.dk
- Man vil også kunne møde Nina på både Facebook og Instgram, hvis man søger på "sjælognatur". Her vil hun lægge billeder op, og der vil komme appetitvækkere om stedet, om naturen, om nye kurser og events.
- Hun er mor til to voksne børn. Fraskilt.