Annonce
Sport

Nicklas Bendtner debuterer i FCK-fiasko

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nicklas Bendtner debuterede søndag for FCK, men angriberen kunne ikke forhindre et 1-2-nederlag ude mod Hobro.

Nicklas Bendtner fik de sidste 20 minutter for FC København, men han kunne ikke ændre på, at FCK tabte for anden runde i streg i 3F Superligaen.

Ude mod Hobro IK blev det således 1-2 for københavnerne, der dermed er fire point efter FC Midtjylland på førstepladsen i rækken.

Hobro fik en drømmestart, og det var i den grad kantspilleren Edgar Babayans store fortjeneste.

Inden stadionuret havde rundet et kvarter, så havde Babayan allerede lagt op til to Hobro-scoringer.

Først fandt han angriberen Julian Kristoffersen fri foran mål efter fire minutter, og blot ti minutter senere ramte han Emmanuel Sabbi i panden.

Dermed var Hobro foran 2-0 og på vej i den syvende fodboldhimmel.

Målene kom som et resultat af en energisk start af Hobro, der flere gange udfordrede gæsterne.

FCK havde travlt og modsvaret kom også efter 25 minutter.

Den nyindkøbte angriber Michael Santos, der henviste Nicklas Bendtner til bænken, blev spillet fri og åbnede sin målkonto for FCK med sin reducering.

Efter en vild indledning dalede kampens tempo, og det blev en mere jævn slutning på første halvleg uden de helt store tilbud.

FCK forsøgte fra start af anden halvleg at sætte sig på begivenhederne, men hjemmeholdet kæmpede og pressede heroisk, så det var ikke nemt for gæsterne.

Hobro stod dybt i banen, så efter 70 minutter var det tid for FCK til at sætte Nicklas Bendtner på banen.

Kort efter sin indskiftning var den tidligere landsholdsangriber tæt på at lave en assist, men det blev ved lige ved og næsten for Bendtner.

FCK pressede i kampens slutning Hobro helt ned, og det gav mange farlige indlæg ind i Hobros felt.

Hobros spillere kæmpede dog hårdt og tog en flot skalp med en 2-1-sejr over FCK.

/ritzau/
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Private plejere og borgere mødte op til demonstration: Kommunen blev afkrævet svar på mange spørgsmål

Fredericia

Private plejere demonstrerer i eftermiddag: - De ældre er taberne her

Annonce