Annonce
Udland

New Yorks borgmester vil udfordre Donald Trump i 2020

Jewel Samad/Ritzau Scanpix

Bill de Blasio tilslutter sig et bredt felt af politikere, der vil være Demokraternes præsidentkandidat.

New Yorks 58-årige borgmester, Bill de Blasio, ønsker at være Demokraternes præsidentkandidat ved USA's præsidentvalg i 2020.

Det oplyser han i en kampagnevideo.

Han tilslutter sig dermed et allerede stort felt af amerikanske politikere, der vil tage kampen op med USA's republikanske præsident, Donald Trump.

Ifølge AP ventes han at få svært ved at skille sig ud i det brede felt.

I hjembyen New York er der heller ikke stor opbakning til Bill de Blasios præsidentdrømme. En nylig meningsmåling viste således, at 76 procent af newyorkerne ikke synes, han bør gå efter præsidentposten.

Bill de Blasio har selv tidligere affejet de mindre prangende meningsmålinger.

Et af hans store valgløfter er at bekæmpe økonomisk ulighed. Et emne, som han selv mener, vil vinde genklang hos de amerikanske borgere.

- Folk i alle dele af landet oplever stilstand eller ligefrem tilbagegang. Samtidig bliver de rige rigere, siger Bill de Blasio.

Han lover samtidig at "konfrontere og stå op imod" Trump.

New York-borgmesteren har været en hård kritiker af Trump og blandt andet kritiseret præsidentens syn på klimaforandringer og migration.

I videoen, hvor Bill de Blasio annoncerer sit kandidatur, fremhæver han nogle af de ting, han har fået gennemført i New York. Det drejer sig blandt andet om en minimumsløn på 15 dollar og betalt sygefravær.

Bill de Blasio er gift med Chirlane McCray, der er sort og i årtier var erklæret homoseksuel.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er han populær blandt sorte vælgere, latinamerikanere er mere splittede om ham, mens hvide vælgere overvejende er imod ham.

Blandt kandidaterne til Demokraternes kandidatur er i forvejen tidligere vicepræsident Joe Biden og senatorerne Bernie Sanders og Kamala Harris.

/ritzau/AFP

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

FC Fredericia

Minut for minut: FC Fredericia havde masser af chancer - men tabte alligevel til gæsterne fra Amager

Annonce