Annonce
Sport

Nikolaj Jacobsen sætter tidligt sigte mod EM-guld

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Udsigten til OL næste sommer får ikke Nikolaj Jacobsen til at spare spillere ved EM i januar, siger han.

Landstræneren for Danmarks herrelandshold i håndbold, Nikolaj Jacobsen, går efter at lave et sjældent guldhattrick, når Danmark til januar deltager ved EM i Sverige, Norge og Østrig.

Med en turneringssejr vil Danmark nemlig være europamester, verdensmester og olympisk mester samtidig, og muligheden for at opnå den status vægter højt hos landstræneren. Det siger han til Politiken.

- Holdet er regerende olympisk mester og verdensmester, og i Sverige får vi en unik chance for også at blive europamestre. Den skal vi forfølge. Det er kun Frankrig, der tidligere har magtet dette, men nu er denne status inden for vores rækkevidde.

- Det må være en stor motivation for spillerne, og jeg glæder mig til, at vi går i gang med opgaven, siger landstræneren.

Man kan argumentere for, at det vil være uambitiøst at stile efter andet end guld, når man rejser til en slutrunde med stjerner som Mikkel Hansen og Niklas Landin.

Omvendt spilles slutrunden i et OL-år, og i håndbold har de olympiske lege større prestige end EM. Deltagelsen ved OL i Tokyo i juli og august gør ikke EM i Sverige til en testturnering.

- OL-turneringen i Tokyo er meget vigtig, titlen skal forsvares, men det får mig ikke til at spare folk ved EM i januar. Der sker ikke nogen nedprioritering, overhovedet ikke, siger Nikolaj Jacobsen til Politiken.

I januar spiller Danmark sine indledende gruppekampe i Malmø, der også er vært for en eventuel dansk mellemrundedeltagelse. Eventuelle placerings- eller knockoutkampe spilles i Stockholm.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce