Annonce
Danmark

Naturforening og Greenpeace roser aftale om stop af oliejagt

Danmarks Naturfredningsforening og Greenpeace er glade for, at der fra 2050 ikke længere skal indvindes olie i den danske del af Nordsøen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Et kommende stop for olieboringer i Nordsøen kan gøre Danmark til foregangsland, siger grønne foreninger.

Fra 2050 skal der ikke længere bores efter olie eller gas i den danske del af Nordsøen. Det er et politisk flertal torsdag blevet enige om.

Og det er den eneste rigtige beslutning at træffe for Danmark, hvis de danske klimamål for 2050 skal opnås.

Det mener Lars Midtiby, der er direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

- Med de klimamål, som Danmark har for 2050, ville det være helt på månen, hvis man fortsatte med at indvinde olie.

- Danmark har jo en ambition om, at vi skal være helt fri fra fossile brændstoffer i 2050. Og derfor ville det jo mildest talt være skørt, hvis vi fortsatte oliejagten derefter, så det er da det eneste rigtige at gøre, siger han.

Danmark har boret efter olie og gas i den danske del af Nordsøen siden 1972. Og det har givet mange milliarder kroner til den danske statskasse samt arbejdspladser.

Ifølge Lars Midtiby er det et stort skridt, at Danmark nu sætter en slutdato på olie- og gasboringerne. Selv om han gerne havde set en slutdato langt tidligere.

Han håber, at det kan få flere lande til at gøre det samme.

Det samme gør Helene Hagel, der er klima- og miljøpolitisk leder hos Greenpeace. Hun kalder beslutningen for en "historisk klimasejr".

- Aftalen sender et krystalklart signal, der vil give genlyd i hele verden. En udløbsdato for nordsøolien er en kæmpe sejr for klimaet og alle dem, der i årevis har kæmpet for beslutningen, siger hun.

Ifølge Helene Hagel viser aftalen, at Danmark vil leve op til sine internationale forpligtelser i klimaloven.

- Det vil give os en helt anden troværdighed på den internationale scene, at vi nu som et relativt stort olieproducerende land for første gang reelt gør noget for at begrænse den fossile produktion, siger Helene Hagel.

Folketinget vedtog sidste år med bredt flertal en klimalov. Den indeholder en ambition om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Kunde fik 300 kroner for et P. S. Krøyer-værk: Er det rimeligt, at antikvitetshandleren nu sælger det for 7.000 kroner?

Annonce