Annonce
Sport

Nederlag til USA sender danske curlingkvinder ud af VM

Madeleine Dupont og det danske landshold er færdige ved VM, men kan se tilbage på en flot indsats i Canada. (Arkivfoto). Foto: Jeff Mcintosh/Ritzau Scanpix
Kvalifikationskampen til semifinalen blev sidste optræden for Danmark ved curling-VM. OL-billetten er i hus.

Danmarks curlingkvinder kan se tilbage på et flot VM, men medaljer bliver det ikke til i denne omgang.

I en tæt kvalifikationskamp om en plads i semifinalen lykkedes det ikke danskerne at besejre USA.

I stedet avancerede amerikanerne med en sejr på 8-7 til næste runde ved mesterskabet, der afholdes i den canadiske by Calgary.

Danmark har ellers været stærkt kørende ved VM og vandt i den indledende runde 8 af 13 kampe. Det rakte til en fjerdeplads blandt de 14 deltagende nationer, og Danmark slog blandt andre USA i første møde.

Præstationen sikrede danskerne en billet til næste års vinter-OL i Beijing og en plads i kvalifikationskampen mod USA, der vandt en kamp færre og lå nummer fem efter de indledende runder.

Kvalifikationskampen startede da også godt set med danske briller.

Skipper Madeleine Dupont og resten af det danske hold scorede kampens første point og bragte sig på 2-0 efter de to første ender.

Det stod 3-1 i dansk favør, da USA's skipper, Tabitha Peterson, lagde en perfekt sidste sten, der sikrede tre point og en amerikansk føring på 4-3 i sjette ende.

Sådan fortsatte det med at bølge frem og tilbage, og ved indgangen til tiende ende stod det helt lige ved stillingen 7-7.

Amerikanerne havde dog sidste sten, og det udnyttede Peterson til at sikre det ene point, der var nødvendigt for en sejr til USA.

I den ene semifinale skal USA op mod Schweiz, mens Sverige dyster mod de russiske curlingkvinder i den anden.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Da Amoros nikkede Jesper Olsen en skalle

Annonce